Tundrasædgås yngler hovedsageligt i lavarktiske områder i det nordlige Rusland og vestlige Sibirien, men har i de senere år også ynglet i det nordlige Skandinavien (Heinicke 2010, Nielsen m.fl. 2024). Arten overvintrer i Nordvesteuropa, primært Holland og Tyskland, samt i Sydøsteuropa. I Danmark forekommer tundrasædgås primært i den sydlige del af landet, hvor arten fouragerer på høstede marker eller i inddæmmede områder. Antallet af overvintrende tundrasædgæs i Danmark varierer meget (Fig. 3.1.9.1A), og forekomsten er i nogen grad vejrafhængig.
Førhen udgjorde tajgasædgås størstedelen af de danske sædgæs, mens tundrasædgås var en mere sjælden gæst, men siden 2005 er antallet af tundrasædgæs steget i Danmark, og større antal optræder nu som træk- og vintergæster på bl.a. Lolland-Falster og Møn. Maksimum-forekomsten er omkring 5.000 fugle registreret under midvintertællingerne i januar. På flywayniveau har bestanden længe været stabil til stigende (Fox & Leafloor 2018), men ifølge de nyeste analyser har bestanden over en længere periode på tre generationer og de seneste 10 år været faldende (Wetlands International 2025a, 2025b). Bestandsudviklingen fremgår af Fig. 3.1.9.2.
Sædgås har siden 2014/15 kun været jagtbar i Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommuner i perioden 1. september til 30. november. Før denne jagttidsændring, som blev introduceret for at beskytte tajgasædgåsen, fluktuerede jagtudbyttet af sædgæs omkring 1000 fugle. Efterfølgende er jagtudbyttet aftaget og har siden 2018 ikke oversteget 600 fugle pr. sæson (Fig. 3.1.9.1B). Fordelingen imellem de to (under)arter er imidlertid ukendt, og både tajga- og tundrasædgæs indgår dermed i det samlede antal nedlagte fugle.
I overensstemmelse med den geografiske begrænsning af jagttiden nedlægges langt de fleste sædgæs i den sydøstlige del af landet (Fig. 3.1.9.3). Mere end 85 % af sædgæssene nedlægges nu i november måned, svarende til overlappet mellem gæssenes tilstedeværelse i Danmark og gældende jagttid. Før jagttiden blev begrænset til perioden 1. september til 30. november blev den største del af udbyttet nedlagt i december (Fig. 3.1.9.4).
Vurderet på baggrund af et noget spinkelt materiale i vingeundersøgelsen (n=42 i de seneste to sæsoner), ser det ud til, at jagten på sædgås er rykket frem i tid. Mens der var en generel jagtsæson, var den største andel af udbyttet i december, mens 58 % siden 2014/15 har været i anden halvdel af november (Fig. 3.1.5.3).
Sædgås behandles kun som art i de internationale rødlister, hvor den både i den globale og europæiske liste er angivet som Livskraftig (LC) (IUCN 2025). Den nationale trækbestand af tundrasædgås er kategoriseret som Livskraftig (Moeslund m.fl. 2023). Derudover er tundrasædgås aktuelt listet i kategori C1 under Vandfugleaftalen (AEWA 2023), men foreslås oplistet til kategorierne B2c og B2e ved den kommende revision (Wetlands International 2025b), dette med henvisninger til de estimerede tilbagegange i bestanden både over tre generationer og i den kortere 10-årige periode. Disse oplistninger til de to B-kategorier har ikke betydning for muligheden for at drive jagt, men det skal sikres, at jagten er bæredygtig. Der er dog endnu ikke identificeret væsentlige forvaltningsmæssige problemstillinger for tundrasædgås.
På grund af den store lighed mellem tajga-og tundrasædgæs vil forvaltningsmæssige problemstillinger for tajgasædgås dog også i et vist omfang påvirke forvaltningen af tundrasædgås i Danmark. Ved fremtidige ændringer i jagttiden bør fordelingen mellem tajga- og tundrasædgæs i udbyttet undersøges nøje (se Christensen m.fl. 2019, Sørensen & Heldbjerg 2019), ikke mindst af hensyn til det internationale forvaltningssamarbejde omkring tajgasædgås. De senere år har jægerne desuden kun indsendt i gennemsnit 21 vinger af sædgås pr. sæson, hvilket er et spinkelt grundlag at vurdere såvel aldersfordelingen som den tidsmæssige (og til dels den geografiske) fordeling af udbyttet på.
Både tajga-og tundrasædgås kan desuden forveksles med kortnæbbet gås under jagt. Dette kan især være problematisk i det nordvestlige Jylland, hvor den lille vestlige bestand af tajgasædgæs kan optræde i områder sammen med kortnæbbede gæs.
De senere års fald i udbyttet afspejler, at tundrasædgæssene normalt først ankommer til Danmark hen mod jagttidens afslutning og dermed kun udsættes for jagtlig udnyttelse i en begrænset periode. Den aktuelle jagttid, som er begrænset i både tid og rum, for i størst muligt omfang at undgå afskydning af tajgasædgæs, vurderes således også at nedsætte jagttrykket på tundrasædgås, og jagten i Danmark påvirker næppe bestanden i nævneværdigt omfang.
