Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Bramgås

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Bramgås forekommer i tre distinkte flywaypopulationer: den russisk/baltisk/hollandske bestand, Svalbard-bestanden og den østgrønlandske bestand. Bramgæssene, som passerer gennem Danmark, tilhører den russisk/baltisk/hollandske bestand, der fra ynglepladserne i arktisk Rusland trækker gennem Østersøen til overvintring hovedsagligt i Sydsverige, Danmark, Tyskland, Holland og Belgien. I starten af 1970’erne begyndte enkelte par af bramgås at yngle i Østersøregionen på småøer ved Gotland og Øland (Larsson m.fl. 1988), og i dag findes flere ynglekolonier spredt i den centrale Østersø og i andre dele af Sverige og Finland. I starten af 1990’erne opstod en koloni på Saltholm i Øresund, der i dag (inklusive fugle på Peberholm) tæller omtrentligt 4.500 ynglepar (Holm m.fl. 2021). Endvidere har bramgås spredt sig som ynglefugl i Holland, hvor sommerbestanden nu tæller omkring 62.000 fugle (Koffijberg m.fl. 2020b). Arten er ligeledes begyndt at yngle i begrænset antal i Norge, Belgien og langs den tyske vadehavskyst (Jensen m.fl. 2018, Koffijberg m.fl. 2020b).

Den russisk/baltisk/hollandske bestand estimeredes i 1970’erne til 40.000-50.000 fugle, men efter fredningen i 1972 voksede bestanden i løbet af 1980’erne kraftigt, og væksten er fortsat frem til i dag, med en tilsyneladende eksponentiel stigning og en vækstrate på 9 % (Koffijberg m.fl. 2020b). Den samlede bestandsstørrelse estimeres nu til 1,4 mio. individer, og i de seneste 4-5 år synes bestandstilvæksten at være aftaget (Koffijberg m.fl. 2020b).

Den overvintrende bestand i Danmark er ligeledes steget markant gennem de seneste årtier, fra meget få fugle i starten af 1990’erne til ca. 250.000 individer i de seneste år (Fig. 3.3.2.1A). Udviklingen afspejler dels en stigning i den samlede bestand, dels at en større andel af bestanden overvintrer i Danmark. Den kraftigste stigning har fundet sted i årene efter 2013. I Danmark findes de vigtigste faste rastepladser i Vadehavet, de vestjyske fjorde, i Limfjordsområdet og Sydøstdanmark, men flokke registreres hele vinterhalvåret i stort set hele landet, og udbredelsen synes fortsat at vokse (Nyegaard m.fl. 2014, Clausen m.fl. 2020b).

Bramgås blev tidligere registreret hovedsagligt på strandenge og enge og var tæt knyttet til kysterne. I de senere år er stadig flere flokke observeret længere inde i landet, hvor de i selskab med andre gæs fouragerer på landbrugsafgrøder i form af høstspild (majs, roer og korn), græs og vintersæd (Fox & Abraham 2017, Clausen m.fl. 2018b, Madsen m.fl. 2020). Størstedelen af bramgæssene ankommer i dag til Danmark i starten af oktober og forlader landet igen i sidste halvdel af maj.

Arten er senest vurderet ved jagttidsrevisionen for 2022

Reguleringen i Danmark

Bramgås står opført på EU-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, hvilket betyder at der ikke kan drives jagt på arten i EU-medlemslandene. Der kan imidlertid, jf. fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 9, gives dispensation til regulering af bramgås, og arten reguleres i dag både i Danmark og i de fleste andre EU-lande, hvor den forekommer. I Danmark administreres denne regulering jf. § 20 i bek. nr. 1006 af 14/06/2020, der giver mulighed for at re-gulere arten i perioden 1. september – 31. maj under forskellige betingelser. Det samlede antal bramgæs nedlagt ved reguleringsjagt er steget kraftigt i de seneste år, fra ganske få fugle i 2010 til 14.000-20.000 fugle efter 2016 (Clausen m.fl. 2020b og Fig. 3.3.2.1B, men se nedenstående afsnit). Reguleringsindsatsen afspejler fuglenes fordeling i Danmark, og er mest intensiv i de områder, hvor der opholder sig store flokke af bramgæs (Fig. 3.3.2.2, Clausen m.fl. 2020b).

For nuværende synes der at være en uoverensstemmelse mellem de udbytter, der rapporteres af jægerne til vildtudbyttestatistikken (tallene angivet i tabellen ovenfor), og de regulerede antal, som indberettes gennem VIL-REG-systemet (det digitale system til ansøgninger om regulering af skadevoldende vildt). Det gennemsnitlige udbytte for perioden 2016-2018 er således ca. 9.900 fugle i udbyttestatistikken og ca. 16.500 fugle i VILREG (Clausen m.fl. 2020b). Det faktiske antal af regulerede fugle i Danmark er derfor forbundet med nogen usikkerhed. Det er dog klart, at antallet af nedlagte fugle er stigende, og udbyttet viser i perioden 2014-2019 en stigende tendens på 45,1 % per år (Fig. 3.3.2.1B).

Det samlede antal nedlagte bramgæs ved regulering i EU var i 2016 ca. 50.500 fugle (Koffijberg m.fl. 2020b), og selv om tallene med sikkerhed er vokset siden da, må en nyere opgørelse afvente data fra lande, hvor indberetningerne endnu ikke er på plads (Koffijberg m.fl. 2020b). Den samlede afskydning på flywayniveau er ukendt, ikke mindst fordi udbyttetallene fra Rusland, hvor arten har reel jagttid, ikke kendes.

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Bramgås er ikke truet på verdensplan og er listet som Livskraftig (LC) på både den nationale, europæiske og globale rødliste. Den russisk/baltisk/hollandske be-stand er listet på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, Bern-konventionens bilag II og i kategori C1 under vandfugleaftalen.

Bramgås er et stigende samfundsøkonomisk problem ift. markskader, flysikkerhed og effekter på flora og fauna (Jensen m.fl. 2018). Især markskadekonflikterne lægges til grund for den kraftigt voksende regulering, hvor afgrøder som græs og vinterhvede er særligt udsatte (Clausen m.fl. 2019b, Madsen m.fl. 2020). Undersøgelser fra SEGES har vist, at hvede under gunstige forhold kan udvise kompensatorisk vækst, således at marker, der er nedbidte ved forårets begyndelse, i nogle tilfælde har et beskedent udbyttetab på høsttidspunktet (Thorsted 2020).

Som følge af det stigende antal bramgæs og de voksende samfundsøkonomiske konflikter har arten siden 2018 været omfattet af en adaptiv forvaltningsplan i regi af vandfugleaftalen (AEWA, Jensen m.fl. 2018). Målet med denne forvaltningsplan er en fælles europæisk til-gang til forvaltningen og etablering af en integreret forvaltning, der afvejer forskellige interesser i arten. Dette skal sikre, at bestanden opretholder sin gunstige bevaringsstatus under hensyntagen til de samfundsøkonomiske aspekter. Forvaltningsplanen har blandt andet fokus på at dokumentere den kumulative effekt af jagt og regulering, at koordinere indsatsen for at afbøde skader på landbrugsafgrøder og effekter på anden sårbar flora og fauna samt at minimere risikoen for flysikkerheden (Nagy m.fl. 2020).

Med den nuværende bestandsudvikling formodes den russisk/baltisk/hollandske bestand af bramgås ikke aktuelt at være udsat for kritiske trusler. Den kumulerede regulering i overvintringsområdet, kombineret med en faldende ungeproduktion, ser ud til at kunne forklare den observerede stabilisering af bestandstilvæksten (Koffijberg m.fl. 2020, Nagy m.fl. 2020). Årsagerne til den faldende ungeproduktion er ukendte, men kan måske relateres til et klimabetinget fænologisk mismatch på ynglepladserne (Lameris m.fl. 2018), jagtlig efterstræbelse i Rusland (Nagy m.fl. 2020) eller tæthedsregulerende mekanismer.

Vurdering af eventuel jagttid

Vurderet ud fra den nuværende bestandsudvikling og –størrelse vil bramgås, ud fra en rent biologisk betragtning, kunne tåle en vis jagtlig udnyttelse. Der er imidlertid aktuelt ikke juridisk mulighed for en egentlig jagttid på arten, idet bramgås er opført på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I (beskyttede arter) og ikke på direktivets bilag II (jagtbare arter). I forlængelse heraf kan det konstateres, at størrelsen af det årlige udbytte for nuværende er det næststørste udbytte blandt alle gåsearterne (kun overgået af grågås).