Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.
Canadagåsen er ikke oprindeligt hjemmehørende i hverken Danmark eller det øvrige Europa, men på tværs af kontinentet findes i dag en forvildet bestand, der anses som efterkommere af fangenskabsfugle og udsatte individer (Tegelström & Sjöberg 1995, Keller m.fl. 2020). Arten er oprindeligt hjemmehørende i Nordamerika, men blev udsat som prydfugle og med henblik på jagt i bl.a. Storbritannien, Sverige og Norge, hvorfra den har bredt sig til større dele af Nordeuropa (Fox m.fl. 2015).
Kategoriseringen som invasiv art betyder, at den aktuelle bestandsstatus i Europa ikke formelt er opgjort af Wetlands International, og størrelsen på den samlede flywaybestand er derfor reelt ukendt og behæftet med en del usikkerheder. I praksis er den europæiske bestand relativt opdelt, og fuglene her i landet hidrører fra den svensk-norsk-danske bestand, mens fugle fra Tyskland, Storbritannien og andre lande i Europa ikke optræder i Danmark i større antal (Andersson m.fl. 1999). Summen af midvintertællinger af canadagås i Sverige og Danmark indikerer, at den svensk-norsk-danske bestand toppede i slutningen af 2000’erne på omkring 90.000 fugle, mens tallet de sidste par år har været ca. 65.000 individer. Canadagås yngler kun fåtalligt i Danmark, men fugle fra ynglebestande i Norge og Sverige er udbredte som vintergæster her i landet, særligt i den nordøstlige del af Jylland og på Sjælland og Lolland-Falster (Holm m.fl. 2021). Arten fouragerer på enge og marker med græs, raps, roerester og lign. samt lejlighedsvis ved kysten på ålegræs eller havgræs.
Antallet af overvintrende canadagæs i Danmark var støt stigende i perioden 1980-2003, hvor det toppede på ca. 35.000 fugle, formentlig som resultat af en stigende flywaybestand (Fig. 3.1.7.1 A). Herefter faldt antallet lidt, og gennem 2000’erne og 2010’erne lå arten på et temmelig stabilt niveau omkring ca. 18.000 fugle (Fig. 3.1.7.1 A). De seneste midvintertællinger antyder en overvintrende bestand på godt og vel 10.000 individer, som er det laveste niveau gennem de seneste to årtier. En del af tilbagegangen i Danmark kan formentlig relateres til, at flere fugle overvintrer i Sverige (Nilsson og Kampe-Persson 2020), men også på den svenske side er tallene mindre end i slut 2000’erne. Størstedelen af canadagæssene ankommer normalt til Danmark i begyndelsen af november, og de fleste har forladt landet ved udgangen af marts. De seneste år er Danmark i sommermånederne i stigende grad blevet passeret af en del canadagæs på fældningstræk mellem formodede yngleområder i Tyskland og formodede fældningspladser i Sverige (Nielsen & Fox under forberedelse).
Jagtudbyttet af canadagås har været signifikant stigende i perioden 1995-2019 (Fig. 3.1.7.1 B). Den positive trend på lang sigt omfatter imidlertid en betydelig stigning i periodens begyndelse (1995-2010) afløst af et fald i det seneste årti. I de seneste år (2014-2019) er trenden for jagtudbyttet således signifikant negativ (Fig. 3.1.7.1 B). Fordelingen af udbyttet afspejler fint fordelingen af fugle på tværs af landet, og de fleste canadagæs nedlægges således i det nordøstlige Jylland og på Sjælland og Lolland-Falster (Fig. 3.1.7.2). Udviklingen afspejler i et vist omfang en tilsvarende udvikling i størrelsen på den overvintrende bestand, om end jagtudbyttet topper senere (2010) end midvintertællingerne (2003). Denne diskrepans kan forklares med den udvidede jagttid fra 2004, hvor der åbnedes for jagt på landjorden i januar måned. Da de fleste canadagæs skydes sidst på sæsonen (se Fig. 3.1.7.3), har denne forlængelse haft en betydelig indvirkning på udbyttet. Det store udbytte på omkring 16.000 fugle i 2010 hænger sandsynligvis sammen med den kolde vinter 2010/2011. Kolde vintre medfører, dels at svenske fugle i større omfang trækker til Danmark, dels at fødesøgningen begrænses til terrestriske områder, hvor arten i højere grad er genstand for jagtlig efterstræbelse. De seneste år har udbyttet været forholdsvis stabilt på omkring 5.000 fugle (Fig. 3.1.7.1 B).
Canadagås er ikke truet på verdensplan, og arten er listet som Livskraftig på både den europæiske og globale rødliste. Den europæiske bestand er ikke hjemmehørende og er hverken vurderet på den danske rødliste eller listet under vandfugleaftalen. Den optræder på Miljøstyrelsens liste over invasive arter i Danmark og er derfor reelt uønsket i den danske natur, hvorfor trusler ikke er vurderet.
Canadagås kan under visse omstændigheder forårsage markskader på landbrugsafgrøder, men set i lyset af den overvintrende bestands lille størrelse og artens udbredelse i Danmark må markskadeproblematikken anses som relativ lille og temmelig lokal.
Da der for nuværende ikke foreligger pålidelige internationale bestandsestimater for canadagås, er det svært at vurdere jagtens effekt på bestandsudviklingen generelt. En sammenligning af tallene fra optællinger af overvintrende fugle ved midvinter med det årlige jagtudbytte indikerer, at en relativ stor andel af de danske fugle er genstand for jagtlig udnyttelse (Fig. 3.1.7.1 A & B). Da arten samtidig er uønsket og kategoriseret som invasiv, må dette forventes at være på linje med den forvaltningsmæssige målsætning.
Figur 3.1.7.1. B) Jagtudbyttet af canadagås i jagtsæsonerne 1995/96-2019/20 og tendenser i jagtudbyttet for perioderne 1995-2019 og 2014-2019
Figur 3.1.7.2. Geografisk fordeling af jagtudbyttet af canadagås vist som gennemsnitligt udbytte på kommuneplan for sæsonerne 2014/15-2018/19. Data for udbyttet på søterritoriet er tilskrevet nærmeste kommune.
