Jagtudbyttet fluktuerer betydeligt fra år til år, og har de seneste fem jagtsæsoner udgjort mellem 1.600 og 2.000 fugle. Ingen af de anførte tendenslinjer er signifikante, hvorfor udbyttet bedømmes som stabilt (Fig. 3.1.19.1B). Som påpeget af Madsen m.fl. (2022) kan noget af variationen i de tidlige år af tidsperioden skyldes, at estimeringen af udbyttet før 2013 var følsom overfor tilfældige udsving i de fremsendte vinger, der blev benyttet til at estimere udbyttet af indrapporterede nedlagte ’Andre svømmeænder’. Det særligt høje udbytte i 1995 er således næppe reelt.  

Den geografiske fordeling af jagtudbyttet fra de seneste fem jagtsæsoner viser, at de fleste skeænder nedlægges i den nordlige del af Vadehavsregionen, i omegnen af Ringkøbing Fjord samt på Ærø, Langeland, Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland (Fig. 3.1.19.2). Jagtudbyttets fordeling er både sammenfaldende med ynglebestandens nuværende udbredelse, hvor de fleste sikre yngleforekomster er Øerne i Sydøstdanmark (Vikstrøm & Moshøj 2020), og med efterårsforekomsten, hvor de fleste skeænder ses i de samme områder, men også i Vadehavet og ved Ringkøbing Fjord (Nielsen m.fl. 2023, 2024). I 2019/20 – 2023/24 udgjorde jagtudbyttet af skeand i september-oktober 77 % af det samlede udbytte, mens 21,5 % blev nedlagt i november-december og de resterende 1,5% i januar. For denne art er der i lighed med flere af de andre svømmeænder en udvikling, der tyder på, at flere fugle nedlægges senere på sæsonen end førhen (Fig. 3.1.19.3). 

Skeand er listet som Livskraftig (LC) både på verdensplan og i Europa (IUCN 2025). På den danske rødliste er ynglebestanden listet som Sårbar (VU), mens trækfuglebestanden er listet som Livskraftig (LC) (Moeslund m.fl. 2023). Flywaybestanden er pga. af dens størrelse og stabile udvikling aktuelt klassificeret i kategori B1 under Vandfugleaftalen (AEWA 2023). Dette foreslås opretholdt i udkastet til AEWA CSR9 (Wetlands International 2025b). 

Alle svømmeænder vurderes generelt at være følsomme over for forstyrrelser forårsaget af jagt, og skeand gik markant frem i antal efter etableringen af forsøgsreservatet ved Ulvshale-Nyord (Madsen m.fl. 1995). Arten er også gået frem på flere lokaliteter i det udvidede reservatnetværk i 1990’erne, men især i Maribosøerne, som i 1990’erne var et af de vigtigste områder for arten. Det kan ikke udelukkes, at en stor del af fremgangen på det tidspunkt var drevet af et sørestaureringsprojekt i netop dette område, mere end af reservattiltag (Clausen m.fl. 2014). Ved de seneste oktobertællinger er de fleste skeænder talt i tilknytning til reservater, søer og naturgenoprettede områder omkring Roskilde Fjord, Amager, Præstø Fjord og Ulvshale-Nyord, Brændegård Sø, Arreskov Sø og Nørresø, i Vadehavet, i Lille Vildmose og Vejlerne (Nielsen m.fl. 2024). 

Skeand er i lighed med spids- og pibeand også en art, der er følsom over for eutrofiering. Antallet af efterårsrastende skeænder faldt således markant i Ringkøbing Fjord i den periode, hvor bundvegetationen forsvandt fra store dele af fjordens lavvandede grunde (Meltofte & Clausen 2011). Der er dog endnu ikke regelmæssigt registreret større forekomster i fjorden, på trods af forbedrede forhold (Nielsen m.fl. 2023, 2024), måske fordi skeænderne i dag oftere ses ved Skjern Enge (Clausen m.fl. 2019). 

For skeand er det nu vist fra Maribosøerne, at høj eutrofieringsgrad kan være en problemstilling i yngleområderne. Her responderede den ynglende bestand af skeænder positivt på ovennævnte restaureringstiltag, der bevirkede at søerne blev mere klarvandede og fik mere udbredt plantedække (Fox m.fl. 2025, se kort i Clausen m.fl. 2014). Da langt de fleste danske søer er betydeligt påvirkede af eutrofiering (Miljøministeriet 2023), kan det derfor ikke udelukkes, at dette er en betydelig problemstilling for skeand i Danmark.   Madsen m.fl. (2022) påpegede, at årsager til den observerede nedgang i ynglebestanden ikke kendes. En mulig forklaring, der forsat kan være gældende fremgår dog af Madsen m.fl. (2022): ”Tilbagegangen synes dog at være mere udtalt i Jylland end på Øerne, så en mulig forklaring kan være, at skeand er følsom over for prædation fra ræv. Atlas II, hvor arten syntes mere udbredt, blev udført i årene 1993-1996, hvor rævebestanden i store dele af Jylland var decimeret på grund af udbrud af skab (Forchhammer & Asferg 2000). Til Artikel 12 er ”Invasive arter” også indmeldt som en trussel mod skeand, med henvisning til effekter af et forsøg med bekæmpelse af amerikansk mink i Finland (Nordström m.fl. 2002).” 

I Danmark har rastebestanden såvel som jagtudbyttet været forholdsvis stabile de seneste år, hvorfor man, hvis der kun ses på udviklingen i disse antal, kan konstatere, at jagten måske kan bedømmes som bæredygtig ud fra en meget simpel betragtning. 
Vildtforvaltningrådets målsætning om en stigende rastebestand (Madsen m.fl. 2024) er, ud fra et nationalt perspektiv, imidlertid kun opfyldt, hvis man inkluderer perioden før de mange nye reservater blev oprettet i 1990’erne, og hvor bestanden af skeænder gik frem (Clausen m.fl. 2013, Nielsen m.fl. 2024). De nyeste data fra Wetlands International (2025a, 2025b) indikerer, at flywaybestanden, der inkluderer Danmark, er i moderat fremgang, i lighed med den forrige vurdering (Wetlands International 2022), hvorfor rådets målsætning, hvis der benyttes et internationalt perspektiv, synes opfyldt. 

Jagtudbyttet (2.000 fugle) synes dog forholdsvis højt i forhold til rastebestandens størrelse (8.000 fugle), selvom der ikke her kan tages højde for, hvor mange ænder, der trækker gennem landet, endsige hvornår de gør det. Det er derfor svært at bedømme om jagt kan have bidraget til nedgangen i ynglebestanden. Denne nedgang er, som nævnt ovenfor og bedømt ud fra atlasundersøgelserne, især sket i Jylland. Altså ikke i de områder, hvor de fleste skeænder ynglede ved den seneste kortlægning i 2014-2017. Denne vurdering er dog foretaget ud fra forholdsvis store regionale arealer. Det vides f.eks. ikke om skeænder, der jages i større jyske kommuner nedlægges ved fjordene eller i tilknytning til ferske ynglelokaliteter tidligt på jagtsæsonen. Hvis der skal tages et hensyn til ynglebestanden, synes der at være behov for en mere målrettet dataindsamling med henblik på at undersøge: hvordan skeand er udbredt som ynglefugl i dag; hvor stor ynglebestanden er; hvis muligt indsamle data på ynglesucces; en mere detaljeret kortlægning af hvor skeænder nedlægges; og bedre data på hvornår de nedlægges (fænologikurven i fig. 3.1.19.3 for 2019/20 – 2023/24 er kun baseret på gennemsnitligt 108 (min. 88 – maks. 137) indsendte vinger per år). Med et sådant datagrundlag vil det bedre kunne vurderes om jagtudbyttet primært rammer trækgæsterne, eller om større andele tages fra ynglebestanden.    

Det samlede udbytte i 13 lande med indrapporterede udbytter til Artikel-12 afrapporteringen udgjorde i 2012-2017 344.400 fugle, hvoraf blot 1,4 % blev nedlagt i Danmark. Det samlede udbytte domineres af Frankrig (76,8 %) og Spanien 10,5 %). En del af udbyttet tages dog fra en østligere flywaybestand, der overvintrer omkring Sortehavet og Middelhavet samt i Vestafrika. Den bestand blev af Wetlands International (2022) i AEWA CSR8 estimeret til 450.000-600.000 fugle og i fremgang på det tidspunkt. Estimatet er ikke foreslået ændret til den kommende AEWA CSR9 (Wetlands International 2025b). 

Arten og begge flywaybestande er omfattet af EU-TFRB-arbejdet. Her har man lagt de to flywaybestande sammen med henvisning til, at der synes at være betydelige geografiske overlap. De foreløbige analyser for denne samlede bestand tyder på, at jagten på skeænder, der overvintrer i Europa, Nord- og Vestafrika ikke er bæredygtig og bør adresseres (Cruz-Flores m.fl. 2024a). Analysen er baseret på data, der ikke omfatter de nyeste data fra Wetlands International (2025a, 2025b).