I Danmark forekommer både grå- og sortkrage. Gråkrage er almindelig overalt i landet, med størst tæthed på Sjælland og i Vesthimmerland og mindst tæthed i hele det vestlige og centrale Jylland samt Sønderjylland (Vikstrøm & Moshøj 2020). Sortkrage forekommer stort set kun i Sønderjylland, på Sydfyn og det Sydfynske Øhav samt på Lolland-Falster. Det sydlige Danmark udgør den nordlige del af sortkragens udbredelsesområde og sortkrage spreder sig langsomt mod nord (Vikstrøm & Moshøj 2020). Nogle gange betragtes grå- og sortkrage som to underarter af den samme art, f.eks. i det europæiske fugleatlas (Keller m.fl. 2020) og andre gange som separate arter, f.eks. i det danske fugleatlas (Vikstrøm & Moshøj 2020). Da vi ikke kender til forskelle i de to bestandes demografiske forhold (f.eks. ungeproduktion og overlevelse), vurderes det at være den bedste løsning at forvalte bestandene ens.
Den danske ynglebestand af krager, dvs. både grå- og sortkrage, har førhen udvist en signifikant fremgang i langtidstendensen siden 1976 (Moshøj m.fl. 2018).
Tendensen har dog ændret sig til en tilbagegang, hvilket ses af kortidstendensen for gråkrage, der i de seneste 10 år (2014-2023) har været i signifikant tilbagegang med gennemsnitligt -2,25 % per år, mens tendensen for denne periode er usikker for sortkrage, da den er meget mere fåtallig (Vikstrøm m.fl. 2023; Fig. 3.1.32.1A).
Bestandsstørrelsen blev i seneste Artikel 12-afrapportering opgjort til ca. 140.000 par krager, hvoraf kun få tusinde er sortkrager (Fredshavn m.fl. 2019b), men er nedjusteret med 10.000 par i udkastet til Artikel 12 (Fredshavn m.fl. 2025b). Tendensen for bestanden af gråkrage om vinteren i Danmark har været signifikant nedadgående i de seneste 10 år (-2,41 %/år i 2013/14 – 2022/23) (Vikstrøm m.fl. 2023). Antallet af gråkrager, der trækker ud fra Falsterbo i Sydsverige er aftaget markant; således er antallet i det seneste årti reduceret til cirka 5 % af, hvad det var i 1970’erne og cirka 20 % af, hvad det var ved årtusindeskiftet (Falsterbo Fågelstation 2025). Dette indikerer, at de krager, der i dag forekommer i Danmark i jagtsæsonen, stort set alle er danske ynglefugle.
Udbyttet af krage i Danmark toppede i 1970’erne med ca. 300.000 fugle pr. sæson (Asferg m.fl. 2016). I starten af 1980’erne skete der et markant fald i udbyttet, hvorefter udbyttet stabiliseredes på et niveau omkring 80.000 fugle årligt frem til midten af 2010’erne, hvorefter udbyttet faldt til cirka 50.000 fugle årligt (Fig. 3.1.32.1B). I perioden 1982-1994 var det forbudt at drive jagt på krager (og andre spurvefugle), men arten måtte reguleres i samme periode som før. Reguleringsperioden blev begrænset i 1994 (september-februar) og ændret til regulær jagttid (september-januar, der stadig er gældende) i 1995 (Asferg & Prang 1997).
Langtidstendensen (siden 1995/96) for udbyttet har vist en statistisk signifikant faldende tendens på -1,8 % i gennemsnit per år, hvilket skyldes et gradvist lavere udbytte siden omkring 2014. Korttidstendensen er derfor også markant faldende med en statistisk signifikant faldende tendens på -7,4 % i gennemsnit per år (2018/19 – 2023/24; Fig. 3.1.32.1B). I udbyttetallene indgår også krager nedlagt ved regulering.
De fleste krager nedlægges i de vestlige og centrale dele af Sjælland, mens færrest krager nedlægges i det vestlige Jylland og hovedstadsområdet (Fig. 3.1.32.2). Forskellene i udbytteniveauet afspejler generelt de reelle forskelle i bestandstætheden (se Vikstrøm & Moshøj 2020).
Kragebestanden søges mange steder reduceret med det formål at reducere kragernes prædation på æg og unger af især agerhøne, fasan og småfugle samt harekillinger. Naturstyrelsen kan give tilladelse til regulering af krage med skydevåben og fælder i perioden 1. feb. – 15. apr., hvor arten forvolder skade på markafgrøder eller den øvrige fauna, men det er ikke angivet nærmere, hvordan udtrykket ”forvolder skade” skal forstås. Derudover kan Naturstyrelsen hele året give tilladelse til at gråkrage og sortkrage, der optræder i flok i erhvervsmæssigt drevne gartnerier, frugtplantager og planteskoler og på marker med erhvervsmæssig produktion af grøntsager, må reguleres. Der foreligger ingen dokumentation for omfanget af markskader forvoldt af krage, men de må dog antages at være uden større økonomisk betydning. Kragens prædation er dokumenteret i en række tilfælde, men effekten på byttedyrenes bestandsniveau og ynglesucces kendes ikke.
Det vurderes, at kragebestanden på landsplan kan bære det aktuelle jagt- og reguleringstryk, og der er ikke konstateret nogle trusler af betydning for bestandsstørrelsen (Fredshavn m.fl. 2025b).
Jagt formodes hovedsageligt at høste af danske ynglefugle, og det er bemærkelsesværdigt, at der i de senere år er set en nedgang i vildtudbyttet parallelt med, at gråkragebestanden udviser en nedadgående tendens. Det er dog næppe jagten, der har forårsaget bestandsnedgangen. Dog kan jagten og reguleringen sandsynligvis have en begrænsende effekt på bestanden i lokale områder, hvis den drives intensivt og vedvarende. Der er ingen nylige undersøgelser af omfanget af jagt på sortkrage, og hvorvidt denne jagt kan påvirke den relativt lille bestand af sortkrager.
