Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.
Vildsvinet er oprindeligt hjemmehørende i Danmark. Det sidste vildsvin i den oprindelige, fritstående bestand blev skudt i Jylland i 1801 (Hald-Mortensen 2007). Gennem de seneste 150 år har vildsvin i varierende antal fra mindre end 10 til langt over 100 dyr været holdt i dyrehaver og indhegninger over det meste af landet. Undslupne dyr fra de indhegnede bestande træffes med jævne mellemrum på den frie vildtbane. Ligeledes er der med stigende hyppighed gennem de seneste par årtier vandret vildsvin ind fra den kraftigt voksende bestand i Tyskland. Vildsvinet har nu ”etableret sig fast i det nordlige Slesvig-Holsten op mod den danske grænse og indtaget nye levesteder” (Holländer 2015). Det er svært at få et dækkende billede såvel af indvandringens omfang som af forekomst og udbredelse, fordi meningerne for og imod vildsvin i Danmark er så polariserede, som tilfældet er: De fleste jægere og andre naturinteresserede ser positivt på vildsvinets tilbagekomst som et oprindeligt faunaelement med mulighed for jagt, observation og berigelse af biodiversiteten, mens de fleste landmænd, især svineavlere, ser negativt på vildsvinet på grund af risikoen for overførsel af smitte fra vildsvin til tamsvin samt omfattende markskader.
Det er politisk besluttet, at vildsvinet ikke skal have lov til at genetablere fritstående bestande, og midlerne til at forhindre det er dels en mulighed for at regulere året rundt, dels det såkaldte ”nedskydningspåbud” fra 1996, som giver Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning mulighed for at påbyde – eller selv forestå – nedskydning af vildsvin på den frie vildtbane.
På grund af vildsvinets kontroversielle status er det svært at få et sikkert billede af antallet af dyr på den frie vildtbane, og dermed er det umuligt at vurdere, hvor stor den årlige indvandring af dyr fra Tyskland er. Det vides derfor ikke, hvor tæt vi er på et punkt, hvor den fritlevende bestand er så veletableret, at den begynder at vokse eksponentielt. I Sverige, hvor den fritlevende bestand blev vurderet til ca. 100 dyr i begyndelsen af 1980’erne, voksede bestanden i perioden 1990-2007 med en hastighed svarende til en fordobling hvert 5-6 år (Madsen m.fl. 2010). I 2008 var jagtudbyttet ca. 49.000. I 2010 blev bestanden vurderet til ca. 150.000, og hvis dette estimat er korrekt, svarer det til en bestandsfordobling lidt hurtigere end hvert tredje år.
Den seneste vurdering af vildsvinets forekomst og udbredelsespotentiale i Danmark baserer sig på analyse og modellering af 195 observationer af vildsvin, heraf 16 observationer af ynglende søer, fra perioden 2008-2013 (Jordt m.fl. 2016). Undersøgelsen konkluderer, at der findes fritlevende vildsvin i Danmark med den største koncentration i det sydøstlige Jylland tæt på den dansk-tyske grænse, men det er usikkert, om der er tale om en etableret bestand. Ifølge modelberegninger vil vildsvin, der vandrer ind fra Tyskland, højst sandsynligt stadig være begrænset til det sydlige Jylland 25 år efter indvandringen, fordi der er dårlig sammenhæng mellem de foretrukne vildsvinehabitater i landsdelen. Modellen viser endvidere, at det vil være vildsvin, der slipper ud af indhegninger beliggende i områder med potentielle ynglehabitater, der vil blive afgørende for, hvor hurtigt etableringsfasen vil komme til at forløbe, medmindre der sker forvaltningsmæssige indgreb.
Det årlige jagtudbytte i Slesvig-Holsten er steget fra knap 2.000 i 1970'erne til godt 12.000 i årene 2010-2013 (Holländer 2015).
Vildsvinet er først kommet med på vildudbytteindberetningerne fra og med jagtsæsonen 2011/12. Det årlige udbytte har ligget på 200-300, men på grund af forskellige former for fejlregistrering ser kun en mindre del af udbyttet, ca. 14 % i 2011/12, ud til at stamme fra den frie vildtbane (Asferg 2012). Hvis indberetningerne fra de efterfølgende sæsoner er behæftet med fejl i samme omfang som dem fra sæsonen 2011/12, ligger det reelle antal vildsvin nedlagt på den frie vildtbane formentlig mellem 25 og 50 dyr om året.
Så længe forvaltningsmålsætningen er at forhindre vildsvinet i at etablere en egentlig fritlevende bestand synes det at være tilstrækkeligt at opretholde og håndhæve nedskydningspåbuddet. Men da vi ikke kender den faktiske størrelse og fordeling af bestanden af fritlevende dyr eller omfanget af den nuværende indvandring, kunne det måske være en fornuftig proaktiv foranstaltning at iværksætte en mere systematisk overvågning og gøre sig nogle overvejelser om, hvilke forvaltningsmæssige tiltag, der eventuelt kan komme på tale i forhold til forskellige fremtidsscenarier.
Der foreligger ikke tilstrækkeligt præcise data for bestand og afskydning til at kunne vurdere jagtens bæredygtighed. Et krav om bæredygtighed ville i øvrigt være i modstrid med den aktuelle forvaltningsmålsætning.
