Agerhøne er udbredt som ynglefugl over det meste af landet, men har dog udvist en tendens til indskrænket udbredelse (Grell 1998, Vikstrøm & Moshøj 2020). Den seneste offentliggjorte bestandsvurdering ligger på 4.700 par, og udviklingen vurderedes de seneste år som stabil (Fredshavn m.fl. 2019b), men i det nyeste udkast til Artikel 12 er bestanden yderligere nedskrevet og noteret som faldende (Fredshavn m.fl. 2025b). DOF’s punkttællinger i yngletiden viser en signifikant gennemsnitlig årlig tilbagegang på 3,34 % fra 1984-2023 og på 7,97 % for 2014-2023, mens vinterindekset for perioden 1987-2023 viser en signifikant årlig tilbagegang på 5,18 % i gennemsnit. For perioden 2014-2023 viser vinterindekset en svagt faldende tendens på 1,26 % årligt, som ikke er signifikant. I de seneste 5-6 år har både ynglefugle- og vinterfugleindekset ikke ændret sig væsentligt (Fig. 3.1.26. 1A, Vikstrøm m.fl. 2023).
Generelt udviser agerhønebestande store årlige udsving afhængig af en meget variabel ynglesucces og store forskelle i vinterdødeligheden. Det vurderes, at den danske agerhønebestand fortsat er svagt faldende, måske lokalt stabil.
Jagtudbyttet for agerhøne lå på omkring 300.000 fugle i en lang årrække fra 1940 til 1960. Derefter faldt udbyttet til omkring 200.000 fugle i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. I slutningen af 1970’erne faldt det yderligere til under 100.000 fugle. I perioden 2004/05-2015/16 har det årlige udbytte ligget mellem 20.000 og 40.000 fugle, men har derefter vist et kontinuert fald til et niveau på godt 10.000 fugle årligt (Fig. 3.1.26.1B). De fleste fugle nedlægges på Vest-, Midt- og Sydsjælland og på Møn (Fig. 3.1.26.2).
At der generelt nedlægges flere agerhøns på Sjælland end i Jylland, skyldes sandsynligvis en større tradition for udsætning af opdrættede agerhøns i specielt det sydsjællandske område.
Det er tidligere vurderet, at der blev udsat mellem 20.000 og 70.000 agerhøns årligt i Danmark (Christensen & Kahlert 2011). Antallet af udsatte agerhøns er dog faldet til under 10.000 fugle i de seneste år ifølge den obligatoriske indberetning til Miljøstyrelsen (nu Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø). Udsætning af større mængder agerhøns har siden 2008 været knyttet til krav om habitatforbedringer, såkaldte biotopplaner på ejendomme med udsætning (gældende regler i Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber, BEK nr. 1652 af 19/12/2017).
Ved den seneste rødlistevurdering er agerhøne oplistet fra Livskraftig (LC) til Sårbar (VU) ud fra fortsat langsigtet tilbagegang (Moeslund m.fl. 2023), men bestandsudviklingen angives dog som stabil. Agerhøne er klassificeret som Livskraftig (LC) på både globalt og Europæisk niveau (IUCN 2025).
Med udarbejdelse af en forvaltningsplan for agerhøne har Naturstyrelsen haft den målsætning, at arten fortsat skal være almindelig og udbredt i Danmark og have status som Livskraftig (LC) på rødlisten (Naturstyrelsen 2012). Forvaltningsplanen har fokus på at forbedre levestederne, at forøge artens muligheder for at søge skjul mod rovdyr, at give retningslinjer for den jagtlige udnyttelse og at lave graduerede målsætninger for lokale agerhønebestande.
Der foreligger ingen undersøgelser, der følger op på forvaltningsplanen, og en ny rødlistevurdering forventes først udarbejdet i 2026. Om de forvaltningsmæssige tiltag har haft effekt kan derfor ikke vurderes endnu. Foreløbige resultater fra Danmarks Jægerforbunds 52 markvildtslav (Sørensen & Midtgaard 2020, Pedersen m.fl. 2024) har indikeret, at der lokalt kan opretholdes en stabil bestand med habitatforbedrende tiltag. Nyere undersøgelser viser dog, at det nuværende niveau for gennemførte habitatforbedrende tiltag, herunder biotopplantiltag, for specielt agerlandets fugle, har relativ lille effekt for bl.a. agerhøne (Clausen m.fl. 2024b, Fløjgaard m.fl. in prep.). I hvilket omfang målrettede habitatforbedrende tiltag skal sammensættes og udbredes, før der kan forventes en eventuel fremgang for agerhøne på landsplan, er ukendt.
Både i Danmark og i det øvrige Europa er agerhøne-bestandenes historiske tilbagegang koblet til ændringer i landbrugspraksis siden 1950’erne. Øget homogenitet samt optimeret og intensiveret arealanvendelse, herunder brug af pesticider, har reduceret forekomsten af lysåbne marginalområder, levende hegn og markkanter i landbruget, og dermed reduceret udbuddet af optimale yngle- og fourageringshabitater. Prædation på æg/kyllinger og habitatfragmentering i områder med få fugle kan ligeledes influere negativt på agerhønebestanden.
I relation til jagt har der indenfor de seneste 10-20 år været stor fokus på tilbagegangen i agerhønebestanden, med anbefalinger om ikke at nedlægge agerhøns i områder hvor tætheden af fugle i efterårsperioden er under 20 fugle per km2, eller ikke nedlægge fugle i flokke på mindre end 7 fugle (Christensen & Kahlert 2011).
Det er ikke påvist, at udsætning af agerhøns har kunnet understøtte eller retablere vilde bestande (Putaala & Hissa 1998), og der mangler for indeværende reel viden om, hvorvidt udsætning af agerhøns til jagtformål har en positiv eller negativ effekt på den vildtlevende bestand og den øvrige biodiversitet (jf. Kanstrup m.fl. 2024).
Det er vanskeligt at vurdere indflydelsen af jagt på bestanden af vildtlevende agerhøns. Med et officielt tal for udsætning på små 10.000 fugle og et udbytte på 11-13.000 fugle, nedlægges der, forsigtigt vurderet, 2-4.000 fugle fra den vilde bestand årligt. Dette svarer til ca. 15 % (9-22 %) af en forventet efterårsbestand på 18-22.000 individer, når ynglebestanden er på 4-5.000 par (50 % yngler og får 15 kyllinger per kuld, den årlige overlevelse af gamle fugle er 50 %, og 40 % af kyllingerne overlever frem til jagtsæsonen).
Det vurderes, at hvis jagt udøves efter de anbefalede retningslinjer (kun ved store tætheder og på store flokke), vil agerhønsenes store ynglepotentiale som minimum kunne oppebære en stabil bestand, men også hurtigt kunne resultere i en lokal bestandsvækst. En større bestand og eventuel succesfuld spredning til andre områder er dog afhængig af om de rette yngle- og fourageringsforhold er til stede i et omfang, der kan understøtte nye territorier.
Jagt vurderes lokalt at kunne være en faktor, der påvirker bestandstætheden af agerhøns. Dette gælder specielt hvis jagt udføres konsekvent og uden hensyn til de lokale bestandes udsving og ynglesucces. Det kan derfor ikke udelukkes, at jagt kan være en trussel mod lokale agerhønebestande eller at lokale agerhønebestande kan være forsvundet som følge af jagt.
Om jagt har en indirekte effekt på bestanden, er usikkert, men arten vurderes ikke specielt følsom overfor forstyrrelser relateret til jagtlige aktiviteter.
Den nuværende jagttid dækker perioden 16. september til 31. oktober. Seneste ændring i jagttiden skete i 2018/19, hvor sæsonen blev udvidet med 14 dage fra 15. til 31. oktober.
Med en relativt stabil yngle- og vinterbestand og et fortsat faldende jagtudbytte, er der ikke et umiddelbart behov for at ændre længden af jagtsæsonen. At der reelt nedlægges færre agerhøns, understøttes af, at udvidelsen af jagtsæsonen i 2018/19 ikke medførte en øget afskydning.
Det faldende jagtudbytte kan være påvirket af jægernes tilbageholdenhed med at nedlægge agerhøns eller efterlevelse af ovennævnte anbefalinger til jagt, men kan ligeledes være påvirket af indførsel af krav om biotopplaner på større ejendomme med udsætning, og den efterfølgende stramning i det tilladte antal udsatte fugle (7 fugle/hektar til 4 fugle/hektar) gældende fra 2018. Det faldende jagtudbytte kan derfor afspejle både færre udsatte fugle samt en mere udbredt forsvarlig agerhønejagt i områder uden udsætning.
Der er tidligere påvist en sammenhæng mellem tætheder af vilde agerhøns og jagtudbytte (Noer m.fl. 2009), men den geografiske fordeling af jagtudbyttet (Fig. 3.1.26.2), er formentlig stadig påvirket af udsætninger.
