Der forekommer to underarter af skarv (Phalacrocorax carbo) i Danmark. Mellemskarv (P. c. sinensis) yngler her i landet samt blandt andet i landene omkring Østersøen og syd for Danmark. Storskarv (P. c. carbo) yngler blandt andet langs Norges kyster, og fugle herfra opholder sig i Danmark mellem august og april.
Hovedparten af de danske skarver spreder sig i sensommeren over forholdsvis korte afstande til søer og kystområder og optræder da over hele landet. Her opholder de sig nogle uger eller måneder, før de påbegynder det egentlige efterårstræk. Borttrækket begynder for alvor i august, kulminerer i september og fortsætter gennem oktober. Borttræk forekommer dog også i november og i kuldeperioder i december-januar. En del af de danske skarver forbliver i Danmark vinteren over.
Skarver fra udlandet kommer til de danske farvande mellem juli og november, og nogle af disse fugle overvintrer. I foråret forlader mange af de overvintrende og gennemtrækkende udenlandske skarver Danmark mellem 20. marts og 20. april.
I de senere år har skarv i stigende grad taget de danske søer og åer i brug, også gennem efteråret og om vinteren.
Bestanden af skarv gik hastigt frem gennem 1980’erne både herhjemme og i udlandet. De europæiske bestande (samlet for begge underarter) er senest opgjort til 414.000-515.000 par (IUCN 2025). I Danmark aftog væksten i ynglebestanden hurtigt efter 1991, og i årene 1993-2006 ynglede 36.500-42.500 par. Herefter gik bestanden tilbage, og i 2013 var yngleantallet nået ned på 24.700 par (Fig. 3.3.1.1A). I 2014 gik bestanden atter frem, og i 2014-2024 ynglede der 30.000-33.000 par i Danmark (Sterup & Bregnballe 2025, Fig. 3.3.1.1A). De årlige opgørelser over ynglebestandens størrelse baseres på optællinger af reder i samtlige kolonier i Danmark.
Udviklingen i det antal skarver, som jægerne har indberettet til Vildtudbyttestatistikken, er vist i Fig. 3.3.1.1B. Af figuren fremgår det, at der mellem 1995 og 2009 årligt blev nedlagt 3.000-5.000 skarver i Danmark (i gennemsnit 3.583). De indberettede antal nedlagte skarver faldt markant efter 2009. Dette pludselige fald i antal skarver indrapporteret som reguleret indtraf i forbindelse med en ændring i proceduren for tildelingen af tilladelser til at regulere skarv. Fra at fiskere og ejere af dambrug m.fl. havde en generel tilladelse til at regulere skarv, overgik man i august 2010 til et system, hvor hver enkelt fisker årligt – via hjemmesiden kendt som ’VilReg’ – skulle søge om tilladelse til at regulere skarv. Ifølge nogle fiskere betød dette, at en del fiskere, som tidligere havde reguleret skarver, undlod at søge om tilladelse.
Som det fremgår af figuren, steg det indberettede antal igen efter 2014 og lå på omkring 5.500 skarver pr. sæson i 2017-2022 og over 9.000 skarver i 2023/24.
Ifølge indberetningerne til Vildtudbyttestatistikken er flest skarver nedlagt i forbindelse med regulering omkring de vestjyske fjorde, Læsø og kysterne i den sydlige del af landet (Fig. 3.3.1.2).
Det er uklart, i hvilken grad reguleringen af skarv uden for kolonierne påvirker udviklingen i ynglebestanden i Danmark. Det skønnes, at nedlæggelsen af skarver har haft en vis betydning for de danske skarvers overlevelse, også selvom der blandt de nedlagte fugle ofte er overvægt af ungfugle, og en del af de nedlagte fugle er gæstende skarver fra andre lande. I flere af de danske skarvers overvintringsområder, eksempelvis Frankrig, bliver der nedlagt et betydeligt antal individer i vinterhalvåret. Det vurderes, at den ekstra dødelighed, som de danske ungfugle og ynglefugle påføres uden for yngletiden, bidrager til at begrænse størrelsen af den danske ynglebestand. Det skønnes relevant at afklare, i hvilket omfang udviklingen i ynglebestanden påvirkes af den regulering, der udføres i Danmark og de lande, som mange af de danske skarver opholder sig i uden for yngletiden.
Skarv står ikke opført på Fuglebeskyttelsesdirektivets bilag II, hvorfor der ikke kan åbnes for en jagttid på arten. Der har ikke været jagttid på skarv i Danmark siden 1980. Men via bekendtgørelsen om vildtskader har det været muligt at regulere arten.
Skarv er på verdensplan vurderet livskraftig (LC) og er dermed ikke vurderet som truet (IUCN 2025). Midvintertællingerne i Europe viser en fortsat stigende tendens. Den samlede europæiske bestand af mellemskarv var tilsyneladende forholdsvis stabil over en årrække omkring 2010 (Bregnballe m.fl. 2014), men over de seneste 10-15 år har der igen været ret betydelige fremgange i ynglebestandene i Sverige (her var antallet i 2023 steget til 75.000 par; Lundström 2024) og i de baltiske lande (Bregnballe in prep.). I modsætning hertil har den nordvesteuropæiske bestand af storskarv været i tilbagegang gennem en længere årrække (især pga. en nedgang i den norske bestand; Bregnballe m.fl. 2014, Lorentsen m.fl. 2021, S. Lorentsen in litt.).
De mål og fremgangsmåder, der har været anvendt i forbindelse med at forvalte skarvens yngleforekomst i Danmark, og de konflikter, der har været relateret til ynglende såvel som fødesøgende og rastende skarv, har været fastlagt i nationale forvaltningsplaner for arten. Den seneste forvaltningsplan har været gældende fra 2022 (Mikkelsen m.fl. 2022).
Regulering i yngletiden har især siden 2002 omfattet tiltag rettet mod at undgå dannelse af nye kolonier i visse områder og begrænse størrelsen af udvalgte eksisterende kolonier. Tiltagende har oftest bestået i oliering af æg i kolonier beliggende i områder, hvor der har været særligt store konflikter mellem skarv og fiskeri, og/eller hvor der har været særlige behov for at beskytte lokale fiskebestande (se Bregnballe & Sterup 2021). DCE har vurderet, at tiltagene rettet mod at forhindre skarv i at etablere nye kolonier samt reguleringen af ynglesucces i udvalgte eksisterende kolonier har medvirket til at begrænse størrelsen af den danske ynglebestand både regionalt og nationalt (Bregnballe & Sterup 2021).
Ud over regulering i kolonierne, giver bekendtgørelse om vildtskader flere andre muligheder for at regulere skarver. Inden for perioden 1. august til 31. marts kan Naturstyrelsen således give tilladelse til regulering i følgende områder:
Herudover kan der gives tilladelse til at regulere skarver i perioden 1. april til 31. maj med henblik på at beskytte vandrefisk, herunder udtræk af smolt af snæbel, laks og ørred. Denne reguleringsmulighed strækker sig altså ind i den periode, hvor skarverne har æg og unger.
Det er et vilkår i tilladelserne, at ansøgerne senest fire uger efter tilladelsens udløb skal indberette antallet af regulerede individer. Herudover er de jægere, der nedlægger skarver, forpligtede til – via Vildtudbyttestatistikken – at indberette antallet af nedlagte skarver.
Der har været uoverensstemmelse mellem tilbagemeldingen fra reguleringsansøgerne og opgørelserne via Vildtudbyttestatistikken. Ifølge tilbagemeldingerne fra de personer, der fik tilladelser til regulering, blev der eksempelvis i den femårige periode 2010-2014 nedlagt 6.800 skarver i Danmark, hvorimod det nedlagte antal ifølge Vildtudbyttestatistikken var 11.400 skarver. Årsagerne til disse uoverensstemmelser er ikke udredt.
Den stigende trafiktæthed på vejnettet medfører formentlig, at en stigende andel af bestanden dræbes i trafikken (www.vd.dk). Øget hegning med tætte hegn og barrierer langs veje og midterrabatter samt den øgede trafikintensitet vil i stigende grad fragmentere ilderbestandene.
Skarv er som nævnt ikke opført på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag II, der er listen over arter, som medlemslandene kan indføre jagttid på. Fuglebeskyttelsesdirektivet giver således ikke mulighed for, at der åbnes for en jagttid på skarven.
Det vurderes, at indførelse af en jagttid på skarv i Danmark vil påvirke udviklingen i ynglebestanden. Det vurderes således, at størrelsen af den nuværende ynglebestand er begrænset af antallet af yngledygtige individer i bestanden, og ud fra ringmærkning vides det, at der blandt de skarver, som nedlægges i Danmark, er danske skarver i den yngledygtige alder.
