Pibeand er en meget sjælden ynglefugl, som ved Atlas III-undersøgelsen (2014-2017) kun blev registeret som sikkert ynglende i et enkelt kvadrat i Tøndermarsken (Vikstrøm & Moshøj 2020). For årene efter 2002 og frem til 2019 lister Christensen m.fl. (2022) blot seks sikre ynglefund, så der er flere år den ikke træffes ynglende, hvorfor der ved seneste offentliggjorte såvel som kommende Artikel 12-afrapportering til EU blev anført 0 par (Fredshavn m.fl. 2019b, 2025b).
Den danske rastebestand består af fugle, der yngler i Rusland og Fennoskandinavien. Herfra trækker de bl.a. gennem Danmark til overvintringsområder i Nordvesteuropa (se flyways i Scott & Rose 1996, Wetlands International 2022). Forekomsten af arten i Danmark topper i september-oktober (Christensen m.fl. 2022).
Ved de seneste oktobertællinger (2020, 2022-2023) er der opgjort en bestand på 267.000-284.000 fugle (Nielsen m.fl. 2024). Efterårsbestanden har været jævnt stigende fra 1980 og frem (se udviklingen fra 1995 og frem i fig. (Fig. 3.1.14.1A), og den overvintrende bestand markant stigende, hvilket har betydet at antallene af rastende pibeænder ved de seneste landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023, med henholdsvis 105.000 og 169.500 fugle, oversteg antallene af rastende gråænder, der førhen var den talrigeste art (Nielsen m.fl. 2024).
Flywaybestanden er i AEWA CSR8 senest opgjort til 1,3-1,6 mio. fugle (Wetlands International 2022). De nyeste indeksberegninger viser en moderat stigende bestand både i den lange periode fra 1976-2023 og den 10-årige periode fra 2014-2023 (Wetlands International 2025a), hvor Fig. 3.1.14.1A viser udviklingen fra 1995 og frem. Denne udvikling har dog ikke udløst en ændring i det samlede bestandsestimat til AEWA CSR9 (Wetlands International 2025b).
Jagtudbyttet af pibeand varierer markant mellem årene, og har de seneste seks år ligget mellem 39.600 og 58.900 ænder. Kurverne i den lange periode 1995-2023 og den korte periode 2018-2023 indikerer henholdsvis et faldende og stigende udbytte (Fig. 3.1.14.1B), men da ingen af disse tendenser er signifikante, må udbyttet opfattes som stabilt.
Den geografiske fordeling af jagtudbyttet af pibeænder er meget konstant. Det er i de samme egne af landet, der nedlægges mange pibeænder, hvorfor kortene i de tidligere jagttidsrevisionsrapporter (Asferg m.fl. 2016, Madsen m.fl. 2021) er næsten identiske med udbyttekortet i denne rapport, Fig. 3.1.14.2. Her ses, at de fleste pibeænder nedlægges i Jylland ved Vadehavet, Ringkøbing Fjord samt omkring den østlige del af Limfjorden. På Øerne nedlægges de fleste i Vest- og Sydsjælland og på Møn. Det er i de selvsamme områder arten optælles i de største antal både i oktober og ved midvinter (Nielsen m.fl. 2024). Som påpeget i forrige rapport (Madsen m.fl. 2021) er det forholdsvis store udbytte af pibeand i Dragør kommune næppe reelt, men afspejler sandsynligvis, at flere af de jægere, der driver jagt ved Saltholm, ikke er opmærksomme på, at øen ligger i Tårnby kommune. Saltholm er en af de vigtigste rastepladser for arten øst for Storebælt (Nielsen m.fl. 2024). Fænologien for jagtudbyttet af pibeand synes under forandring, idet en stadig større andel nedlægges senere på året (Fig. 3.1.14.3). I de seneste fem jagtsæsoner er 48 % af fuglene nedlagt i september-oktober og 48 % i november-december, mens de resterende 4 % nedlægges i januar.
Pibeand er listet som Livskraftig (LC) både på verdensplan og i Europa (IUCN 2025). Den listes som Kritisk Truet (CR) ynglefugl på den danske rødliste, der bedømmer trækfuglebestanden som Livskraftig (LC) (Moeslund m.fl. 2023). Flywaybestanden er i AEWA CSR8 aktuelt klassificeret i kategori 2Bc under Vandfugleaftalen, med henvisning til at bestanden er forholdsvis stor, men måske er i tilbagegang (AEWA 2023). I udkastet til AEWA CSR9 foreslås bestanden nedlistet til kategori C1, med henvisning til de senere års fremgang (Wetlands International 2025b).
Alle svømmeænder vurderes generelt at være følsomme over for forstyrrelser forårsaget af jagt. Pibeand var således en af de arter, som responderede mest tydeligt på etableringen af forsøgsreservaterne i Nibe-Gjøl Bredninger og ved Ulvshale-Nyord (f.eks. Madsen m.fl. 1995, Madsen 1998). Responsen var ikke så tydelig i de mange reservater, der blev etableret i 1990’erne, men i denne periode var der også mange reservater, der blev ramt af eutrofieringsbetingede kollaps i udbredelsen af bundplanter, hvorfor arten blev optalt i vigende antal i nogle reservater, men stigende i andre (Clausen m.fl. 2013, 2014).
De senere år er der flere eksempler på forbedrede forhold i vegetationens udbredelse. I Nibe og Gjøl Bredninger synes udbredelsen af ålegræs ved de seneste kortlægninger i 2018-2022, der er baseret på satellitfotos (Stæhr m.fl. 2024), således at være næsten sammenlignelig med udbredelsen beskrevet fra luftfotos i 1993 (se kort i Balsby m.fl. 2017). Helt nye, ligeledes satellitfoto baserede kortlægninger i Ringkøbing Fjord, viser en markant fremgang i de senere år (Preben Clausen, DCE & Lisbeth Tangaa Nielsen, DHI, upubl. resultater). I begge områder afspejler denne udvikling sig også i stigende antal af pibeænder, f.eks. blev der i efteråret 2024 talt omkring 50.000 pibeænder i Ringkøbing Fjord (NOVANA data) – og der har også været fremgang i pibeandebestanden i Nibe-Gjøl området (Balsby m.fl. 2017, NOVANA data).
For pibeand er vores viden om, hvor den naturlige bærekapacitet begrænses utilstrækkelig. Det kan være forhold i vinterkvartererne, som især ligger sydvest for Danmark (Scott & Rose 1996); på forårsrastepladserne, hvor mange ligger i Østeuropa, da pibeænderne trækker retur over en noget større del af Europa, gennem f.eks. Polen og Hviderusland (Spina m.fl. 2022); i yngleområderne, der især findes i Rusland (Keller m.fl. 2020) eller på efterårsrastepladserne, hvor danske vådområder spiller en vis rolle.
I Danmark er der primært tre faktorer, der påvirker et områdes bærekapacitet for arten: 1) Tilstedeværelse af rigelige forekomster af bundplanter, hvor havgræsser, vandaks og ålegræs på lavt vand er artens foretrukne fødeemner; 2) Tilstedeværelse af alternative fourageringsområder på ferske enge eller strandenge; og 3) forholdsvis uforstyrrede forhold, der giver ænderne mulighed for at for at have en balance mellem fouragering, flyvning og rast, som bevirker at de kan dække deres daglige energibehov. Som omtalt ovenfor eller andre steder er det er veldokumenteret at: 1): eutrofiering kan påvirke bundplanterne i negativ retning; at 2) tilgroning af både ferske og salte enge er en udbredt problemstilling i Danmark samt at 3) ureguleret jagt nogle steder kan påvirke fuglenes antal og opholdsperioder. Derfor vil et områdes bærekapacitet potentielt være afhængig af alle tre forhold.
Nibe-Gjøl Bredning og Ringkøbing Fjord er, med de seneste års udvikling i forekomsten af bundplanter, to områder, hvor mængderne af bundplanter aktuelt er mere end rigelige til at dække langt flere herbivore vandfugles fødebehov. Det er dels bedømt ud fra tidligere beskrevne forhold fra Tipperne (Kiørboe 1980), hvor opdaterede data frem til 2024 både for Tipperne og hele fjorden (NOVANA levestedskortlægninger, P. Clausen m.fl. upubl. data) underbygger, at der er en meget stor føderessource til stede. Dels bedømt ud fra de af Balsby m.fl. (2017) beskrevne forhold, ligeledes opdateret til 2024 (samme upubl. data).
Hvis pibeandebestandens bærekapacitet reguleres på andre årstider eller andre steder end i Danmark, så er der ingen garanti for at f.eks. antallet af pibeænder i de to lokaliteter, hvor der også er store arealer af tilgrænsende og afgræssede enge, kunne f.eks. fordobles eller tredobles, hvis alle bundplantebedene blev omfattet af jagtforbud. Derfor er der nedenfor alene givet en vurdering af, om de internationale bestandsudviklinger indikerer aktuelle nedgange i bestandene, herunder om udviklingen i de danske rastebestande og jagtudbytter vurderes at kunne spille en væsentlig rolle i en sådan nedgang.
De nyeste data fra Wetlands International (2025a) indikerer, at flywaybestanden er i fremgang. Dette er i modsætning til den forrige tidsserie op til Vandfugleaftalens 8. partsmøde i efteråret 2022, hvor bestanden blev markeret som stabil, men af noterne fremgik det, at bestanden kunne være i tilbagegang (Wetlands International 2022).
I Danmark har rastebestanden i de seneste år været stigende om efteråret, og især om vinteren, som en respons på de senere års mildere vintre. Der ses en tendens til, at stadigt flere fugle nedlægges i december-januar, men jagtudbyttet er overordnet set stabilt. Udviklingen i bestandsstørrelsen og jagtudbyttet i Danmark, opfylder ud fra en national betragtning, Vildtforvaltningsrådets målsætning om en stabil bestand (Madsen m.fl. 2025), hvorfor jagten vurderes at være bæredygtig. Dette i kombination med den nyeste vurdering af den samlede flywaybestandsudvikling gør, at jagten her i landet ikke vurderes at påvirke den internationale raste- og vinterbestand i et omfang, der bidrager i ugunstig retning.
Der var et samlet udbytte i 18 lande med indrap-porterede udbytter til Artikel-12 afrappor¬teringen i 2019 på 344.400 fugle, hvoraf det danske udgjorde 12,4 %.
Det samlede udbytte inkluderer lande med store jagttraditioner på arten som Finland, Frankrig og Storbritannien, men en del af dette udbytte tages fra en østligere flywaybestand, der overvintrer omkring Sortehavet og Middelhavet. Denne bestand blev i AEWA CSR8 opgjort til 420.000-540.000 fugle, og muligvis i tilbagegang (Wetlands International 2022) på det tidspunkt. Samme vurdering af både bestandens størrelse og udvikling er fremlagt til den kommende AEWA CSR9 (Wetlands International 2025b).
Arten og begge flywaybestande er omfattet af EU-TFRB-arbejdet. Her tyder foreløbige analyser på, at bæredygtigheden af jagten på pibeand i den Nordvesteuropæisk overvintrende bestand ikke synes bæredygtig, og derfor bør adresseres (Cruz-Flores m.fl. 2024a). Analysen er dog baseret på data, der ikke omfatter de nyeste data fra Wetlands International (2025a, 2025b).
Pibeand Anas penelope
Foto: Kevin Kuhlmann Clausen ©
