Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Krage

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

I Danmark forekommer både grå- og sortkrage. Gråkrage er almindelig overalt i landet, med størst tæthed på Sjælland og i Vesthimmerland og mindst tæthed i hele det vestlige og centrale Jylland samt Sønderjylland (Vikstrøm & Moshøj 2020). Sortkrage forekommer især i Sønderjylland, på Sydfyn og det Sydfynske Øhav samt på Lolland-Falster. Det sydlige Danmark udgør den nordlige del af sortkragens udbredelsesområde, og sortkrage spreder sig langsomt mod nord (Vikstrøm & Moshøj 2020). Den danske ynglebestand af krager, dvs. både grå- og sortkrage, har udvist en signifikant fremgang siden 1976 (Moshøj m.fl. 2018), men har for gråkrage i de sidste 10 år været i signifikant tilbagegang med gennemsnitligt -1,8 % per år, mens tendenserne for sortkrage er usikker (Eskildsen m.fl. 2020; Fig. 3.1.22.1).

Bestandsstørrelsen er på ca. 140.000-150.000 par krager, hvoraf kun få tusinde er sortkrager (Fredshavn m.fl. 2019a; Vikstrøm m.fl. 2020). I vinterhalvåret gæstes Danmark af trækfugle fra de norske, svenske og finske bestande. Tendensen for bestanden af gråkrage om vinteren i Danmark er signifikant nedadgående i de seneste 10 år (-2,6 %/år i 2009/10-2018/19) (Eskildsen m.fl. 2020). Antallet af gråkrager, der trækker ud fra Falsterbo i Sydsverige om efteråret, er aftaget markant; således er antallet i det seneste årti reduceret til ca. 5 % af, hvad det var i 1970’erne, og til ca. 10% af, hvad det var 1980’erne (Falsterbo Fågelstation 2021). Dette indikerer, at de krager, der forekommer i Danmark i jagtsæsonen, stort set kun er danske ynglefugle nu.

Arten er senest vurderet ved jagttidsrevisionen for 2022

Jagten i Danmark

Udbyttet af krage i Danmark toppede i 1970’erne med ca. 300.000 fugle per sæson (Asferg m.fl. 2016). I starten af 1980’erne skete der et markant fald i udbyttet, hvorefter udbyttet har stabiliseret sig på et niveau omkring 80.000 fugle årligt (Fig. 3.1.22.1). I perioden 1982-1994 var det forbudt at drive jagt på krager (og andre spurvefugle), men arten måtte reguleres i samme periode som før. Reguleringsperioden blev begrænset i 1994 (september-februar) og ændret til regulær jagttid (september-januar, der stadig er gældende) i 1995 (Asferg & Prang 1997).

Langtidstendensen (siden 1995/96) for udbyttet har været stabil, mens korttidstendensen har vist en statistisk signifikant fald på -7,4 % per år (2014/15-2019/20; Fig. 3.1.23.1). I udbyttetallene indgår også krager nedlagt ved regulering.

De fleste krager nedlægges i den vestlige og centrale del af Sjælland, mens færrest krager nedlægges i det vestlige Jylland og hovedstadsområdet (Fig. 3.1.22.2). Forskellene i udbytteniveauet afspejler generelt de reelle forskelle i bestandstætheden (se Vikstrøm & Moshøj 2020).

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Kragebestanden søges mange steder reduceret med det formål at reducere kragernes prædation på æg og unger af især agerhøne, fasan og småfugle samt harekillinger. Naturstyrelsen kan give tilladelse til regulering af krage med skydevåben og fælder i perioden 1. februar – 15. april, hvor arten forvolder skade på markafgrøder eller den øvrige fauna, men det er ikke angivet nærmere, hvordan udtrykket ”forvolder skade” skal forstås. Derudover må krage reguleres med fælder i perioden 16.-30. april på ejendomme, for hvilke der er udarbejdet og gennemført biotopplaner. Der foreligger ingen dokumentation for omfanget af markskader forvoldt af krage, men de må dog antages at være uden økonomisk betydning. Kragens prædation er dokumenteret i en række tilfælde, men effekten på byttedyrenes bestandsniveau og ynglesucces kendes ikke generelt.

Vurdering af gældende jagttid

Det vurderes, at kragebestanden på landsplan kan bære det aktuelle jagt- og reguleringstryk, og der er ikke konstateret trusler af betydning for bestandsstørrelsen (Fredshavn m.fl. 2019a).

Jagt formodes hovedsageligt at høste danske ynglefugle, og det er bemærkelsesværdigt, at der i de senere år er set en nedgang i vildtudbyttet parallelt med, at gråkragebestanden udviser en nedadgående tendens. Det er dog næppe jagten, der har forårsaget bestandsnedgangen. Dog kan jagten og reguleringen sandsynligvis have en begrænsende effekt på bestanden i lokale områder, hvis den drives intensivt og vedvarende. Der er ingen nylige undersøgelser af omfanget af jagt på sortkrage, og hvorvidt denne jagt kan påvirke den relativt lille bestand af sortkrager.