Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Sædgås

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Den rastende bestand af sædgås i Danmark består af de to underarter, tajgasædgås (Anser fabalis fabalis) og tundrasædgås (A.f. rossicus). I visse sammenhænge anses disse som to arter, men her betragter vi dem som to underarter af samme art, sædgås.

Forekomst, jagtudbytte og forvaltning i Danmark er særdeles kompleks, hvilket skyldes: i) forekomsten af de to underarter, der er svære at adskille og stort set umulige at adskille under udøvelse af jagt, ii) at den ene underart (tajga) har været i tilbagegang, og den anden (tundra) har været stigende (Fox & Leafloor 2018), iii) at tajgasædgås forekommer i en række delbestande med forskellig status, og iv) at den relative fordeling i jagtudbyttet af de to underarter er ukendt.

Det samlede antal af sædgæs i Danmark om vinteren er meget varierende (Fig. 3.1.5.1). Førhen var stort set alle sædgæs i landet af underarten tajgasædgås, mens tundrasædgås var en meget sjælden gæst. Siden ca. 2005 har antallet af tundrasædgæs dog været stigende i Danmark.

I de senere år har der været megen fokus på tajgasædgås, idet der er udarbejdet en international forvaltningsplan i regi af vandfugleaftalen (AEWA) (Marjakangas m.fl. 2015). Her forvaltes tajgasædgås som fire delbestande (benævnes management units (MU)), hvoraf tre forekommer i Nordeuropa om vinteren (bestandene er ikke helt isolerede fra hinanden):

  1. Den vestlige MU, som er en lille bestand, der yngler i Sverige/Norge og trækker til Nordvestjylland og Storbritannien for at overvintre.
  2. Den centrale MU, som yngler i Nordrusland, Finland og Nordsverige og overvintrer i Sverige, Nordøstjylland, Sydøstdanmark og Nordtyskland.
  3. To østlige MUs med yngleområder i Sibirien og overvintringsområder i dels det vestlige Polen/den østlige del af Nordtyskland, dels i grænseområdet mellem Kazakhstan, Kirgisien og Kina; bestandenes status er usikre, men de er truet og i tilbagegang. Ingen af disse er dog relevante for Danmark.

Den vestlige bestand i Nordjylland har været særfredet siden 1994, dels begrundet med faldende antal i denne del af landet, dels fordi det er en lille og selvstændig delbestand. I vinteren 2019/20 udgjorde den danske vinterforekomst på 1.170 fugle majoriteten af de 1.384 optalte sædgæs i hele delbestanden (Heldbjerg m.fl. 2020b), og denne delbestand er således betydeligt under den internationalt aftalte målsætning på 4.000 fugle (Marjakangas m.fl. 2015).

Den primære bestand i Danmark er en del af den centrale delbestand, hvor hovedparten opholder sig i Sverige. Denne delbestand udviser nu en stigende tendens. Vinterbestanden blev i 1990’erne anslået til 100.000 individer, men blot 63.000 i 2009 (Marjakangas m.fl. 2015). Det seneste estimat er på 68.400 i januar 2020, hvilket indikerer en fremgang igen (Johnson m.fl. 2020a). Estimaterne er baseret på data fra henholdsvis forår og efterår, hvor stort set alle gæssene er i Sverige, da et ukendt og varierende antal opholder sig i Tyskland under midvintertællingen, og herfra er der ikke tilgængelige data.

Sammenlagt er der sket et gradvist fald i antallet af overvintrende tajgasædgæs i Danmark over de seneste årtier (Fig. 3.1.5.1), hvilket sandsynligvis kompenseres af et stigende antal i Sverige (Nilsson & Kampe-Persson (2020).

Bestanden af tundrasædgæs kommer fra yngleområder i arktisk Rusland og overvintrer i Tyskland, Holland og Belgien. De fleste tundrasædgæs forekommer på Øerne og især på Lolland og Falster, der er de eneste steder i landet, hvorfra der regelmæssigt indrapporteres hundredevis og ind imellem tusindvis af tundrasædgæs. Tidligere analyser har vist, at der primært forekom tundrasædgæs i Sydøstdanmark om efteråret, hvorimod der i vinterperioden sker en opblanding med tajgasædgæs, som kommer fra Sydsverige, især i kolde vintre (se Christensen m.fl. 2014). Antallet af tundrasædgæs har varieret betydeligt mellem årene i det seneste årti. Maksimum-forekomsten i de store år er ca. 4.500 om vinteren, men i visse vintre er tallet betydeligt mindre, hvilket formodentlig skyldes, at fuglene i stedet opholder sig syd for Østersøen.

Arten er senest vurderet ved jagttidsrevisionen for 2022

Jagten i Danmark

Siden 2014/15 har der ikke været en generel jagttid på sædgås i Danmark, men blot en lokal jagttid i Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner, hvilket skal ses i sammenhæng med den internationale forvaltning af tajgasædgås og dertil hørende aftaler om størrelsen af jagtudbyttet i de forskellige lande. Den oplyste jagt på fredede sædgæs i Nordjylland er problematisk.

Før denne jagttidsændring fluktuerede jagtudbyttet af sædgæs omkring 1000 fugle, dog med et højere antal i enkelte år, hvor gæssene forlængede deres træk sydpå til Danmark i perioder med kulde i Sydskandinavien, (Fig. 3.1.5.1). Siden da er jagtudbyttet aftaget til 500-700 i de senere år.

Fordelingen imellem de to underarter er ukendt, og det estimerede udbytte af sædgæs er behæftet med betydelig usikkerhed på grund af det begrænsede antal vinger, der indsendes af arten. De fleste sædgæs nedlægges i den sydøstlige del af landet, hvilket er forventeligt, da det er det eneste sted, de må jages (Fig. 3.1.5.2). Til trods herfor blev ca. halvdelen af det (foreløbige) samlede udbytte på 477 nedlagte sædgæs i 2019/20 indrapporteret fra områder, som ligger uden for de tre kommuner med jagttid. Dette kan skyldes tre ting: 1) at jægere fra andre kommuner har nedlagt sædgæs i Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner, men har indrapporteret dem fra deres hjemkommune, 2) at der fortsat (og ulovligt) nedlægges en del sædgæs i andre egne af Danmark, inklusive Nordjylland, hvor den lille vestlige bestand overvintrer, og 3) at gæssene rap-porteres som forkert art, enten pga. fejl i artsbestemmelsen eller som følge af indtastningsfejl. Jf. sidstnævnte har Christensen m.fl. (2017) vist, at unge sædgæs oftest forveksles med unge blisgæs. Det er dog påfaldende, at sædgås også rapporteres fra områder med store forekomster af kortnæbbede gæs, hvilket kunne indikere, at der også sker forveksling med denne art.

Vurderet på baggrund af et noget spinkelt materiale i vingeundersøgelsen (n=42 i de seneste to sæsoner), ser det ud til, at jagten på sædgås er rykket frem i tid. Mens der var en generel jagtsæson, var den største andel af udbyttet i december, mens 58 % siden 2014/15 har været i anden halvdel af november (Fig. 3.1.5.3).

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Sædgås er ikke truet på verdensplan (BirdLife International 2015). Tajgasædgås er listet i kategori A3c* og tundrasædgås i kategori C1 under vandfugleaftalen (AEWA 2018). Klassificeringen af tajgasædgås betyder, at der kun kan foregå jagt på bestanden, såfremt det sker i regi af et internationalt aftalt adaptivt jagtkoncept. På baggrund af den internationale forvaltningsplan (Marjakangas m.fl. 2015) indsamles og rapporteres der nu årlige data på både antallet af fugle og ungeproduktion samt på det årlige jagtudbytte i de forskellige lande, senest rapporteret i Heldbjerg m.fl. (2020b). Dette sker dog primært for den centrale MU af tajgasædgæs. For at hjælpe bestanden op på et højere niveau er det aftalt at begrænse jagten i Finland, Sverige og Danmark til maksimalt 3 % af det totale antal adulte fugle. I Finland er et tidligere 3-årigt jagtstop på sædgås siden 2017 ændret til genoptagelse af en meget begrænset jagt og kun i områder, hvor der fortrinsvis er tundrasædgæs, og der foregår således fortsat stort set ingen jagt på tajgasædgæs i Finland. Bestanden har været i kraftig vækst siden 2014 sammenfaldende med et skarpt fald i jagtudbyttet (Johnson m.fl. 2020a).

På baggrund af data er det ikke muligt at vurdere, om der foregår ulovlig jagt på sædgæs i Danmark, eller om den registrerede jagt uden for det tilladte område skyldes forveksling eller fejl i indrapporteringen. Det er heller ikke muligt at vurdere effekten på bestanden af tajgasædgås af den ulovlige jagt. En del af de ulovligt nedlagte sædgæs er givetvis tundrasædgæs, men det er usikkert, i hvilket omfang tallene afspejler fejlrapporteringer, fejlbestemmelser eller ulovlig jagt. Hvis der nedlægges fredede fugle, er det problematisk. Det kan meget vel være tilfældet med gæs, der er nedlagt i Nordjylland, idet de sandsynligvis overvejende er fra den lille vestlige delbestand. Der indsamles desværre for få vinger af sædgæs til at belyse den geografiske fordeling af, hvor arten nedlægges i landet.

Det er derfor af afgørende betydning at involvere og uddanne de danske jægere. I de senere år har der været fokus på at lave materiale (artikler og foldere, også oversat til dansk), der fortæller om problematikken om flere arter og flere delbestande samt om, hvordan man adskiller de to underarter af sædgæs (f.eks. Sørensen & Heldbjerg 2019; AEWA EGMP 2020). Baggrunden for dette initiativ er at sikre, at der kun jages jagtbare gæs, og at indsamle data på, hvor og hvornår de forskellige underarter jages.

Underarten kan bestemmes på hovedet, så derfor opfordres sædgåsejægere til at indsende disse til de danske vingeundersøgelser (ved Aarhus Universitet), hvilket er nærmere beskrevet af Christensen m.fl. (2019). Desuden ønskes vinger ligeledes indsendt, så man kan få en større viden om aldersfordelingen på de skudte gæs.

Vurdering af gældende jagttid

Det er DCE’s vurdering, at den gældende jagttid og den geografiske begrænsning (hvis disse overholdes) er tilstrækkelig til at sikre mod en væsentlig afskydning af tajgasædgæs. Den fortsatte indrapportering af nedlagte sædgæs i egne af Danmark, hvor arten ikke har jagttid, bør imidlertid adresseres og undersøges nærmere. I fald disse tal er reelle, forekommer der ulovlig jagt, som potentielt kan betyde, at der skydes tajgasædgæs fra den lille vestlige delbestand i det nordlige Jylland. En eventuel justering af jagttiden bør fremover følge anbefalingerne fra arbejdsgruppen for den internationale forvaltningsplan, hvor jagtens bæredygtighed løbende vil blive vurderet.