Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.
Fasanen, der oprindeligt stammer fra Asien og således ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, forekommer i alle dele af landet (Grell 1998). Den seneste vurdering af den fritlevende ynglebestand af fasan i Danmark er på min. 110.000 par (Pihl & Fredshavn 2015), hvilket er et markant fald i forhold til Grells (1998) vurdering på 280.000 par fra midten af 1980’erne. Udviklingen i DOF’s ynglefugleindeks for fasan viser en tilbagegang fra 1976 og til omkring 2000. Derefter har der været en stabilisering, dog med svingninger i de senere år (fald i bestanden på 0,95 %/år fra 1976 til 2015; Nyegaard m.fl. 2015). Modsat er der en positiv udvikling i vinterfugleindekset (stigning i bestanden på 0,92 %/år fra 1975/76 til 2014/15; dette indeks er dog behæftet med større usikkerhed end yngleindekset; Nyegaard m.fl. 2015). Udviklingen i både antallet af ynglefugle og vinterfugle er givetvis påvirket af spredning og overlevelse blandt de op mod 1.000.000 fasaner, der årligt udsættes med henblik på jagt (Vildtforvaltningsrådet 2006). Det er derfor vanskeligt at vurdere den reelle bestandsudvikling for arten.
Udviklingen i jagtudbyttet af fasaner er steget fra knapt 400.000 fasaner i 1940 til over 800.000 i 1990. I slutningen af 1990’erne faldt udbyttet til omkring 750.000 fugle årligt, og er siden blevet på dette niveau. Udbyttet har således været stabilt de sidste 20 år. Flest fugle nedlægges på Sjælland og Fyn og færre i Østjylland, hvilket givetvis afspejler geografiske forskelle i omfanget af udsætninger.
Med henblik på at forbedre vilkårene generelt for den vilde fauna, herunder også den vildtlevende bestand af fasan, blev der i 2010 indført regler om, at udsætning af et større antal fasaner på ejendomsniveau (2-7 fasaner/ha), medfører krav om udarbejdelse af en biotopplan (BEK nr. 270 af 11/03/2014, revideret). Opfølgende undersøgelser på 12 tilfældigt udvalgte ud af de henved 260 ejendomme, som er tilmeldt ordningen, viser, at naturindholdet generelt er øget i de gennemførte biotoptiltag, men effekten på ejendomsniveau kendes ikke (Wind & Berthelsen 2013). Vildtudbyttet viser ingen ændringer på landsplan i forhold til de nye regler for udsætning, hvilket næppe heller kunne forventes.
Jagtens indflydelse på den vildtlevende bestand af fasaner kan ikke vurderes på grund af det betydelige antal fugle, der udsættes årligt, og som vurderes at bidrage med op mod halvdelen af jagtudbyttet (Vildtforvaltningsrådet 2006, Noer m.fl. 2009). Uden en differentiering mellem vilde og udsatte fasaner er det tilsvarende ikke muligt at vurdere, om jagten er bæredygtig.
Naturstyrelsen har anmodet DCE om at vurdere, om det er muligt at udvide jagttiden for fasanhøner med en måned (januar).
Det kan konstateres, at udbyttet af fasan gennem de seneste årtier har ligget på et stabilt, højt niveau på mere end 600.000 fugle årligt. På trods af at ynglebestanden er faldet siden 1990’erne, er der dog fortsat tale om en relativt stor bestand. Det er uvist, hvor stor en del af udbyttet, der stammer fra den vilde bestand, men udsatte fasaner udgør fortsat en betydelig del af det samlede udbytte. Det er DCE's vurdering, at en udvidelse af jagttiden på høner med en måned (januar) kan være kritisk i områder, hvor der udelukkende forekommer vilde fasaner.
