Jagtudbyttet af gråand toppede i slutningen af 1980’erne og første halvdel af 1990’erne (Asferg m.fl. 2016). I perioden fra 1995 og frem, der behandles hér, har udbyttet været jævnt og signifikant faldende (Fig. 3.1.17.1B). I hele tidsserien fra 1941-2023 var 1995 i øvrigt året med næsthøjest udbytte.

Langt de fleste gråænder nedlægges på Øerne (Fig. 3.1.17.2). Her er der mange ejendomme med tradition for fællesjagter på fasan også en tradition for at udsætte gråænder med henblik på jagt. Det geografiske sammenfald underbygges af et kort over udsætninger (Fig. 3.1.17.3) som Pedersen (2019) udarbejdede til Vildtforvaltningsrådets Udsætningsudvalg. Der er ikke, på samme måde som hos andre svømmeænder, et tydeligt sammenfald mellem udbyttets fordeling og artens udbredelse ved midvinter i landet. Gråand er f.eks. også talrig i Vadehavet, ved Ringkøbing og Nissum Fjorde, ved Limfjorden og langs østkysten af Vendsyssel, Himmerland og Kronjylland (Nielsen m.fl. 2023, 2024). 

Udbyttet af gråænder synes nogenlunde jævnt fordelt hen over efteråret og den tidlige vinter, hvor 20-25 % nedlægges i hver af månederne september-december, mens kun godt 5 % nedlægges i januar (Fig. 3.1.17.4). 

Gråand er listet som Livskraftig (LC) på verdensplan og i Europa (IUCN 2025) samt som ynglefugl og trækfugl på den danske rødliste (Moeslund m.fl. 2023). 

Flywaybestanden, der overvintrer i Nordvesteuropa, er aktuelt klassificeret i kategori C1 under Vandfugleaftalen (AEWA 2023), men foreslås oplistet til kategori B2c ved næste revision på Vandfugleaftalens partsmøde i efteråret 2025. Dette med henvisning til, at bestanden er forholdsvis stor, men i tilbagegang over en længere periode (Wetlands International 2025b). En oplistning til kategori B2c har ikke betydning for muligheden for at drive jagt, men det skal sikres, at jagten er bæredygtig. 

Den østligere flywaybestand, der overvintrer ved Middelhavet, er aktuelt klassificeret i kategori B2c under Vandfugleaftalen (AEWA 2023), men foreslås oplistet i både kategori B2c og B2e på det kommende partsmøde (Wetlands International 2025b), dvs. både i tilbagegang over en længere periode og i hastig tilbagegang i en kortere.  

Gråand responderede, akkurat som de andre svømmeænder, ved at gå frem i forsøgsreservat undersøgelserne fra 1985-1994 (Madsen m.fl. 1995) og de mange nye reservater, der fra 1993 og frem oprettedes i forlængelse af aftalen om de jagt-og forstyrrelsesfrie kerneområder (Clausen m.fl. 2013). Dermed antages arten i et vist omfang at være følsom overfor forstyrrelser forårsaget af jagt. 

Den er også gået tilbage i fjorde ramt af eutrofiering, som f.eks. Ringkøbing Fjord (Meltofte & Clausen 2011) og Nissum Fjord (Christensen 1987). Dette til trods for, at arten er omnivor og burde kunne finde føde på andre habitater og leve af andre fødeemner i og ved fjordene, hvilket må tolkes som at levestedets bærekapacitet forringes af planternes forsvinden. 
 

Det er, pga. manglende detaljeret kendskab til udsætninger af gråænder, både i Danmark og udlandet, svært at vurdere hvad årsagen er til den observerede nedgang i de to flywaybestande, herunder hvordan denne udvikling smitter af på rastebestanden i Danmark. Det er kendt fra et enkelt dansk studie (Fog 1964), at omkring halvdelen af de gråænder, der blev ringmærket før udsætning og sidenhen genmeldt, blev genmeldt mindre end 1 km fra udsætningslokaliteten og yderligere 30 % højst 5 km fra denne. De resterende blev genmeldt længere væk, en del i mere brakke habitater, og en del fra udlandet. Endvidere er skæbnen for godt 73 % af de udsatte ænder ukendte, da de ikke blev genmeldt. Procentangivelserne og afstandene som Fog fandt, er ikke væsentligt forskellige fra et nyere svensk studie (Söderquist m.fl. 2021), som også dokumenterer at en del af de udsatte gråænder sluttede sig til de vilde bestande. Hvis udsætningerne er faldende, kan det med andre ord potentielt smitte af på de vilde bestande, men det vides ikke i hvilket omfang.

Jagtudbyttet af gråand er faldet med omkring 35 % siden 1995, hvilket er noget mere end det observerede fald i den danske rastebestand (omkring 15 %) og de to flywaybestande (begge omkring 20 %).

Faldet kan, udover den generelle bestandsudvikling, også skyldes at der udsættes færre gråænder. Der blev i 2000 indført en arealkrav for udsætning, som siden er blevet skærpet. Før 2000 var der ingen regulering af udsætningstætheder for gråand. I 2000 blev der indført en begrænsning, så der kun måtte udsættes 1 ælling per 50 m² eller 1 voksen and pr. 300 m² åben ubevokset vandflade (Miljø- og Energiministeriet 2000). I 2007 skærpedes arealbegrænsningerne, hvorefter der ikke måtte udsættes mere end 1 ælling pr. 150 m² eller 1 voksen and pr. 300 m² åben vandflade (Miljøministeriet 2007) – en regel der fortsat er gældende (Miljø- og Fødevareministeriet 2017). Disse arealkrav må alt andet lige have påvirket udsætningerne. Mulighederne vil for nogle være uændrede (større søer), men der kan på grund af stramningen for udsætning af ællinger generelt udsættes færre ænder end tidligere - og måske ikke i alle vandhullerne, hvis de er for små.

I Danmark er det anslået, at der i 2020 blev udsat omkring 350.000 gråænder (Kanstrup 2020). Det er et antal, der langt overstiger både ynglebestanden og den overvintrende bestand, men på niveau med jagtudbyttet. I 2018 blev det lovpligtigt at indberette udsætninger til myndighederne. Estimatet på 350.000 fugle afviger markant fra de antal, der er indberettet. Her blev der for 2020 indberettet 58.773 udsatte gråænder (næsten udelukkende ællinger), et antal der de seneste to år 2023 og 2024 er steget til knap 77.000 fugle (SGAV 2025). Se Kanstrup (2020) for en uddybning af denne diskrepans. 

Det er pga. ovenstående forhold svært at vurdere, hvordan jagten på gråand påvirker de vilde bestande. Der synes at være behov for en bedre udredning af dette, især med henvisning til, at de vilde bestande er i tilbagegang.