Storspove er en fåtallig ynglefugl i Danmark. Arten har tidligere været udryddet, men genindvandrede i 1934. Bestanden steg frem til 1990’erne, hvorefter den stabiliseredes omkring 500 par, og for årene 2007-2015 er bestanden opgjort til 495 par (Thorup 2018). Den danske ynglebestand er på rødlisten kategoriseret som Sårbar (VU).
Storspove forekommer som træk- og vintergæst langs kyster og fjorde i det meste af landet. Størsteparten opholder sig i og omkring Vadehavet, men arten optræder også i forholdsvis store antal på egnede lokaliteter i resten af landet i de 10 måneder mellem juli og april (Christensen m.fl. 2022). Tællingerne af rastende storspove i Danmark viser et stigende antal på lang sigt både i Vadehavet, hvor de fleste forekommer (Kleefstra m.fl. 2022), og i Danmark som helhed (Nielsen m.fl. 2024). Optælling af arten i hele landet i oktober i 1974-1978 og igen i 2008 viste, at antallet var steget fra ca. 4.000 til godt 16.000 fugle (Meltofte m.fl. 2009). Antallet ved midvinter er senest opgjort til knap 23.000 i 2023 (Nielsen m.fl. 2024). I Danmark er trækbestanden kategoriseret som Livskraftig (LC) (Moeslund m.fl. 2023).
Samlet for de tre vadehavslande har antallet af rastende storspover været stabilt gennem årene 1987-2019, også inden for de seneste 10 år af perioden (Kleefstra m.fl. 2022).
Internationalt anslås den samlede flywaybestand at være på 610.000-830.000 individer (Wetlands International 2022), og bestanden er ifølge de nyeste analyser signifikant stigende i den lange periode (1976-2023), men faldende i den korte periode (2014-2023) (Wetlands International 2025a). Vurderingen af bestandsstørrelsen er fastholdt i udkastet til AEWA CSR9 (Wetlands International 2025b).
Indtil 1982 havde storspove jagttid fra 1. august til 31. december. Fra og med 1982 var jagttiden fra 1. september til 31. december. Arten blev fredet i 1994. Fredningen i august måned blev indført bl.a. med det formål at beskytte de gamle fugle. I de tre sidste sæsoner inden jagttiden blev ændret, var det gennemsnitlige udbytte 24.500 spover, og i de sidste tre sæsoner inden arten blev totalfredet var udbyttet 7.030 spover.
Storspove står på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag II/del B som potentielt jagtbar i Danmark, og dermed er det i princippet muligt at genindføre en jagttid.
Den europæiske, nord- og vestafrikanske flyway-bestand er listet i kategori A4 under Vandfugleaftalen (AEWA 2022).
Storspove er på globalt plan listet i kategorien Næsten Truet (NT) (Birdlife International 2021). På den europæiske rødliste er storspove ligeledes klassificeret som Næsten Truet (NT) på baggrund af tilbagegang i mange af yngleområderne og en gradvis indskrænkning i udbredelsen (Brown 2015, Birdlife International 2021).
Beregninger tyder på, at den jagt, som blev drevet i Danmark frem til 1982/83, hvor der blev nedlagt mange gamle fugle, havde en negativ indflydelse på bestanden. Derimod havde jagten i de følgende år ikke en målelig effekt (se også Asferg m.fl. 2016).
I en større analyse af storspoves antal og udvikling i Danmark siden midten af 1970’erne konkluderede Meltofte m.fl. (2009), at det stigende antal storspover i landet skyldtes ’jagtfredning’ og et mildere klima. Clausen m.fl. (2004) påpegede imidlertid, at det for den fortsatte fremgang, der er observeret i bestanden efter 1994, ikke er muligt med sikkerhed at adskille effekten af jagtfredningen i 1994 fra effekten af etableringen af de mange nye reservater, der skete i årene umiddelbart efter 1994. Den store fremgang i storspoves rastebestand, der er fortsat i reservater over hele landet (Clausen m.fl. 2013), kan således skyldes en kombination af positive effekter af både jagtfredning, oprettelse af flere reservater og et mildere vinterklima.
Arten og flywaybestanden er omfattet af EU-TFRB-arbejdet. Da storspove i øjeblikket er jagtfredet i hele EU, udgør jagt ikke et direkte problem mod bestanden inden for EU (Cruz-Flores m.fl. 2024b).
AEWA har vedtaget en international forvaltningsplan for storspove (Brown 2015). Planen gør det muligt at indføre jagt på arten. Men da den europæiske, nord- og vestafrikanske flywaybestand er listet i kategori A4 kan dette kun ske under forudsætning af, at der aftales en international adaptiv jagtforvaltningsplan. Det indebærer, at de lande, der ønsker jagt, skal sikre, at arten har en gunstig bevaringsstatus ved bl.a. at tilpasse jagten efter bestandsudviklingen og jagtens indflydelse (se også Brown 2015). Desuden skal der laves en vildtudbyttestatistik på flywayniveau og indføres forvaltningsmekanismer til at regulere og aftale jagten i en løbende proces. Frankrig er det land i EU, der senest har haft jagttid på storspove, men her har der ikke været jagttid på arten siden sæsonen 2018/19 (Curlew Action 2025).
En eventuel genindførelse af jagt på storspove i Danmark formodes at ville medføre et øget forstyrrelsesniveau på rastepladserne. Øget forstyrrelse pga. jagt vil formentlig føre til et fald i antallet af rastende spover i Danmark, fordi arten er meget følsom over for forstyrrelser; førhen havde arten en flugtafstand på op til 1.000 m i den danske del af Vadehavet (Laursen m.fl. 2005). Såfremt der indføres jagttid på storspove, bør den først starte, når hovedparten af de gamle fugle har forladt landet, hvilket bedømt ud fra aldersfordelingen i jagtudbyttet i 1980’erne vil sige efter primo oktober (Henriksen 1991). Det er imidlertid sandsynligt, at en stor andel af de adulte fugle nu bliver og overvintrer i Danmark, idet antallet af overvintrende storspover er steget markant siden 1990’erne (Nielsen m.fl. 2024, Fig. 3.2.12.1). Derfor bør aldersfordelingen i et eventuelt jagtudbytte følges nøje. En jagtstart fra f.eks. midten af oktober vil eliminere forvekslingsproblemet med småspove, der på det tidspunkt for længst har forladt Danmark (Meltofte 1993). Da arten er så sky og følsom over for forstyrrelser, bør det desuden overvejes, om jagt kun skal være tilladt inde i landet for at reducere omfanget af forstyrrelser i de primære fouragerings- og rasteområder, der ligger ude på mudderfladerne om efteråret og vinteren.
