Siden 2014/15 har der ikke været en generel jagttid på sædgås i Danmark, men blot en lokal jagttid i Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner, hvilket skal ses i sammenhæng med den internationale forvaltning af tajgasædgås og dertil hørende aftaler om størrelsen af jagtudbyttet i de forskellige lande. Den oplyste jagt på fredede sædgæs i Nordjylland er problematisk.

Før denne jagttidsændring fluktuerede jagtudbyttet af sædgæs omkring 1000 fugle, dog med et højere antal i enkelte år, hvor gæssene forlængede deres træk sydpå til Danmark i perioder med kulde i Sydskandinavien, (Fig. 3.1.5.1). Siden da er jagtudbyttet aftaget til 500-700 i de senere år.

Fordelingen imellem de to underarter er ukendt, og det estimerede udbytte af sædgæs er behæftet med betydelig usikkerhed på grund af det begrænsede antal vinger, der indsendes af arten. De fleste sædgæs nedlægges i den sydøstlige del af landet, hvilket er forventeligt, da det er det eneste sted, de må jages (Fig. 3.1.5.2). Til trods herfor blev ca. halvdelen af det (foreløbige) samlede udbytte på 477 nedlagte sædgæs i 2019/20 indrapporteret fra områder, som ligger uden for de tre kommuner med jagttid. Dette kan skyldes tre ting: 1) at jægere fra andre kommuner har nedlagt sædgæs i Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner, men har indrapporteret dem fra deres hjemkommune, 2) at der fortsat (og ulovligt) nedlægges en del sædgæs i andre egne af Danmark, inklusive Nordjylland, hvor den lille vestlige bestand overvintrer, og 3) at gæssene rap-porteres som forkert art, enten pga. fejl i artsbestemmelsen eller som følge af indtastningsfejl. Jf. sidstnævnte har Christensen m.fl. (2017) vist, at unge sædgæs oftest forveksles med unge blisgæs. Det er dog påfaldende, at sædgås også rapporteres fra områder med store forekomster af kortnæbbede gæs, hvilket kunne indikere, at der også sker forveksling med denne art.

Vurderet på baggrund af et noget spinkelt materiale i vingeundersøgelsen (n=42 i de seneste to sæsoner), ser det ud til, at jagten på sædgås er rykket frem i tid. Mens der var en generel jagtsæson, var den største andel af udbyttet i december, mens 58 % siden 2014/15 har været i anden halvdel af november (Fig. 3.1.5.3).

Sædgås er ikke truet på verdensplan (BirdLife International 2015). Tajgasædgås er listet i kategori A3c* og tundrasædgås i kategori C1 under vandfugleaftalen (AEWA 2018). Klassificeringen af tajgasædgås betyder, at der kun kan foregå jagt på bestanden, såfremt det sker i regi af et internationalt aftalt adaptivt jagtkoncept. På baggrund af den internationale forvaltningsplan (Marjakangas m.fl. 2015) indsamles og rapporteres der nu årlige data på både antallet af fugle og ungeproduktion samt på det årlige jagtudbytte i de forskellige lande, senest rapporteret i Heldbjerg m.fl. (2020b). Dette sker dog primært for den centrale MU af tajgasædgæs. For at hjælpe bestanden op på et højere niveau er det aftalt at begrænse jagten i Finland, Sverige og Danmark til maksimalt 3 % af det totale antal adulte fugle. I Finland er et tidligere 3-årigt jagtstop på sædgås siden 2017 ændret til genoptagelse af en meget begrænset jagt og kun i områder, hvor der fortrinsvis er tundrasædgæs, og der foregår således fortsat stort set ingen jagt på tajgasædgæs i Finland. Bestanden har været i kraftig vækst siden 2014 sammenfaldende med et skarpt fald i jagtudbyttet (Johnson m.fl. 2020a).

På baggrund af data er det ikke muligt at vurdere, om der foregår ulovlig jagt på sædgæs i Danmark, eller om den registrerede jagt uden for det tilladte område skyldes forveksling eller fejl i indrapporteringen. Det er heller ikke muligt at vurdere effekten på bestanden af tajgasædgås af den ulovlige jagt. En del af de ulovligt nedlagte sædgæs er givetvis tundrasædgæs, men det er usikkert, i hvilket omfang tallene afspejler fejlrapporteringer, fejlbestemmelser eller ulovlig jagt. Hvis der nedlægges fredede fugle, er det problematisk. Det kan meget vel være tilfældet med gæs, der er nedlagt i Nordjylland, idet de sandsynligvis overvejende er fra den lille vestlige delbestand. Der indsamles desværre for få vinger af sædgæs til at belyse den geografiske fordeling af, hvor arten nedlægges i landet.

Det er derfor af afgørende betydning at involvere og uddanne de danske jægere. I de senere år har der været fokus på at lave materiale (artikler og foldere, også oversat til dansk), der fortæller om problematikken om flere arter og flere delbestande samt om, hvordan man adskiller de to underarter af sædgæs (f.eks. Sørensen & Heldbjerg 2019; AEWA EGMP 2020). Baggrunden for dette initiativ er at sikre, at der kun jages jagtbare gæs, og at indsamle data på, hvor og hvornår de forskellige underarter jages.

Underarten kan bestemmes på hovedet, så derfor opfordres sædgåsejægere til at indsende disse til de danske vingeundersøgelser (ved Aarhus Universitet), hvilket er nærmere beskrevet af Christensen m.fl. (2019). Desuden ønskes vinger ligeledes indsendt, så man kan få en større viden om aldersfordelingen på de skudte gæs.

Det er DCE’s vurdering, at den gældende jagttid og den geografiske begrænsning (hvis disse overholdes) er tilstrækkelig til at sikre mod en væsentlig afskydning af tajgasædgæs. Den fortsatte indrapportering af nedlagte sædgæs i egne af Danmark, hvor arten ikke har jagttid, bør imidlertid adresseres og undersøges nærmere. I fald disse tal er reelle, forekommer der ulovlig jagt, som potentielt kan betyde, at der skydes tajgasædgæs fra den lille vestlige delbestand i det nordlige Jylland. En eventuel justering af jagttiden bør fremover følge anbefalingerne fra arbejdsgruppen for den internationale forvaltningsplan, hvor jagtens bæredygtighed løbende vil blive vurderet.