Canadagås er ikke oprindeligt hjemmehørende i hverken Danmark eller det øvrige Europa, men på tværs af kontinentet findes i dag en forvildet bestand, der anses som efterkommere af undslupne fangenskabsfugle og udsatte individer (Tegelström & Sjöberg 1995, Keller m.fl. 2020). Arten er oprindeligt hjemmehørende i Nordamerika, men blev udsat som prydfugl og med henblik på jagt i bl.a. Storbritannien, Sverige og Norge, hvorfra arten har bredt sig til større dele af Nordeuropa (Fox m.fl. 2015).
Canadagås yngler kun fåtalligt i Danmark, men arten er en udbredt vintergæst, særligt i den nordøstlige del af Jylland, på Sjælland og Lolland-Falster (Nielsen m.fl. 2024). Antallet af overvintrende canadagæs i Danmark var stigende i perioden fra 1980 til 2003, hvor januarbestanden toppede på omkring 35.000 fugle. De efterfølgende år blev antallet af overvintrende fugle næsten halveret, og fra 2005 til 2018 lå antallet nogenlunde stabilt omkring 18.000 fugle. I perioden 2019-2023 har midvintertællingerne resulteret i et estimat for den overvintrende bestand på omkring 10.000 individer, som er det laveste niveau siden 1990 (Nielsen m.fl. 2024, Fig. 3.1.13.1). De fleste fugle her i landet stammer fra Skandinavien (Andersson m.fl. 1999), men de senere årtier har et stigende antal fugle fra Tyskland, Holland og Belgien optrådt i Danmark i forårs- og sommermånederne, enten under fældningen eller på fældningstræk mod nordøst (Clausen m.fl. 2024, Nielsen m.fl. 2024). Størstedelen af canadagæssene ankommer dog først til Danmark i begyndelsen af november, og de fleste har forladt landet ved udgangen af marts.
Kategoriseringen som invasiv art betyder, at den aktuelle bestandsstatus i Europa ikke formelt opgøres af Wetlands International, og størrelsen på den samlede flywaybestand er derfor reelt ukendt. Som følge heraf er der en åbenlys diskrepans mellem estimaterne for den samlede europæiske bestand og det samlede europæiske udbytte (se kolofon). I Sverige toppede ynglebestanden i 2008 og er siden faldet markant (Liljebäck m.fl. 2021), ligesom også midvintertællingerne har vist et faldende antal i Sverige siden januar 2010 (Haas m.fl. 2023). Man antog tidligere, at tilbagegangen i Danmark var relateret til en stigning i antallet af overvintrende fugle i Sverige (Nilsson og Kampe-Persson 2020), men tilsyneladende er der tale om en reel tilbagegang i den dansk-svenske bestand, muligvis forårsaget af et højt jagttryk i Sverige (Liljebäck m.fl. 2021).
Jagtudbyttet af canadagås har været stigende i perioden 1995-2023 (Fig. 3.3.13.2). Den positive trend på lang sigt er dog ikke signifikant og omfatter en betydelig stigning i periodens begyndelse (1995 – 2010) afløst af et fald siden 2010. I de seneste år (2018 – 2023) ses yderligere et signifikant fald i jagtudbyttet (Fig. 1B). Fordelingen af udbyttet afspejler fint fordelingen af fugle på tværs af landet, og de fleste canadagæs nedlægges således i det nordøstlige Jylland, på Sjælland og Lolland-Falster (Fig. 3.1.13.3). Udviklingen i jagtudbyttet kan i et vist omfang forklares af en tilsvarende udvikling i størrelsen på den overvintrende bestand, om end jagtudbyttet topper senere (2010) end midvintertællingerne (2003). Denne diskrepans kan muligvis forklares med den udvidede jagttid fra 2004, hvor der åbnedes for jagt på landjorden i januar måned, sammenholdt med forekomsten af nogle kolde vintre i jagtsæsonerne 2009/10 og 2010/11. Kolde vintre medfører, at svenske fugle i større omfang trækker til Danmark, samt at fødesøgningen begrænses til terrestriske områder, hvor arten i højere grad er genstand for jagtlig efterstræbelse. Da de fleste canadagæs skydes sidst på sæsonen (se Fig. 3.1.13.4), har forlængelsen ind i januar måned haft en betydelig indvirkning på udbyttet. De seneste par år har udbyttet været på omkring 3.000 fugle (Fig. 3.1.13.2). Den seneste udvidelse af jagttiden, som siden 2022 har inkluderet august måned på arealer i omdrift, har ikke medført et øget udbytte. Tværtimod er udbyttet faldet yderligere.
Canadagås er ikke truet på verdensplan, og arten er listet som Livskraftig (LC) på både den europæiske og globale rødliste (IUCN 2025). Den europæiske bestand er ikke hjemmehørende, og den er derfor hverken vurderet på den danske rødliste eller listet under Vandfugleaftalen. Den optræder på Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs liste over invasive arter i Danmark og er derfor reelt uønsket i den danske natur.
Arten fouragerer fortrinsvis på enge og marker med græs, raps, roerester og lign. samt lejlighedsvis ved kysten på ålegræs eller havgræs. Canadagås kan under visse omstændigheder forårsage markskader på landbrugsafgrøder, men set i lyset af bestandens størrelse og artens udbredelse i Danmark er markskade-problematikken formodentlig lille og temmelig lokal. Canadagås kan potentielt udgøre en risiko for flytrafikken, hvor den forekommer nær lufthavne (Christensen m.fl. 2015).
Da der for nuværende ikke foreligger pålidelige internationale bestandsestimater for canadagås, er det svært at vurdere jagtens effekt på bestandsudviklingen på flywayniveau. En sammenligning af de senere års jagtudbytte og det antal fugle, der registreres under midvintertællingen, indikerer, at en stor andel af de overvintrende fugle er genstand for jagtlig udnyttelse (Fig. 1). Da arten er uønsket og kategoriseret som invasiv, formodes dette at være i overensstemmelse med den forvaltningsmæssige målsætning.
