Aarhus Universitets segl

Tyrkerdue

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Tyrkerdue etablerede sig som ynglefugl i Danmark omkring 1950 (Salomonsen 1953) og er nu udbredt i hele landet (Vikstrøm & Moshøj 2020, Heldbjerg m.fl. 2020d). Ynglebestanden er senest vurderet til ca. 29.000 par (Fredshavn m.fl. 2019a) og har været faldende gennem de seneste par årtier. I perioden 2010-2019 udviser ynglebestanden således en årlig tilbagegang på ca. 5,6 % (Eskildsen m.fl. 2020, Fig. 3.2.14.1 A). Opgørelser af vinterbestanden, der i stort omfang omfatter de samme fugle, udviser en større variation og indikerer et årligt fald i perioden 2010-2019 på 1 % årligt (Eskildsen m.fl. 2020). Set over de sidste 25 år er begge indeks faldet markant (Fig. 3.2.14.1 A), og faldet lader til at gælde hele landet (Flensted & Eskildsen 2019). Årsagen til den nationale tilbagegang er for nuværende ukendt. Trods en faldende bestand i nyere tid er tyrkerdue stadig almindelig i Dan-mark. Blandt de arter, som er indvandret til landet i løbet af de sidste 100 år, har tyrkerduen således den største nuværende udbredelse (Heldbjerg m.fl. 2020d). På europæisk niveau er bestanden af tyrkerdue i fortsat vækst, og antallet af par er fordoblet i perioden 1990-2017 (PECBMS 2020b). Billedet på tværs af Europa dækker dog over en tilbagegang i de nordligste egne (herunder Danmark) og en fremgang i Central- og Sydeuropa (BirdLife International 2015). Der findes aktuelt ingen forklaring på forskellene i bestandsudvikling på tværs af Europa.

Arten er senest vurderet ved jagttidsrevisionen for 2022

Jagten i Danmark

Udviklingen i jagtudbyttet af tyrkerdue i Danmark har været signifikant faldende i perioden 1995-2019, med et årligt fald på ca. 5,6 % (Fig. 3.2.14.1 B). I de seneste år (2014-2019) har der været et fald i udbyttet på 21,6 % år-ligt, og dette fald er delvist relateret til indskrænkninger i jagtudøvelsen. Antallet af nedlagte fugle er faldet fra knap 10.000 midt i 1990’erne til et par tusinde i de sidste år med jagttid (Fig. 3.2.14.1 B). De danske ynglefugle er udprægede standfugle, og jagten sker derfor hovedsageligt på den danske ynglebestand (Fog 1979). Det generelt faldende udbytte gennem hele perioden afspejler et samtidigt fald i den nationale bestand og i de seneste år også en indskrænkning af jagten på arten i både tid og rum. Tyrkerdue har grundet de seneste års bestandsnedgang været totalfredet i Jylland og på Fyn siden 2018, og i hele landet siden 2020. De fleste tyrkerduer blev i perioden 2014/15-2018/19 nedlagt på Sjælland og det nordlige Fyn (Fig. 3.2.14.2). Her skal det dog bemærkes, at arten i jagtsæsonen 2018/19 ikke måtte skydes i det jyske og på Fyn.

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Historisk set har tyrkerdue forvoldt gener omkring åbne kornlagre, på foderpladser for fjerkræ og i forbindelse med forurening og støj nær bebyggelse, hvilket har ført til regulering af arten (Fog 1979). I nyere tid lader disse forhold til at være af ringe eller slet ingen betydning. Tyrkerdue er ikke truet på verdensplan og er listet som Livskraftig (LC) både i Europa og globalt. Der findes ikke umiddelbart kendte trusler mod tyrkerduen, men de senere års fald i den nationale bestand, der har medført en listning som Næsten Truet (NT) på den nationale rødliste, bør undersøges nærmere.

Vurdering af eventuel jagttid

Den nationale bestand af tyrkerduer har gennem de seneste årtier vist tilbagegang, og ynglebestanden er for nylig rødlistevurderet som Næsten Truet (NT). Det kan endvidere ikke udelukkes, at en evt. åbning af jagten vil medføre yderligere bestandsreduktion. Det totale udbytte af tyrkerdue har gennem mange år været beskedent, og det er usandsynligt, at jagten alene er årsag til artens tilbagegang. Med den nuværende bestandsudvikling er en fortsat totalfredning imidlertid biologisk velbegrundet.