Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.
Ynglebestanden af grågås i Danmark har været i vækst de seneste tre årtier. DOF’s punkttællinger fra ynglesæsonen angiver en stigning til ca. det 8-dobbelte i perioden fra midten af 1990’erne og frem til ca. 2013, hvorefter antallet har været stabilt (Eskildsen m.fl. 2020). Ynglebestanden blev skønnet til knapt 15.000 par i 2018 (Fredshavn m.fl. 2019a). Den rastende bestand i Danmark i september steg frem til 2010, men er siden stagneret på et niveau mellem 114.000-141.000 individer (Fig. 3.1.4.1; Nielsen m.fl. 2019). Et tilsvarende mønster ses i den overvintrende bestand, der er tiltaget kraftigt fra midten af 1990’erne og nu er stagneret omkring 120.000 fugle (Fig. 3.1.4.1; Nielsen m.fl. 2019).
Udviklingen i Danmark afspejler en generel tendens for den nordvesteuropæiske flywaybestand. I midten af 1990’erne vurderedes bestanden til 200.000 (Fox m.fl. 2010), mens seneste estimat er på ca. 750.000 i 2018-med en note om, at det kan være en underestimering (Heldbjerg m.fl. 2020a). I 2010’erne synes flywaybestanden at have stagneret (Heldbjerg m.fl. 2020a). Oven i den generelle bestandsstigning er der også sket en radikal ændring i trækstrategien; hvor grågæssene førhen trak til Spanien for at overvintre, er de i stigende grad begyndt at overvintre i Vesteuropa, hvilket kan have påvirket deres overlevelse positivt og givet dem en bedre ynglesucces (Ramo m.fl. 2015). Der er ingen nylige publikationer om trækbevægelser for de danske grågæs, men det er vist, at den gennemsnitlige januar-forekomst af grågæs mærket i Skåne var rykket 10 breddegrader mod nord i perioden 1986-2017 (Nilsson & Kampe-Persson 2018). Antallet i Skåne i januar ud-gør nu 20-33 % af september-totalerne, hvilket illustrerer en stigning i andelen, der overvintrer i Sverige (Nilsson & Kampe-Persson 2020).
Jagtudbyttet var signifikant stigende fra ca. 10.000 i midten af 1990’erne til ca. 60.000 fugle omkring 2014, hvorefter det har været nogenlunde stabilt (Fig. 3.1.4.1). Grågæssene nedlægges især på Øerne samt i Nordvest- og Sydvestjylland (Fig. 3.1.4.2), hvilket stemmer fint overens med efterårsudbredelsen af grågås (Nielsen m.fl. 2019).
Vingeindsamlingen viser, at i 1994/95-2010/11 blev mere end 75 % af grågæssene nedlagt i september-oktober (Fig. 3.1.4.3). I perioden 2011/12- 2017/18, hvor det blev tilladt med jagt i hele januar (2011/12-2013/14 dog kun på fiskeriterritoriet), var jagtudbyttet derimod mere jævnt fordelt over jagtsæsonen. Januar-andelen af udbyttet steg fra 2 % til 19 % i 2011/12- 2017/18. Siden 2018/19 har jagt på grågås igen været tilladt i august måned (dog kun på omdriftsarealer og ikke nærmere end 300 meter fra vådområder >3 ha), hvilket har resulteret i, at knap 10 % af grågæssene nu skydes i august. På baggrund af den tidsmæssige fordeling af jagten (vingeindsamlingen) i kombination med det totale vildtudbytte kan det endvidere beregnes, at antallet af nedlagte grågæs i september-oktober ligeledes har været stigende gennem perioden, men i det seneste årti er stabiliseret på ca. halvdelen af det samlede udbytte. Det stigende antal gæs, der overvintrer, har øget andelen af det årlige jagtudbytte i november-januar fra ca. 27 % i 1994/95-2013/14 til ca. 54 % i 2018/19-2019/20.
Årets unger af grågæs bliver flyvedygtige i juni (senest juli), og forældrefuglene har afsluttet svingfjerfældningen inden august. Tiltræk af grågæs fra Norge finder sted i anden halvdel af august og senere (Nilsson m.fl. 1999). Det betyder, at en jagt i august primært kan forventes at ramme danskynglende fugle. I august (data fra jagtsæsonen 2019/20) udgør ungfuglene over 40 % af de nedlagte grågæs, mens de i alle efterfølgende måneder er under 20 % (Vingeundersøgelsen 2020).
Ud fra en populationsdynamisk anskuelse og under antagelse af, at jagtdødeligheden overvejende er additiv til naturlig dødelighed, vil denne jagt således have en mindre indflydelse bestandsmæssigt end en forlængelse sidst på sæsonen, hvor der skydes en større andel voksne fugle (Madsen & Fox 2017).
Baseret på de to første år med augustjagt har denne været noget mindre end udbyttet i september. Dette kan skyldes, at augustjagt ikke er tilladt nærmere end 300 meter fra vådområder og kun på dyrkede arealer, og den således er sværere end jagten senere på efteråret.
Indtil 1994 havde grågås jagttid i august, hvorefter jagtstarten blev rykket til 1. september. En analyse af DOF’s ynglefugle-punkttællinger (Fig. 3.1.4.4) viste, at grågåsbestanden var stabil i årene 1982-1994, hvorefter bestanden steg, hvilket kunne være forårsaget af en reduceret jagtdødelighed.
Med jagtsæsonen 2014/15 indførtes jagt på land i hele januar (hvor der kun havde været jagt på søterritoriet i årene 2011/12-2013/14). For årene 2014/15-2017/18 udgjorde januar-jagten gennemsnitligt 26 % af det samlede udbytte på grågås. Efterfølgende stagnerede både bestandsindekset og jagtudbyttet (Fig. 3.1.4.4).
Disse analyser antyder, at grågåsbestanden i Danmark er påvirket af januar-jagten, men det er svært at vide, om jagten på grågæs i Danmark i sig selv kan forklare ændringen i bestandsudviklingen på danske ynglefugle, eller om der også er faktorer uden for landets grænser, der spiller ind. Derfor er det væsentligt, at der i regi af AEWA’s forvaltningsplan for bestanden nu initieres undersøgelser af de forskellige delbestande, så der opnås et bedre kendskab til både fuglenes trækbevægelser og demografiske parametre (Nagy m.fl. 2020).
Grågås er ikke truet på verdensplan (BirdLife International 2015). Den nordvesteuropæiske flywaybestand er listet i kategori C1 under vandfugleaftalen (AEWA 2018).
På linje med flere andre arter af gæs vurderes grågås at forvolde markskader i visse områder af Danmark. Derfor har Naturstyrelsen mulighed for at give tilladelse til regulering af grågæs i flok på dyrkede marker. Dette kan ske både før jagtsæsonen (1. juli - 31. juli) og efter jagtsæsonen (1. februar - 29. februar).
Antallet af nedlagte grågæs i forbindelse med regulering er senest rapporteret til EU (artikel 9 i fuglebeskyttelsesdirektivet) for sæsonen 2018, hvor 145 nedlagte fugle er rapporteret for Danmark (EU 2020; Heldbjerg m.fl. 2020a)
Det er DCE’s vurdering, at grågåsebestanden på landsplan kan bære det aktuelle jagttryk, men det vil være nødvendigt at følge konsekvenserne af den nyligt indførte augustjagt, hvilket det p.t. er for tidligt at gøre. Der er etableret et samarbejde under vandfugleaftalen (AEWA’s European Goose Management Program (EGMP)) for specifikt at forvalte denne flywaybestand af grågås (Powolny m.fl. 2018) med jagt og regulering som en del af forvaltningsværktøjet til at stabilisere bestanden på et aftalt bestandsmål (Nagy m.fl. 2020). I det perspektiv vurderes det, at den nuværende jagt på bestanden afspejler den internationale plans mål.
I et nyligt studie af hele flywaybestanden konkluderes det imidlertid, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at vurdere jagtens og reguleringens effekt på bestandsstørrelsen, fordi der er store usikkerheder om både antallet af nedlagte og regulerede individer og den samlede bestands størrelse (Johnson & Koffijberg 2021).
Figur 3.1.4.1. B) Jagtudbyttet af grågås i jagtsæsonerne 1990/91-2019/20 og tendenser i jagtudbyttet for perioderne 1990-2019 og 2014-2019.
Figur 3.1.4.2. Geografisk fordeling af jagtudbyttet af grågås vist som gennemsnitligt udbytte på kommuneplan for sæsonerne 2014/15 - 2018/19. Data for udbyttet på søterritoriet er tilskrevet nærmeste kommune.
