Kortnæbbet gås forekommer overordnet i to distinkte flywaybestande: Den østgrønlandske bestand, som overvintrer i Skotland og England, samt Svalbard-bestanden, som forekommer i Danmark, Norge, Sverige, Holland og Belgien. Kun sidstnævnte behandles her. Den samlede Svalbard-bestand af kortnæbbet gås har været stigende gennem de senere årtier, og efterårsestimatet for populationen er vokset fra godt 30.000 fugle i 1990’erne til ca. 80.000 fugle i 2010’erne (Heldbjerg m.fl. 2020c, Fig. 3.1.6.1 A). De seneste års udvikling antyder dog et mindre fald, som med al sandsynlighed kan tilskrives, at arten er genstand for en adaptiv forvaltningsplan med en målsætning om at stabilisere bestanden (Madsen m.fl. 2017, Johnson m.fl. 2020b). En stigende andel af bestanden forbliver i Danmark hele vinteren, hvilket tilsyneladende hænger sammen med et forbedret fødeudbud i form af majs og vintergrønne marker samt fraværet af meget kolde vintre (Clausen m.fl. 2018a, 2018b). Antallet af kortnæbbede gæs i Danmark ved midvinter kan stadig variere en del afhængigt af vinterens hårdhed. I meget kolde vintre trækker flere fugle længere mod syd til Holland og Belgien, hvilket
kan aflæses i midvintertællingerne fra bl.a. januar 1997 og januar 2010 (Fig. 3.1.6.2). Arten er i stigende omfang begyndt at foretage lange fourageringstræk ind i landet
og søger i dag føde næsten udelukkende på landbrugsarealer, hvor energirige spildafgrøder efter høsten er en yndet ressource (Madsen m.fl. 2015, Fox & Abraham
2017). Selv om brugen af fødesøgningsarealer er yderst varierende og fleksibel, er arten fortsat tæt knyttet til traditionelle kollektive rastepladser langs kysten.

Arten er senest vurderet ved jagttidsrevisionen for 2022