I Danmark forekommer der tre underarter af sildemåge. Den danske ynglebestand udgøres primært af underarten nordsøsildemåge Larus fuscus intermedius, hvor den samlede flywaybestand er opgjort til 560.000-610.000 individer og er stabil (Wetlands International 2022). Den danske ynglebestand af sildemåge er for 2024 opgjort til 4.200 par (T. Bregnballe/DCE upubl. data). Bestanden er tidligere opgjort til have ligget stabilt på 5.000-5.500 par fra årtusindeskiftet og frem til omkring 2020 (T. Bregnballe/DCE upubl. data). Tilsyneladende er bestanden altså gået tilbage de seneste år. Set over en længere årrække er bestanden af sildemåge gået betydeligt frem siden starten af 1970’erne, hvor der kun var godt 1.000 ynglepar (Therkildsen & Bregnballe 2016).
Den baltiske sildemåge L. f. fuscus har sin primære yngleudbredelse omkring Østersøen og i Finland samt i Nordnorge. Den samlede bestand er opgjort til 40.000-73.000 individer og er i tilbagegang (Wetlands International 2022, 2025b). Underarten har tidligere ynglet i stort tal i det østlige Danmark, hvor der alene på Ertholmene ynglede mere end 1.000 par midt i 1900-tallet (Lyngs 1992). Nu er baltisk sildemåge formentlig helt forsvundet som dansk ynglefugl (Christensen m.fl. 2022).
Bestanden af den tredje underart, britisk sildemåge L. f. graellsii, er opgjort til 480.000-500.000 individer og er faldende (Wetlands International 2022). En mindre del af ynglefuglene i det sydvestlige Jylland tilhører muligvis denne underart.
Alle bestandsstørrelser og -udviklinger er fastholdt i udkastet til AEWA CSR9 (Wetlands International 2025b).
De danske sildemåger er trækfugle, der overvintrer i Sydvesteuropa og Nordvestafrika. De fleste fugle forlader Danmark i løbet af september (Bønløkke m.fl. 2006). Trækfugle af baltisk sildemåge optræder fåtalligt i Danmark, de fleste i landets østlige egne (Christensen m.fl. 2022). Denne bestand overvintrer primært omkring den østlige del af Middelhavet og i Østafrika. Kun få sildemåger ses i Danmark om vinteren, primært i Sydvestjylland, og en del af disse er af underarten britisk sildemåge.
Sildemåge blev jagtfredet i Danmark i 2014. Frem til fredningen blev det årlige jagtudbytte vurderet til at udgøre 200-300 fugle (Christensen m.fl. 2013).
Sildemåge står på Fuglebeskyttelsesdirektivets bilag II/del B som potentielt jagtbar i Danmark, og dermed er det muligt at genindføre en jagttid på arten.
Sildemåge er ikke truet på verdensplan og listet som Livskraftig både globalt og i Europa (IUCN 2025).
Bestanden af baltisk sildemåge er imidlertid listet i kategori A3c under Vandfugleaftalen (AEWA 2023), hvilket betyder, at denne underart aktuelt ikke må jages i henhold til aftalens handlingsplan. Flywaybestanden af underarten nordsøsildemåge er listet i kategori C1, mens underarten britisk sildemåge er listet i kategori B2e (AEWA 2023).
Alle tre bestande foreslås listet i samme kategorier i udkastet til AEWA CSR9 (Wetlands International 2025b).
Sildemåge havde frem til 2013 en generel jagttid i Danmark fra 1. september - 31. januar, men for at beskytte ynglebestanden af den baltiske underart har arten siden 2007 været fredet i det sydøstlige Danmark. For at undgå muligheden for forveksling med andre mågearter omfattede denne lokalfredning også sølvmåge og svartbag.
Jagt på måger har den forvaltningsmæssige udfordring, at sikker artsbestemmelse er svært. Jagt på sildemåge kan derfor medføre, at der kan blive nedlagt individer af mågearter, som ikke er jagtbare. I forbindelse med jagt på måger er det især med hensyn til ungfuglene, at der er risiko for forveksling af arterne. Unge sildemåger kan således nemt forveksles med unge sølvmåger og unge svartbage samt andre mere fåtalligt forekommende arter af måger.
Det vides ikke, om det forekommer i Danmark, at ynglende sildemåger har direkte negativ indflydelse på yngleforekomsten af andre arter af ynglefugle (Therkildsen & Bregnballe 2016). Sammenlignet med sølvmåge og svartbag yngler sildemåge på relativt få lokaliteter, så eventuelle konflikter med andre arter vil være af lokal karakter.
Bestandene af de store måger, herunder sildemåge, gik markant frem i løbet af 1900-tallet, blandt andet som følge af øget menneskeskabt fødetilgængelighed på lossepladser og i forbindelse med fiskeriet, men også bedre beskyttelse i form af jagtrestriktioner, oprettelse af ynglefuglereservater og ophør af ægindsamling menes at have haft betydning (Cramp & Simmons 1983, Bregnballe & Lyngs 2014, Therkildsen & Bregnballe 2016). DCE vurderer, at adgang til menneskeskabte fødekilder fortsat er en af de vigtigste bestandspåvirkende faktorer for disse arter (jf. Meléndez-Arteaga m.fl. 2022). I bl.a. Danmark og Tyskland har sildemåger over de seneste 15-20 år i stigende grad taget opdyrkede marker i brug som fødesøgningsområde både i og uden for yngletiden. Mange observationer tyder på, at udbuddet af føde i yngletiden spiller en væsentlig rolle for ynglesuccesen hos de store måger både i Danmark og i nabolandene. Muligvis har ændrede EU-regler for udsmid af fisk fra fiskefartøjer gjort det vanskeligere for sildemågerne i visse kolonier at finde tilstrækkeligt med føde i yngletiden (T. Bregnballe upubl. data). I Danmark er udbuddet af potentielle ynglepladser for måger stort.
Siden 2014 har der ikke været jagttid på sildemåge.
Den danske bestand af ynglende sildemåger voksede som nævnt fra godt 1.000 par i starten af 1970’erne til 5.000-5.500 par i 2001-2020, hvorefter bestanden er faldet til ca. 4.200 par i 2024 (T. Bregnballe/DCE upubl. data). De fleste danske ynglefugle og gennemtrækkende skandinaviske sildemåger har forladt landet ved udgangen af september (Bakken m.fl. 2003, Bønløkke m.fl. 2006), så effekten af en eventuel genindførelse af jagt på arten i Danmark vurderes at ville blive beskeden. De sildemåger, der vil blive nedlagt i Danmark, hvis der genindføres jagttid på arten, vil foruden danske fugle primært stamme fra ynglebestandene i Norge, Sverige og formentlig også Tyskland. Den norske bestand af sildemåge (hvoraf ca. 75 % udgøres af nordsøsildemåge og 25 % af baltisk sildemåge) var overordnet set stabil fra 1980-2019 (Stokke m.fl. 2021). Den svenske bestand af nordsøsildemåge er i 2018 vurderet til at være stabil på kort sigt (2007-2018) og i svag fremgang på lang sigt (1980-2018), mens den tyske bestand har været i fremgang på både kort og lang sigt (Det Europæiske Miljøagentur u.å.).
På den baggrund vurderes det, at arten godt vil kunne tåle en jagttid. En særfredning i Sydøstdanmark i september og oktober vurderes dog nødvendig i forhold til at beskytte ynglende og gennemtrækkende individer af baltisk sildemåge.
