Jagtudbyttet har været faldende fra begyndelsen af 1970’erne (Asferg m.fl. 2016). I perioden fra 1995 og frem, der vurderes her, har udbyttet fra år til år været stærkt varierende, men overordnet set stabilt i den lange periode. Til gengæld har udbyttet været signifikant faldende i den korte periode fra 2018-2023 (Fig. 3.1.20.1B). I disse seks år blev der nedlagt mellem 220 og 523 fugle per jagtsæson. Som anført i tidligere rapporter, der har dannet grundlag for jagttidsrevisionerne, skal svingningerne i udbyttetallene tages med forbehold. De kan skyldes år til år udsving i atlingændernes træk gennem Danmark. Men da jagtudbyttet af atlingand er relativt lavt, var opgørelsen af jagtudbyttet førhen følsomt overfor tilfældige udsving i de fremsendte vinger, der frem til 2006 dannede grundlag for opdeling af artsgruppen ’Andre svømmeænder’ i jagtudbyttet. Siden da, hvor jægerne selv har indrapporteret arterne til vildtudbyttestatistikken, er der evt. problemer med fejlbestemmelse, hvis jægere forveksler arten med krikand, to arter der i september er næsten ens. I 2012 udgjorde udbyttet af atlingand næsten 2 % af det samlede udbytte af atlingand og krikand, hvilket formodentlig er et overestimat, når man ser på atlingands fænologi og det faktum, at tusindvis af krikænder opholder sig i Danmark i hele jagtsæsonen. Arten overvintrer i tropisk Afrika, og næsten alle genmeldte fugle ringmærket i Danmark, Sverige og Finland er truffet i Frankrig og Italien eller sydligere allerede fra oktober (Bønløkke m.fl. 2006, Fransson & Petterson 2001, Saurola m.fl. 2013). 

Den geografiske fordeling af jagtudbyttet fra de seneste tre år tyder på, at de fleste atlingænder nedlægges på Øerne øst for Lillebælt og især i Sydsjælland, på Møn, Falster og Lolland (Fig. 3.1.20.2). I 2019-2023 er omkring 64 % af jagtudbyttet af atlingand nedlagt i første halvdel af september og yderligere 24 % fra midten af september til midten af oktober, de resterende 12 % fra resten af jagtsæsonen (Fig. 3.1.20.3). Det skal dog bemærkes, at denne fordeling er baseret på et meget begrænset antal indsendte vinger. I de seneste fem jagtsæsoner 2019/20 – 2023/24 er der således blot indsendt 12 vinger fra i alt fra 1.370 nedlagte fugle.
 

Atlingand er ikke truet på verdensplan og listet som Livskraftig (LC) både på verdensplan og i Europa (IUCN 2025). Den listes som Sårbar (VU) ynglefugl på den danske rødliste, mens trækfuglebestandens status ud fra IUCNs kriterier ikke er relevant at bedømme (NA) (Moeslund m.fl. 2023). Den vestsibiriske-europæiske-vestafrikanske flywaybestand er pga. af dens størrelse og bestandsudvikling listet i kategori C1 under Vandfugleaftalen (AEWA 2023). Dette ændres der ikke på i udkastet til AEWA CSR9 (Wetlands International 2025b).

Atlingand er givetvis lige så følsom overfor forstyrrelser forårsaget af jagt, som de andre svømmeænder er, men da arten stort set er trukket ud af landet, når jagten påbegyndes, indgår den ikke i reservatundersøgelserne, der er omtalt under de andre arter. 

For ynglebestanden er det ikke sikkert, man kan ”forvalte sig til flere”, da antallet af ynglepar er så vejrafhængigt, som det ofte er for randbestande (det samme gælder f.eks. sortterne, en anden randbestand, i Vejlerne (Kjeldsen 2008)).
 

Der er ofte udtrykt en bekymring for, om jagten påvirker den danske ynglebestand. Den geografiske fordeling af jagtudbyttet er de seneste år domineret af områder, der ligger væk fra de større ynglebestande, som findes i Nord- og Vestjylland samt ved Vadehavet. Selv på Øerne er der intet sammenfald mellem områder med sikre yngleforekomster (Vikstrøm & Moshøj 2020) og de kommuner, hvor flest atlingænder nedlægges. Ergo må det antages, at næsten alle nedlagte atlingænder er trækgæster.  

Hovedparten af flywaybestanden trækker syd om Danmark (Grell 1998), hvilket også underbygges af internationale genmeldingsdata fra ringmærkningen (Spina m.fl. 2022), hvorfor det kun er en lille del af bestanden, der er eksponeret for jagt i Danmark. 

14 lande indrapporterede jagtudbytte til Artkel-12 afrapporteringen i 2019. Af det samlede udbytte på 75.500 fugle, udgjorde det danske blot 0,8 %. 

Udviklingen i bestandsstørrelsen i det tidlige efterår er ukendt, hvorfor det ikke kan vurderes, om Vildtforvaltningsrådets målsætning om en stigende bestand er opfyldt for rastebestanden (Madsen m.fl. 2025), men som nævnt ovenfor påvirkes ynglebestanden i Danmark næppe. Set i et internationalt perspektiv vurderes det, at jagten i Danmark er bæredygtig på grund af det beskedne antal, der nedlægges fra en meget stor flywaybestand. Det danske udbytte kan således næppe bidrage til den mulige nedgang, der er i flywaybestanden. 

Arten og den flywaybestand, der trækker gennem Europa, er omfattet af EU-TFRB-arbejdet. Her tyder foreløbige analyser på, at jagten på atlingand er bæredygtig, dog uden at det har været muligt at inddrage jagtudbytter fra Afrika (Cruz-Flores m.fl. 2024a). Analyserne er endvidere baseret på data, der ikke omfatter de nyeste opdateringer fra Wetlands International (2025a, 2025b).