Spættet sæl er almindeligt forekommende i de fleste danske farvande med undtagelse af farvandene omkring Bornholm. Syd for Fyn og i Lillebælt er den spættede sæl ved at vende tilbage efter mere end 100 år (Galatius m.fl. 2024a) (Fig. 3.2.1.1). Den er afhængig af uforstyrrede landgangspladser, som den benytter året rundt til hvile, samt til reproduktion og pelsskifte. I maj-juli føder hovedparten af de kønsmodne hunner en unge på land, som dier i ca. tre uger. Genetiske undersøgelser og satellitmærkninger tyder på, at spættet sæl er meget stedfast og primært holder sig til den lokalitet, hvor den er født (Dietz m.fl. 2013, Olsen m.fl. 2014). Parring foregår når ungen er fravænnet efter 3-4 uger og pelsskifte foregår i august, hvor den største andel af sælerne ligger på land. Satellitmærkninger har vist, at de spættede sæler i den centrale del af Limfjorden har den mindste udbredelse, hvor mange sæler kun svømmer 10-20 km væk for at søge føde. I den vestlige Østersø søger de føde i en radius af ca. 50 km, mens sælerne i Kattegat udnytter et større område, og sæler fra Vadehavet og den vestligste Limfjord udnytter store dele af Nordsøen langs den jyske vestkyst (Dietz m.fl. 2003, Tougaard m.fl. 2008, Kyhn m.fl. 2024). I henhold til ”Forvaltningsplan for sæler” (Miljøstyrelsen 2020) er Danmark inddelt i fire forvaltningsområder for spættet sæl, som også er understøttet af genetiske forskelle (Olsen m.fl. 2014, Liu m.fl. 2022). Disse områder er Vadehavet, Limfjorden, Kattegat og den vestlige Østersø. Bortset fra Limfjordsbestanden, deles disse alle med nabolande og bør således forvaltes som selvstændige bestande, men i samarbejde med de relevante nabolande. Hvert af disse områder er underlagt forskellige fysiske og økologiske betingelser, der betyder en særlig tilpasning og bestandsudvikling. Efter fredningen i 1977 voksede alle bestandene af spættet sæl med ca. 12 % om året, hvilket antages at være tæt på den maksimale vækstrate for spættet sælbestande. I 1988 ramte den første store epidemi med ”sælpest” (morbillivirusen Phocine Distemper Virus (PDV)) de danske sæler og slog omkring 50 % af dem ihjel. Fra 1989 til 2001 voksede bestanden med ca. 10 % per år indtil den anden store epidemi med PDV ramte i 2002 med omtrent samme styrke som i 1988 (Härkönen m.fl. 2006).
I 2007 var der en mindre dødelighed på et par tusinde spættede sæler formentligt forårsaget af en kombination af bakterier og opblomstring af toksiske alger (Mollerup m.fl. 2024). Desuden har der været dødelighed blandt spættede sæler forårsaget af influenza A virus; først i 2014, hvor nogle tusinde sæler døde i Kattegat og Vadehavet (Bodewes m.fl. 2015, Krog m.fl. 2015), og senest i 2023, hvor omkring 20-30 spættede sæler blev registreret døde i Aunø Fjord.
Spættet sæl er den mest almindelige sælart i Danmark og har haft fremgang i alle områder i perioden 1979-2014. Siden 2014 er antallet af spættede sæler faldet i de store populationer i Vadehavet og Kattegat, mens antallet er stagneret i Limfjorden. Der er fortsat vækst i den vestlige Østersø (Fig. 3.2.1.2). Det samlede antal talte spættede sæler optalt på hvilepladserne i Danmark toppede i 2017 med 10.100, mens antallet i 2023 var faldet til 9.250 spættede sæler (8,5 % nedgang). Det skal bemærkes, at disse tal ikke er korrigeret for sæler, der er i vandet, da andelen af sæler i vandet ikke er pålideligt bestemt, men det formodes, at denne andel er konstant mellem årene og derfor ikke har betydning for tendensen i populationsstørrelserne. Tallene tyder på, at de spættede sæler i Danmark har nået den økologiske bæreevne i flere områder, eller at de presses af andre faktorer, som f.eks. forstyrrelser. Der er også eksempler på, at gråsæler slår de spættede sæler ihjel enten i forbindelse med, at unge hanner forsøger at parre sig med spættede sælhunner eller som fødeemne (van Neer m.fl. 2015).
I 1967 blev jagten på spættet sæl begrænset til perioden 1. september til 31. maj, mens man indførte et totalforbud mod jagt på gråsælen. Med jagtloven blev rusefangst også forbudt, ligesom sæler ikke måtte jages med hagl eller riffel med kaliber under 6,5 mm. Da der trods jagtbegrænsningen stadig blev færre spættede sæler i Danmark, vedtog man i jagtåret 1975/76 en yderligere afkortning af jagttiden fra 1. november til 31. maj, og året efter blev jagttiden fastsat til perioden 1. november - 28. februar. Samtidig blev der indført totalt forbud mod jagt i den sydlige del af landet samt i sunde og bælter, inklusive Limfjorden. Til sidst blev spættet sæl totalfredet i hele Danmark i 1977.
Det årlige jagtudbytte i sæsonerne 1967/68 – 1973/74 er blevet anslået til 200-300 spættede sæler (Joensen m.fl. 1976). Med en bestandsstørrelse på ca. 2.000 dyr på daværende tidspunkt svarer dette til 10-15 % af den samlede bestand.
Før fredningen i 1977 lå størrelsen af den danske bestand af spættet sæl på omkring 2.000 individer, hvilket den havde gjort i en årrække. Den umiddelbare vækst i antallet af spættede sæler i Danmark efter jagtens ophør i 1977 tyder på, at bestandsvæksten blev udløst af jagtstoppet. Desuden blev der oprettet en række sælreservater, som senere er føjet ind under Natura 2000 netværket af beskyttede områder. Det er dog stadig primært reservatbestemmelserne, der sikrer sælerne fred på landgangspladserne.
I Danmark har man siden 2005 kunnet søge om tilladelse til at regulere spættet sæl under visse forudsætninger, jf. Vildtskadebekendtgørelsens § 24 (bekendtgørelse nr. 1408 af 3. oktober 2022 om vildtskader). Indtil 2016 var antallet af tilladelser op til 38 tilladelser og 23 regulerede sæler pr. år. Siden har der været en stigende tendens, der toppede med 61 tilladelser og 75 regulerede spættede sæler i 2022 (data fra Naturstyrelsen).
Sæler har en høj alder ved kønsmodenhed (4-7 år) og kønsmodne hunner får højst én unge om året, så reproduktionspotentialet er lavt sammenlignet med andre jagtbare arter.
Populationerne af spættet sæl i Danmark er i gunstig bevaringsstatus (Fredshavn m.fl. 2019a). Under HELCOM’s vurdering ligger de spættede sæler i Kattegat og den sydvestlige Østersø dog under tærskelværdien for populationernes udvikling og opnår derfor ikke God Miljøstatus (HELCOM 2023). Populationen i Limfjorden vurderes ikke officielt af HELCOM, men vurderes under OSPAR, og denne samt bestanden i Vadehavet opnår God Miljøstatus under OSPARs vurdering (Banga m.fl. 2022).
Landgangspladserne er afgørende for sælernes hvile, reproduktion og pelsskifte, og tilladelse af jagt i områder med landingspladser vil medføre en forringelse af levevilkårene. De Natura 2000-områder og sælreservater, der er udpeget for spættet sæl, bør derfor friholdes for jagt, og afhængigt af deres størrelse vil en etablering af såkaldte bufferzoner omkring dem anbefales. Selv hvis der ikke jages inden for reservaterne, er det sandsynligt, at sælerne på lang afstand vil associere mindre både med jagten, som vil forringe sælernes muligheder for at udnytte deres landgangspladser.
For spættet sæl bør yngle- og fældeperioden mellem april og september friholdes. Det er svært at se forskel på en svømmende spættet sæl og en gråsæl. Det betyder, at der let kan nedlægges gråsæler, selvom jægeren tror vedkommende har skudt en spættet sæl. Jagt på spættet sæl i områder, hvor gråsælen yngler, kan derfor risikere at ramme de få i Danmark ynglende gråsæler. Forvekslinger er f.eks. set jævnligt i forbindelse med regulering, hvor specielt unge gråsæler efterfølgende er indleveret til dissektion og noteret som var det en spættet sæl.
Hvis der kun jages i vandet, vil der være stor risiko for anskydning, hvilket erfaringer fra bl.a. Grønland viser. Der mistes desuden en del nedlagte dyr, fordi de synker og sælerne vil hurtigt holde en væsentlig længere afstand til både. Derfor skyder man i Grønland kun sæler fra hurtiggående både, hvor sælerne forfølges og dermed presses til at holde vejret kortere og kortere indtil man er på skudhold (denne jagtform er muligvis ikke etisk acceptabel i Danmark). En genindførelse af jagt på spættet sæl vil foruden bestandsbiologiske overvejelser således også rejse nogle etiske problemstillinger.
Sæler er øverst i fødekæden og ophober derved giftstoffer fra forurening i havet. Derudover er niveauerne generelt ca. 10 gange højere i marine i forhold til terrestriske fødekæder. Analyser af sælkød fra indre danske farvande for kviksølv og PFAS viste, at man kun bør spise meget små portioner (< ca. 70 g/uge for voksne mænd) for ikke at overskride de sundhedsfaglige anbefalinger (Sonne m.fl. 2019).
Trods tilbagegangen i den samlede bestand af spættet sæl fra 2017 til 2023 vurderes den at kunne bære en vis afskydning. I Limfjorden er bestanden dog lille og viser ikke konsistent fremgang, hvorfor bortskydning i dette område kan bevirke en nedgang i bestanden. En nærmere vurdering af, hvilket jagttryk de enkelte bestande kan klare, kan foretages ud fra f.eks. Potential Biological Removal (PBR)-princippet (Fisheries and Oceans Canada 2010). En sådan vurdering vil kræve et større arbejde.
Man må dog forvente, at jagt dels vil medføre, at bestandsstørrelsen atter vil falde og dels, at der vil forekomme øget skyhed hos sælerne, hvorved turister og sejlfolk vil få sværere ved at observere sæler i Danmark (i 2015 var der 14.000 sælturister pr. år i Danmark (Riisager-Pedersen 2017)). Det skal også anføres, at tæthedsmæssige parametre vil betyde, at bestandens størrelse vil regulere sig selv også uden jagt, hvilket der er tegn på i alle de danske bestande af spættet sæl. En evt. indførelse af jagt bør følge en fastlagt populationsmodel og anbefalinger, der tager højde for antallet, lokaliteterne samt alders- og kønssammensætning af nedlagte sæler således, at jagtens betydning for bestandsudviklingen kan overvåges nøje.
Sæler er gradvist blevet mindre sky over for mennesker siden fredningen i 1977, og der vil derfor være en risiko for, at mange sæler forholdsvis nemt vil kunne nedlægges i starten, hvis man genindfører en jagttid på arten. Medmindre antallet af sæler, der nedlægges, er stærkt begrænset, må man forvente, at bestandsstørrelsen atter vil falde.
Ovenstående forhold indebærer sammenlagt, at genåbning af jagt på spættet sæl i form af en almindelig jagttid ikke er tilrådelig medmindre jagten nøje overvåges mht. antal skud afgivet mod spættet sæl, anskudte og dræbte dyr, samt at nedlagte dyr undersøges og, at den indsamlede information indgår i en løbende vurdering (populationsmodel, hvor optællingerne indgår) og løbende justering af jagttrykket. I så fald bør en jagt på spættet sæl kunne foregå uden at bevaringsstatus kompromitteres. Internationale aftaler forhindrer at dette kan ske i Vadehavet. Følger man HELCOM’s anbefaling om ikke at jage bestande under ”limit reference level” (10.000 individer), vil jagt på spættet sæl i Limfjorden, samt potentielt i den sydvestlige Østersø ikke kunne foretages. Det kan ikke anbefales at jage på hvilepladserne, hvis gunstig bevaringsstatus i de tilhørende Natura-2000 områder skal opretholdes eller opnås.
Spættet sæl Phoca vitulina
Foto: Wikimedia Commons/Petra Karstedt
