Blishøne er en almindelig og vidt udbredt ynglefugl i Danmark. Den er ved de tre atlasundersøgelser truffet sikker, sandsynlig eller mulig ynglende i henholdsvis 1.444 25 km2-kvadrater i 1971-74, 1.753 i 1992-1996 og 1.513 i 2014-2017, hvoraf langt størstedelen er sikre forekomster (Vikstrøm & Moshøj 2020). Den samlede ynglebestand blev i Artikel 12-rapporten senest opgjort til 6.414 par og i tilbagegang i perioden 2007-2018 (Fredshavn m.fl. 2019b). DOF’s punktællinger i ynglesæsonen viser signifikante tilbagegange på 1,76 % pr. år i perioden 1976-2023, og 3,36 % per år i den kortere periode 2014-2023 (Vikstrøm m.fl. 2023). Disse nye data bevirker at bestandsestimatet er yderligere nedskrevet til 5.233 par i det nye udkast til Artikel 12 (Fredshavn m.fl. 2025b).
Den danske rastebestand består dels af danske ynglefugle, hvoraf mange bliver her i landet året rundt (Bønløkke m.fl. 2006), og dels af fugle, der yngler i Norge, Sverige, Finland og de Baltiske Lande (se flyways i Wetlands International 2022). De største antal forekommer fra oktober til januar (Christensen m.fl. 2022). Bestanden opgøres ved midvinter, hvor der ved de seneste to landsdækkende tællinger blev registreret henholdsvis 101.000 (2020) og 130.000 (2023) fugle, hvilket skal ses i forhold til, at midvinterbestanden var omtrent dobbelt så stor ved fem landsdækkende tællinger udført mellem 1992 og 2008 (Nielsen m.fl. 2024). Efter isvintrene i 1980’erne var bestanden til gengæld betydeligt mindre end den aktuelt er. NOVANA-programmets indeksberegninger, baseret på årlige midvintertællinger på 114 lokaliteter, indikerer en overordnet set stabil, men meget fluktuerende, bestand for den lange periode 1987-2023, mens den er stigende for den korte periode 2012-2023 (se udviklingen fra 1995 og frem i Fig. 3.1.27.1A). Den positive udvikling de senere år er uden tvivl fortsat, da der alene ved de landbaserede tællinger, dvs. uden tillæg af flytællingsdata fra f.eks. Sydfynske Øhav og Smålandshavet nord for Lolland, der normalt også huser mange fugle, er registreret henholdsvis 120.000 fugle ved midvinter 2024 og 130.000 i 2025 (DCE, upubl. NOVANA-data).
Flywaybestanden er i AEWA CSR8 senest opgjort til 1,2-1,9 mio. fugle (Wetlands International 2022). De nyeste indeksberegninger viser en moderat faldende bestand i perioden fra 1969-2023, men en stabil bestand i den 10-årige periode fra 2014-2023 (Wetlands International 2025a), hvor Fig. 3.1.27.1A viser udviklingen fra 1995 og frem. Det samlede bestandsestimat til AEWA CSR9 foreslås fastholdt på 1,2-1,9 mio. fugle (Wetlands International 2025b).
Jagtudbyttet af blishøne varierede førhen betydeligt mellem årene, men har siden 2008 været jævnt faldende, og udbyttet på knap 3.000 fugle i den seneste jagtsæson er det laveste siden vildtudbyttestatistikken for arten startede i 1968. Udviklingen i udbyttet siden 1995 fremgår af Fig. 3.1.27.1B.
Langt de fleste blishøns nedlægges i Østdanmark, hvor der lokalt er tradition for at afholde fælles drivjagter på arten (Fig. 3.1.27.2). Der er også et betydeligt sammenfald mellem udbyttets fordeling og artens udbredelse ved midvinter i landet (Nielsen m.fl. 2023, 2024).
Der er i modsætning til flere andre arter ikke nogen entydig periode i løbet af jagtsæsonen, hvor flest blishøns nedlægges (Fig. 3.1.27.3). Det kan dog skyldes tilfældigheder og et relativt begrænset antal indsendte vinger til at beskrive fænologien. I de seneste fire jagtsæsoner er der således blot indsendt 45 vinger i alt (fra 14.900 nedlagte fugle), hvoraf nogle i 2022 blev indsendt fra jagt i september, hvor arten har været fredet siden 2020.
Blishøne er listet som Livskraftig (LC) på verdensplan (IUCN 2025), men som Næsten Truet (NT) i Europa (IUCN 2025). Den listes som Sårbar (VU) både som ynglefugl og trækfugl på den danske rødliste) (Moeslund m.fl. 2023). Flywaybestanden er aktuelt klassificeret i kategori 2Bc under Vandfugleaftalen, med henvisning til, at bestanden er forholdsvis stor, men måske er i længerevarende tilbagegang. Kategoriseringen muliggør jagt på arten, men det skal sikres, at jagten udøves bæredygtigt (AEWA 2023).
Undersøgelser på Harboøre Tange har vist at blishøne, akkurat som svømmeænderne, kan være følsom over for forstyrrelser forårsaget af jagt (Holm m.fl. 2011).
Endvidere er blishønen ubetinget den art, der er mest påvirket af eutrofieringsbetingede nedgange i forekomsten af bundplanter på lavt vand. Hvor svømmeænderne decimeres i antal, men tusindtallige flokke stadig ses i områder med reservater, hvorfra de flyver på natlige fourageringstogter ind på strandenge, i rørsumpe og andre vådområder samt oversvømmede marker, så er responsen fra blishønsene meget mere entydig: De forsvinder næsten helt fra fjorde eller delområder af fjorde uden bundplanter. Det er velbeskrevet fra Ringkøbing Fjord (Meltofte & Clausen 2011), Hjarbæk Fjord og Nibe-Gjøl Bredninger (Clausen & Holm 2011), Mariager Fjord og Odense Fjord (Clausen m.fl. 2014) samt Vejlerne (Lauridsen m.fl. 2021). Erfaringer fra Ringkøbing Fjord og Nibe-Gjøl Bredninger tyder desuden på, at arten ikke i samme omfang som svømmeænderne hurtigt kommer tilbage i stort antal, hvis vegetationen genetableres (jf. de NOVANA-data, der ligger til grund for Nielsen m.fl. 2023, 2024).
For blishøne gælder som for pibeand, at grundlaget for en vurdering af jagtens betydning for muligheden for opnåelse af den naturlige bærekapacitet er utilstrækkeligt. Denne problemstilling er uddybet under pibeand, hvorfor der henvises til beskrivelsen for denne art.
Det er ikke afklaret hvilke forhold, der forårsager, at blishøne fortsat går tilbage som ynglefugl i Danmark. Madsen m.fl. (2021) giver dog en uddybende forklaring på, hvorfor det sandsynligvis vil være en fordel for ynglefuglebestanden, at jagtstarten er udskudt til 1. oktober. Om den seneste forkortelse af jagtsæsonen kan være medvirkende til den nylige stigning i rastebestanden, er dog for tidligt at vurdere. Der ses faktisk også en stigning i indeks for ynglebestanden de sidste to år (Vikstrøm m.fl. 2023).
I Danmark har rastebestanden de senere år været stigende samtidig med, at jagtudbyttet er faldet markant, så udbyttet aktuelt udgør få procent af den samlede rastebestand. Denne udvikling i bestandsstørrelse og jagtudbytte bidrager til at opfylde Vildtforvaltningsrådets målsætning om en stigende bestand (Madsen m.fl. 2025), i hvert fald på nationalt niveau, og jagten vurderes at være bæredygtig her i landet. De nyeste data fra Wetlands International (2025a) indikerer, at nedgangen, der er set i flywaybestanden, er standset, men endnu ikke vendt til fremgang. Set i forhold til den samlede bestands størrelse er det danske udbytte dog så lavt, at det må være ubetydeligt i forhold til andre faktorers påvirkning af henholdsvis rekruttering og mortalitet, hvorfor jagten her i landet ikke vurderes at påvirke den internationale raste- og vinterbestand i et omfang, der bidrager i ugunstig retning.
Det samlede udbytte i de 20 lande, som indrapporterede udbytte til Artikel-12 afrapporteringen i 2019 var på 168.300 fugle. Heraf udgjorde det danske udbytte 4,6 % (dette var inden jagttiden for arten blev indskrænket i 2020). Som for flere andre arter nedlægges den største andel i Frankrig (46 %), men Spanien (21,5 %) og Grækenland (12,4 %) har også et relativt stort udbytte. Det meste af dette udbytte tages fra en østligere flywaybestand, der yngler i Rusland, Ukraine, på Balkan og rundt om Middelhavet og overvintrer ved Sortehavet, Middelhavet og i Sahel i Vestafrika. Denne bestand blev i AEWA CSR8 opgjort til 1,7 – 2,8 mio. fugle og i tilbagegang (Wetlands International 2022). Samme vurdering af både bestandens størrelse og udvikling er fremlagt til den kommende AEWA CSR9 (Wetlands International 2025b).
Arten og begge flywaybestande er omfattet af EU-TFRB-arbejdet. Her tyder foreløbige analyser på, at jagten på blishøne er bæredygtig i begge bestandene (Cruz-Flores m.fl. 2024b). Analysen er dog baseret på data, der ikke omfatter de nyeste data fra Wetlands International (2025a, 2025b).
