Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.
Grævlingen forekommer i hele landet bortset fra en del større øer, f.eks. Bornholm, Læsø, Anholt, Samsø og Fanø samt de fleste mindre øer (Madsen m.fl. 2007). Grævlingens udbredelse er ikke undersøgt siden kortlægningen i forbindelse med Dansk Pattedyratlas i 2000-2003, og der foreligger heller ikke ny viden siden jagttidsrevisionen i 2018 (Asferg m.fl. 2016) i forhold til grævlingens aktuelle status, bestandens tæthed og udvikling.
Udviklingen i bestanden kunne vurderes på baggrund af vildtudbyttestatistikken frem til 1994, hvor grævlingen blev totalfredet. På landsplan så bestanden ud til at have været jævnt aftagende fra 1941 til omkring 1980. Årsagen til tilbagegangen på dette tidspunkt kendes ikke med sikkerhed, men der har sandsynligvis været tale om en blanding af jagtlig efterstræbelse og en reduktion af arealerne med grævlingens foretrukne fourageringsbiotoper, som er græssede arealer med forholdsvis kort græs, hvor grævlingen finder hovedparten af sit vigtigste fødeemne, regnorm (Roper 2010).
Grævlingebestanden blev næsten helt udryddet i Sønderjylland i forbindelse med rabiesbekæmpelsen i perioderne 1964-1974 og 1978-1982 og de deraf afledte gasningskampagner frem til begyndelsen af 1980’erne. Sygdomsudbrud, f.eks. hvalpesyge, fører med mellemrum til reduktioner i lokale bestande. Der er dog ikke i 2019 indleveret grævlinger til DTU, Center for Diagnostik, med forekomst af hvalpesyge (Jensen m.fl. 2019).
Jagtudbyttet af grævling er registreret i vildtudbyttestatistikken indtil totalfredningen i 1994. Fra 1941 til 1980 faldt det årlige udbytte fra ca. 3.500 til et niveau omkring 1.500, hvor det blev liggende indtil 1990, hvorefter det faldt yderligere frem mod totalfredningen i 1994 (Madsen m.fl. 2007). Der er p.t. ingen generelle reguleringsmuligheder.
Grævlingen præderer kun i meget begrænset omfang på jagtbare vildtarter. I den seneste danske undersøgelse af grævlingens fødevalg var der fugle og æg i 20 % af dyrene fra sommerperioden og for hele året i 9 % af dyrene (Madsen m.fl. 2002). Ingen af fuglene var hønsefugle, dvs. der blev ikke fundet agerhøns, fasaner eller tamhøns. De største pattedyr, der blev fundet i føden, var pindsvin og muldvarp. Grævlingen kan gøre skade i f.eks. majs- og kornmarker (Roper 2010), men økonomisk vurderes det ikke at være et problem.
Siden totalfredningen i 1994 er trafikintensiteten på vejnettet steget med næsten 50 % (www.vd.dk), og det vurderes, at biltrafikken i dag er blevet en stadig vigtigere dødelighedsfaktor. Blandt 309 grævlinger indleveret til Aarhus Universitet, Institut for Bioscience (AU), i perioden 1993-2015 var 86 % trafikdræbte. Den årlige variation i antallet af indleverede grævlinger til AU kan dog ikke betragtes som indikator for bestandssvingninger, da den formentlig blot afspejler indsamlingsindsatsen. Den mest langsigtede løsning med hensyn til at nedsætte antallet af trafikdræbte grævlinger og sikre forbindelse mellem delbestande i vore fragmenterede landskaber vil være at indarbejde faunapassager i nye og ældre vejanlæg. For at sikre grævlingebestanden skal forvaltningen desuden sikre, at der produceres et overskud, så bestanden kan ’bære’ trafikdrabene, og at andre dødelighedsfaktorer forårsaget af mennesker begrænses mest muligt. Nævnes bør det også, at der kan være forvekslingsmuligheder i forbindelse med gravjagt på ræv og bekæmpelse af mårhund.
Grævlingen er senest rødlistevurderet i 2019 i Danmark og er her vurderet til at være Livskraftig (LC) (Elmeros m.fl. 2019). På den globale rødliste angives vurderingen ligeledes til at være Livskraftig (LC), og bestandsudviklingen vurderes til at være stabil (Kranz m.fl. 2016). På den europæiske rødliste er vurderingen ligeledes angivet som Livskraftig (LC) (Temple & Terry 2007).
Grundet manglende overvågning af arten findes der ingen oplysninger om aktuelle udviklingstendenser i den samlede bestand. Efter totalfredningen i 1994 er der optalt aktive grave i udvalgte områder, f.eks. Fussingø ved Randers, hvor forekomsten af grave registreret i perioden 1975-1996 har været stigende (Elmeros m.fl. 1999). Antallet af aktive hovedgrave i Fussingø-skovene synes efterfølgende at være faldende (M. Elmeros, pers. medd.) Andre undersøgelser viser, at grævlingen har været trængt i en række skove med stor og hyppig publikumsaktivitet (Aaris-Sørensen 1987). I Grib Skov i Nordsjælland (60 km2) er antallet af beboede grævlinge-grave blevet fulgt de sidste 25 år og øget fra blot ni i 1992 til 23 i 2020 (Aaris-Sørensen 2003; Aaris-Sørensen 2017; Aaris-Sørensen pers. medd.), og de sidste 15 år har antallet af grave ligget stabilt på mellem 23 og 25. På grund af det manglende kendskab til bestandens udvikling og status er det ikke muligt at vurdere, om bestanden eventuelt vil kunne bære en afskydning.
