Ederfugl forekommer i Danmark både som ynglefugl, på træk og overvintrende. Antallet af ynglende ederfugle har overordnet set været stabilt i perioden fra 1990 til 2010, hvor der blev anslået en bestand på omkring 25.000 par (Christensen & Bregnballe 2011), men en landsdækkende optælling i 2020-2022 viste en tilbagegang til omkring 17.000 par, svarende til en gennemsnitlig årlig nedgang på 4,6 % over den seneste tiårsperiode (Christensen & Bregnballe 2024). Ynglebestanden er gået tilbage i de fleste dele af landet, særligt kraftigt i Bælthavet og Østersøen, mens den er gået frem i Limfjorden og Nordsjælland.
Den samlede flywaybestand af ederfugle omfatter ynglefugle fra Østersøen, Sydnorge, Danmark, Tyskland og Holland, Storbritannien og Irland. Overordnet er bestanden gået kraftigt tilbage med op mod 50 % i perioden 1990-2010 og vurderes fortsat at være i kraftig tilbagegang (Lehikoinen m.fl. 2022, Wetlands International 2025a, Fig. 3.1.23.1A). Den nyeste statusvurdering for Østersøen estimerer en tilbagegang på 80 % i ynglebestanden og 75 % i den overvintrende bestand i perioden 1990-2021 (HELCOM 2023). Andelen af ungfugle og andelen af gamle hunner blandt ederfugle nedlagt i Danmark har været faldende siden 1990’erne (Lehikoinen m.fl. 2008), hvilket indikerer, at en øget dødelighed blandt hunner og en generelt faldende reproduktion, som ikke er relateret til jagt, sandsynligvis har været medvirkende årsager til den nedadgående bestandsudvikling. Dette støttes af omfattende modelberegninger (Tjørnløv m.fl. 2019, 2020). Andelen af hunner i vildtudbyttet er faldet fra ca. 40 % før 1990’erne til ca. 25 % frem til 2013, og et fald i andelen af hunner under forårstrækket gennem Østersøen er dokumenteret ved trækfugletællinger i perioden 2013-2023 (Berg & Bregnballe 2020, P. Berg & T. Bregnballe upubl. data). Siden 2020 har andelen af hunner blandt voksne fugle i træktællingerne ligget på 28-30 %. Den væsentligste årsag til overdødelighed blandt hunner, og dermed til bestandsnedgangen, regnes for at være prædation af rugende hunner, særligt fra havørn, mink og mårhund (Lehikoinen m.fl. 2022). Særligt prædationen fra havørn er steget efterhånden som havørnebestanden er vokset, og det høje prædationstryk har bredt sig fra Finland til Sverige og er nu også ved at blive et problem i Danmark (Christensen m.fl. 2024).
De danske farvande udgør et meget vigtigt raste- og overvintringsområde for ederfugle i den samlede flywaybestand. Det seneste estimerede totaltal for rastende ederfugle i vinterperioden baseret på landsdækkende optællinger har vist, at der i 2016 opholdt sig 396.000-592.000 ederfugle i danske farvande (Holm m.fl. 2018, Nielsen m.fl. 2019) ud af det samlede Østersø-estimat på 650.000 (592.000-714.000) fugle (I.K. Pedersen pers. medd.). Det vides ikke hvor mange fugle der samme vinter var i de dele af Det Keltiske Hav og britiske dele af Nordsøen, som også indgår i flywaybestanden, men Wetlands International (2025b) har et opdateret bestandsestimat på 930.000 fugle for hele bestanden. I de seneste år indikerer datafremskrivning, at det overvintrende antal ederfugle også i danske farvande er faldende (Fig. 3.1.23.1A).
Udbyttet af ederfugle har de sidste 20-25 år udvist en markant tilbagegang, fra godt 100.000 årligt til under 20.000 årligt de seneste sæsoner (Fig. 3.1.23.1B). Der skydes traditionelt flest ederfugle i det Sydfynske Øhav, bælterne, Isefjord og Kattegat/Ålborg bugt (Fig. 3.1.23.2).
Jagt på de yngledygtige hunner er siden 2004/05 blevet begrænset ad flere omgang, og fra 2014/15 har der kun været jagt på ederfuglehanner. De indførte ændringer har betydet, at udbyttet er faldet til et niveau på ca. 15.000- 20.000 fugle årligt. I 2004/05, hvor hunnerne blev fredet i perioden 15. januar til 15. februar, medførte dette et estimeret fald i udbyttet på 10.400 hunner per år. Fra 2011/12, hvor hunnerne blev fredet fra 1. december og sæsonen ud, medførte dette, at udbyttet faldt med yderligere ca. 3.800 hunner per år.
Det sæsonmæssige mønster i afskydningen af ederfugl siden fredningen af hunner i 2014 har ændret sig sammenlignet med perioden før 2014, hvor både hunner og hanner kunne jages. Før 2014 blev de fleste ederfugle udpræget skudt i starten og slutningen af jagtsæsonen. Efter fredningen af hunner i 2014 fordeler afskydningen sig mere jævnt og med små tal frem til og med december, hvorefter jagten intensiveres i januar, hvor næsten 50 % af årets udbytte nedlægges (Fig. 3.1.23.3).
Det er tidligere vist, at frem til omkring år 2000 var den generelle tilbagegang i udbyttet af ederfugle i Danmark sandsynligvis mere et udtryk for en nedgang i antallet af ederfuglejægere/havjagtsjægere end for bestandsæn-dringer (Christensen 2005). Der foreligger ingen nyere vurdering af om havjagtsaktiviteten fortsat er i tilbagegang, som følge af de indførte begrænsninger i jagten på ederfugl og andre havdykænder i Danmark efter år 2000.
Med 2022-udfasningen af jagt i fuglebeskyttelses-områderne, der er udpeget for ederfugl, er der dog fjernet et betydeligt areal i de indre danske farvande, hvor jagt ikke længere kan udøves på ederfugl. F.eks. i hele Ålborg Bugt, området mellem Læsø og Anholt, store dele af Sydvestkattegat omkring Samsø og Endelave, hele Sejerø Bugt, halvdelen af Lillebælt, en tredjedel af det Sydfynske Øhav og halvdelen af Smålandsfarvandet. Alt andet lige må dette fredningstiltag have bidraget til det stadigt faldende udbytte – se også omtalen af dette under sortand.
På globalt plan har ederfugl siden 2015 været klassificeret i kategorien Næsten Truet (NT) (IUCN 2025). På den europæiske rødliste har ederfugl siden 2020 været klassificeret som Truet (EN) på baggrund af en fortsat markant langsigtet tilbagegang (IUCN 2025). Under Vandfugleaftalen (AEWA 2023) har ederfugle fra Østersøen/Nordsøen/Keltiske Hav-flywaybestanden siden 2018 været listet i kategori A4. En klassificering som A4 betyder, at arten aktuelt ikke må jages i henhold til aftalens handlingsplan, medmindre der foreligger en adaptiv forvaltningsplan for arten. En international forvaltningsplan (ISSAP) for ederfugl er vedtaget i AEWA (Lehikoinen m.fl. 2022), og som led i denne er en plan for adaptiv jagtforvaltning (AHMP) under udarbejdelse.
På den danske rødliste er ynglebestanden af ederfugl opklassificeret fra Livskraftig (LC) til Næsten Truet (NT) i 2019, baseret på den beregnede tilbagegang i ynglebestanden i perioden 2010-2018 (Moeslund m.fl. 2023). Denne vurdering kan ved næste rødlistevurdering opdateres med resultaterne af den nationale optælling i 2020-2022. Den danske rødlistevurdering af trækbestanden som Næsten Truet (NT) er baseret på den seneste tilbagegang, og en forventet tilbagegang i den nærmeste fremtid (Moeslund m.fl. 2023).
De indførte begrænsninger i afskydning af hunner i hhv. 2004 og 2011 og den seneste totalfredning af hunner i 2014 afspejler et forvaltningsmæssigt fokus på at beskytte de reproducerende hunner og dermed øge deres overlevelse. En simpel modelberegning af de indførte fredninger af ederfuglehunner i 2004, 2011 og 2014 har vist, at den årlige tilbagegang sandsynligvis vil blive reduceret fra et niveau på -6,3 % før 2004 til hhv. -3,6 % efter 2004, -1,6 % efter 2011 og til +0,7 % efter 2014 (Christensen & Hounisen 2014). Mere omfattende beregninger, baseret på data indsamlet igennem flere årtier i hele flywaybestanden, har siden vist, at jagten ikke har nogen nævneværdig negativ effekt på bestandsudviklingen (Tjørnløv m.fl. 2019). En nyere undersøgelse har derudover vist, at ederfuglenes overlevelse og bestandsudvikling sandsynligvis er mere påvirket af lokale faktorer i ynglesæsonen (ved ynglekolonierne) end af forhold i vinterkvartererne. I denne analyse indgik jagt, vinterklima, havmiljø, fødekvalitet, prædation og epidemier (Tjørnløv m.fl. 2020).
En lang række faktorer er sandsynliggjorte som medvirkende til ederfuglens bestandsudvikling. Et renere havmiljø og højere havtemperaturer medfører lavere fødeværdi i den primære fødekilde, muslinger (jf. Laursen & Møller 2014). I de senere år er prædation af rugende hunner fra havørne blevet hyppigere i hele udbredelsesområdet, herunder i Danmark, i takt med en kraftig fremgang i bestanden af havørne (jf. Kurvinen m.fl. 2016). Disse faktorer vil, enten direkte eller indirekte, kunne påvirke ynglesuccessen og overlevelsen af yngledygtige hunner, og evt. modvirke eller reducere effekten af jagtfredningen. En stigning i prædationen fra især havørn og mårhund vurderes at kunne føre til en kraftig nedgang i flywaybestanden i de kommende år (Tjørnløv m.fl. 2020).
Der er for indeværende ikke noget, der tyder på, at jagt har indflydelse på om ederfuglebestanden i Danmark, og i Østersøområdet, kan opnå sin naturlige bærekapacitet. Bestanden begrænses overvejende af høj naturlig dødelighed af voksne hunner, og der har ikke været jagt på hunner siden 2014. Analyser af ringmærkningsdata fra kolonier uden prædation på hunner indikerer, kombineret med matematiske modelberegninger, at bestanden ville kunne vokse i en situation uden prædation (Tjørnløv m.fl. 2020, R. Tjørnløv & M. Frederiksen upubl. data). Det kan dog ikke udelukkes at jagtrelaterede forstyrrelser indirekte kan medvirke til en lavere ynglesucces hos hunner, og dermed begrænse bestandens mulighed for at vokse.
Med en jagttid udelukkende på ederfuglehanner fra 1. oktober til 31. januar vurderes det, at den nuværende jagt på ederfugl i Danmark er bæredygtig. Dette begrundes i, at den nuværende kønsfordeling med op til 70 % hanner (Berg & Bregnballe 2020) afspejler et overskud i bestanden, som vil kunne udnyttes jagtligt uden effekt på bestandens reproduktion. Ensidig jagt på hanner vurderes at være bæredygtig, så længe andelen af hanner i bestanden ikke kommer under en mere naturlig andel på ca. 60 %. Dette forhold bør derfor følges løbende. En mulig forstyrrelseseffekt på hunnerne af jagten, med mulige konsekvenser for deres kondition og dermed frugtbarhed, bør dog undersøges.
Indførelse af jagt på ederfuglehunner vil medføre en øget dødelighed. Ud fra de modelbaserede beregninger, som forudsiger en fortsat nedgang i bestanden på trods af jagtfredningen af hunner (på grund af høj naturlig dødelighed), vil selv begrænset jagt på hunner bidrage til en endnu kraftigere tilbagegang og således ikke være bæredygtig.
Ederfugl Somateria mollissima
Foto: John Frikke ©
