I Danmark forekommer der tre underarter af sildemåge. Den danske ynglebestand udgøres primært af underarten nordsøsildemåge Larus fuscus intermedius, hvor den samlede flywaybestand er opgjort til 566.000-699.000 individer og er i fremgang. Den danske ynglebestand af sildemåge blev opgjort til ca. 7.500 par af Fredshavn m.fl. (2019), men baseret på en grundigere opgørelse nåede Bregnballe m.fl. (in prep.) frem til, at ynglebestanden har ligget stabilt på 5.000-5.500 par siden årtusindeskiftet. Bestanden er gået betydeligt frem siden starten af 1970’erne, hvor der kun var godt 1.000 ynglepar (Therkildsen & Bregnballe 2016).
Den baltiske sildemåge L. f. fuscus har sin primære yngleudbredelse omkring Østersøen og i Finland. Den samlede bestand er opgjort til 53.000-81.000 individer og er i tilbagegang (Nagy & Langendoen 2018, 2020). Underarten har tidligere ynglet i stort tal i det østlige Danmark, hvor der alene på Ertholmene ynglede mere end 1.000 par midt i 1900-tallet (Lyngs 1992). Nu er baltisk sildemåge stort set forsvundet som dansk ynglefugl med kun enkelte tilbageværende ynglefugle på Bornholm (Nyegaard m.fl. 2014, Vikstrøm & Moshøj 2020).
Bestanden af den tredje underart, britisk sildemåge L. f. graellsii, er opgjort til 560.000-600.000 individer og er faldende (Nagy & Langendoen 2018, 2020). En mindre del af ynglefuglene i det sydvestlige Jylland tilhører formentlig denne underart. På baggrund af genetiske undersøgelser har det været fremført, at der ikke er grundlag for at opfatte nordsøsildemåge som en selvstændig underart, men at nordsøsildemåge blot bør opfattes som en farvevariant af britisk sildemåge: Fugle med de lyseste overvinger dominerer i den vestlige og sydvestlige del af Europa, mens fugle med en mørkere ryg dominerer mod nordøst inden for det samlede udbredelsesområde for de to former.
De danske sildemåger er trækfugle, der overvintrer i Sydvesteuropa og Nordvestafrika. De fleste fugle forlader Danmark i løbet af september (Bønløkke m.fl. 2006). Trækfugle af baltisk sildemåge optræder fåtalligt i Danmark, de fleste i landets østlige egne. Denne bestand overvintrer primært omkring den østlige del af Middelhavet og i Østafrika. Kun få sildemåger ses i Danmark om vinteren, primært i Sydvestjylland, og en del af disse er af underarten britisk sildemåge.
Sildemåge blev jagtfredet i Danmark i 2014. Frem til fredningen blev det årlige jagtudbytte vurderet til at ud-gøre 200-300 fugle (Christensen m.fl. 2013). I 2012 og 2013, hvor jægerne angav artsspecifikke udbytter, blev der indberettet hhv. 5.200 og 6.800 sildemåger, men dette inkluderer uden tvivl en stor andel fejlbestemte måger af andre arter (jf. Asferg m.fl. 2016).
Sildemåge står på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag II/del B som potentielt jagtbar i Danmark, og dermed er det muligt at genindføre en jagttid på arten.
Sildemåge er ikke truet på verdensplan (BirdLife International 2019). Bestanden af baltisk sildemåge er imidlertid listet i kategori A3c under vandfugleaftalen (AEWA 2018), hvilket betyder, at arten aktuelt ikke må jages i henhold til aftalens handlingsplan.
Flywaybestandene af de andre to underarter intermedius og graellsii er begge listet i kategori C1 under vandfugleaftalen (AEWA 2018).
Sildemåge havde frem til 2013 en generel jagttid i Danmark fra 1. september – 31. januar, men for at beskytte ynglebestanden af den baltiske underart har arten siden 2007 været fredet i det sydøstlige Danmark. For at undgå muligheden for forveksling med andre mågearter omfattede denne lokalfredning også sølvmåge og svartbag.
Jagt på måger medfører den forvaltningsmæssige problemstilling, at der i forbindelse med jagt på én art kan blive nedlagt individer af arter, som ikke er jagtbare. I forbindelse med jagt på måger er det især med hensyn til ungfuglene, at der er risiko for forveksling af arterne. Unge sildemåger kan således nemt forveksles med unge sølvmåger og unge svartbage samt andre mere fåtalligt forekommende arter af måger.
Det vides ikke, om det forekommer i Danmark, at ynglende sildemåger har direkte negativ indflydelse på yngleforekomsten af andre arter af ynglefugle (Therkildsen & Bregnballe 2016). Sammenlignet med sølvmåge og svartbag yngler sildemåge på relativt få lokaliteter (Bregnballe m.fl. in prep.), så eventuelle konflikter med andre arter vil være af lokal karakter.
Bestandene af de store måger, herunder sildemåge, gik markant frem i løbet af 1900-tallet, blandt andet som følge af øget menneskeskabt fødetilgængelighed på lossepladser og i forbindelse med fiskeriet, men også bedre beskyttelse i form af jagtrestriktioner, oprettelse af ynglefuglereservater og ophør af ægindsamling menes at have haft betydning (Cramp & Simmons 1983, Bregnballe & Lyngs 2014, Therkildsen & Bregnballe 2016). DCE vurderer, at adgang til menneskeskabte fødekilder fortsat er en af de vigtigste bestandsregulerende faktorer for disse arter. I bl.a. Danmark og Tyskland har sildemåger over de seneste 15-20 år i stigende grad taget opdyrkede marker i brug som fødesøgningsområde både i og uden for yngletiden. Mange observationer tyder på, at udbuddet af føde i yngletiden spiller en væsentlig rolle for ynglesuccesen hos de store måger både i Danmark og i nabolandene. I Danmark er udbuddet af potentielle ynglepladser for måger stort.
Siden 2014 har der ikke været jagttid på sildemåge.
Den danske bestand af ynglende sildemåger voksede som nævnt fra godt 1.000 par i starten af 1970’erne til 5.000-5.500 par i 2001-2020 (Bregnballe m.fl. in prep.). Denne vækst fandt sted, selv om der var jagt på arten frem til og med 2013. De fleste danske ynglefugle og gennemtrækkende skandinaviske sildemåger har forladt landet ved udgangen af september (Bakken m.fl. 2003, Bønløkke m.fl. 2006), så effekten af en eventuel genindførelse af jagt på arten i Danmark vurderes at ville blive beskeden. Blandt de sildemåger, der vil blive nedlagt i Danmark, hvis der genindføres jagttid på arten, vil der være sildemåger, som tilhører ynglebestande i Norge, Sverige og formentlig også Tyskland. I Norge har bestandene af de to underarter, baltisk og nordsøsildemåge, været i tilbagegang gennem en længere årrække.
Det er ukendt, hvor stor en andel af den norske bestand af underarten baltisk sildemåge, der trækker gennem Danmark, men det er formentlig kun tilfældet for en mindre del af bestanden (Bakken m.fl. 2003, Helberg m.fl. 2009). Den svenske bestand af nordsøsildemåge er tilsyneladende ikke i tilbagegang (K. Bengtsson pers. medd.). Ynglebestanden i den tyske del af Vadehavet er heller ikke i tilbagegang (Koffijberg m.fl. 2020a). På den baggrund vurderes det, at arten godt vil kunne tåle en jagttid, omend det ikke kan udelukkes, at jagt i Danmark vil kunne bidrage til yderligere nedgang i bestandene i Norge.
En særfredning i Sydøstdanmark i september og oktober vurderes dog nødvendig i forhold til at beskytte ynglende og gennemtrækkende individer af baltisk sildemåge.
