Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kortnæbbet gås

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Kortnæbbet gås forekommer overordnet i to distinkte flywaybestande: Den østgrønlandske bestand, som overvintrer i Skotland og England, samt Svalbard-bestanden, som forekommer i Danmark, Norge, Sverige, Holland og Belgien. Kun sidstnævnte behandles her. Den samlede Svalbardbestand af kortnæbbet gås har været stigende gennem de senere årtier, og efterårsestimatet for populationen er vokset fra godt 30.000 fugle i 1990’erne til ca. 80.000 fugle i 2010’erne (Heldbjerg m.fl. 2020c, Fig. 3.1.6.1 A). De seneste års udvikling antyder dog et mindre fald, som med al sandsynlighed kan tilskrives, at arten er genstand for en adaptiv forvaltningsplan med en målsætning om at stabilisere bestanden (Madsen m.fl. 2017, Johnson m.fl. 2020b). En stigende andel af bestanden forbliver i Danmark hele vinteren, hvilket tilsyneladende hænger sammen med et forbedret fødeudbud i form af majs og vintergrønne marker samt fraværet af meget kolde vintre (Clausen m.fl. 2018a, 2018b). Antallet af kortnæbbede gæs i Danmark ved midvinter kan stadig variere en del afhængigt af vinterens hårdhed. I meget kolde vintre trækker flere fugle længere mod syd til Holland og Belgien, hvilket kan aflæses i midvintertællingerne fra bl.a. januar 1997 og januar 2010 (Fig. 3.1.6.2). Arten er i stigende omfang begyndt at foretage lange fourageringstræk ind i landet og søger i dag føde næsten udelukkende på landbrugs-arealer, hvor energirige spildafgrøder efter høsten er en yndet ressource (Madsen m.fl. 2015, Fox & Abraham 2017). Selv om brugen af fødesøgningsarealer er yderst varierende og fleksibel, er arten fortsat tæt knyttet til traditionelle kollektive rastepladser langs kysten.

Udviklingen i Danmark afspejler dels den generelle bestandsudvikling, dels de ændrede trækmønstre med en større overvintrende andel her i landet. Et mindre, men stigende, antal af kortnæbbede gæs forekommer også i Sydøstdanmark – særligt ved midvinter.

Artens store aktionsradius gør den svær at overvåge i NOVANA-sammenhæng, og de mange fugle, som fouragerer langt fra kysten, betyder, at en stigende andel mangler ved de traditionelle optællinger af de vigtigste vandfugleområder. Det umiddelbare fald, der er registreret under midvintertællingerne de seneste år, afspejler således næppe den reelle udvikling (Fig. 3.1.6.2), og både tællinger af arten på overnatningspladserne og nyere studier af artens trækfænologi antyder en klar stigning i vinterforekomsten af kortnæbbet gås i Danmark. Størstedelen af de kortnæbbede gæs ankommer i dag til Danmark i slutningen af september og begyndelsen af oktober, og de fleste har forladt landet i begyndelsen af april.

Arten er senest vurderet ved jagttidsrevisionen for 2022

Jagten i Danmark

Jagtudbyttet af kortnæbbet gås har været signifikant stigende i perioden 1995-2019 (Fig. 3.1.6.1 B). Antallet af nedlagte fugle per år er i denne periode femdoblet fra ca. 2.000 fugle til ca. 10.000 fugle. Den øgede afskydning afspejler dels den voksende bestand, dels at arten, modsat tidligere, forbliver i landet hele efteråret og vinteren og derfor kan jages i en længere periode (Madsen m.fl. 2015, Clausen m.fl. 2017a). Samtidig har jagten været brugt som et værktøj i den adaptive forvaltningsplan for arten, foreløbigt med det formål at øge afskydningen og på den måde stabilisere bestanden. Dette indebærer bl.a., at jagttiden vurderes på årlig basis, og at jagten i nogle år kan være lukket i januar (Madsen m.fl. 2016). De seneste år (2014-2019) har udbyttet været svagt (ikke-signifikant) faldende (Fig. 3.1.6.1 B), hvilket umiddelbart fint afspejler det mulige fald i bestanden, som har fundet sted gennem samme periode.

De kortnæbbede gæs nedlægges især langs den jyske vestkyst og østover langs Limfjorden (Fig. 3.1.6.3), hvilket er sammenfaldende med de områder, hvor arten også er mest talrig (Holm m.fl. 2021). Den stadig voksende fourageringsradius har lokalt betydet, at områderne med stort udbytte er flyttet længere væk fra kysten og er spredt over et større areal. Forekomsten af kortnæbbet gås på Lolland-Falster afspejles ligeledes i et lokalt højere udbytte her (Fig. 3.1.6.3).

AU’s vingeundersøgelse viser, at der de senere år er sket en forskydning i den relative fordeling af udbyttet, således at en større andel af udbyttet nu nedlægges senere på året. Før 2014/15-sæsonen var januar-jagt på kortnæbbet gås kun tilladt på fiskeriterritoriet, men efter åbningen af jagten på landjorden i januar er udbyttet her steget markant (Fig. 3.1.6.4). En del af den årlige variation i udbyttet de seneste år kan således forklares med åbning og lukning af januarjagten (Madsen m.fl. 2016). I denne forbindelse bør det nævnes, at udbyttet i januar ser ud til i overvejende grad at udgøres af adulte fugle (Madsen m.fl. 2016) og derved at have en relativt større bestandsregulerende effekt (Lebreton & Clobert 1991).

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Kortnæbbet gås er ikke truet på verdensplan, og arten er listet som Livskraftig på både den danske, europæiske og globale rødliste. Svalbardbestanden er listet i kategori B1 under vandfugleaftalen (AEWA). Denne bestand er i regi af AEWA genstand for den første europæiske case i en internationalt koordineret adaptiv forvaltningsplan for vandfugle (Madsen m.fl. 2017), etableret i 2012. I henhold til denne plan er der opnået enighed om at stabilisere bestanden på omkring 60.000 individer ved hjælp af regulering af jagten i Norge og Danmark, som er de eneste lande, hvor bestanden er jagtbar. Den adaptive jagtforvaltning blev iværksat i 2013, og som en konsekvens af, at bestanden på daværende tidspunkt lå over bestandsmålet, blev der åbnet for øget jagtmulighed for at opnå et højere jagttryk. I Danmark blev dette gennemført ved åbning af jagt på landjorden i januar, som har haft en betydelig effekt på det samlede udbytte. Den øgede afskydning af den samlede bestand er således først og fremmest drevet af en øget afskydning i Danmark (Johnson m.fl. 2020b), og bestanden viser nu tegn på et mindre fald og kan være på vej mod bestandsmålet.

Baseret på de nyeste data på bestandsstørrelse, jagtudbytte og årets forventede ungeproduktion på ynglepladserne fastsættes der årligt kvoter for afskydningen i den efterfølgende jagtsæson. På denne baggrund tildeles en jagtkvote til Norge og Danmark, hvor arten er jagtbar, og for Danmarks vedkommende omsættes ændringer i kvoten til en potentiel regulering af jagttiden (se detaljer i forvaltningsplanens udvikling på http://pinkfootedgoose.aewa.info/).

Internationalt, og især i Norge, kan kortnæbbet gås være genstand for en problematik omkring markskader (Tombre m.fl. 2013), men i Danmark, hvor arten hovedsagligt fouragerer på spild fra høstede marker, er denne problematik for nuværende begrænset.

I overvintringsområderne påvirkes kortnæbbet gås af jagt, og det høje jagttryk betyder, at anskydninger kan udgøre en reel problemstilling. Anskydningshyppigheden har dog været støt faldende gennem de seneste årtier (Clausen m.fl. 2017b). Forstyrrelsesfrie områder er en vigtig forudsætning på artens overnatningspladser i Danmark, og disse sikres for nuværende gennem det nationale reservatnetværk (Clausen m.fl. 2013). På ynglepladserne kan øget turisme, og hermed tiltagende forstyrrelser, udgøre en potentielt voksende problemstilling i yngle- og fældeperioden (Madsen m.fl. 2009).

Vurdering af gældende jagttid

Jagttiden i Danmark reguleres årligt baseret på anbefa-linger fra den internationale arbejdsgruppe for den internationale adaptive forvaltningsplan for kortnæbbet gås i regi af vandfugleaftalen. Jagttiden i Danmark har vist sig at påvirke den samlede afskydning af arten betragteligt (Madsen m.fl. 2016, Clausen m.fl. 2017a) og kan således bruges som værktøj for målopfyldelsen i den adaptive forvaltningsplan for arten. Dette betyder samtidigt, at evt. fald eller stigninger i bestandsstørrelsen kan medføre hhv. begrænsninger eller lempelser af jagttiden inden for de eksisterende rammer (september-januar), og at jagtens indflydelse på bestandsstørrelsen afgrænses af forvaltningsplanens mål.