Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.
Sika er indført til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Arten forekommer i et antal mere eller mindre isolerede bestande på den frie vildtbane i Jylland og på Sjælland, og derudover i et mindre antal dyrehaver. Der foreligger ikke nye bestandsoversigter for sika i forhold til jagttidsrevisionsrapporten fra 2013 (Christensen m.fl. 2013). Den seneste oversigt er fra 2007, hvor den fritstående forårsbestand pr. 1. februar blev opgjort til ca. 900 dyr (Olsen 2007). Bestanden blev på det tidspunkt vurderet til at være voksende og under langsom spredning. Det gælder formentlig stadig.
Olsens (2007) vurdering af udviklingstendensen i bestanden er i overensstemmelse med udviklingen i jagtudbyttet, som for de seneste 10 år har vist en statistisk signifikant stigning på gennemsnitligt 6,8 % per år. Tendensen for de seneste 5 sæsoner ligger på linje med tendensen for de seneste 10 år, men er behæftet med større usikkerhed på grund af de store udsving i udbyttet i sæsonerne 2012-2014.
Den geografiske fordeling af jagtudbyttet på kommuneplan skal tages med stort forbehold på grund af de små udbyttetal, men kortet viser klart, at de største fritstående bestande findes i Favrskov Kommune og på Djursland samt i Slagelse og Gribskov Kommuner.
Der blev indberettet nedlæggelsesmåned for i alt 220 sika i jagtsæsonen 2014/15. En tredjedel af hjortene nedlægges i september. Det samlede udbytte var fordelt på 51,4 % hjorte, 21,8 % hinder og 26,8 % kalve.
Sika kan forvolde skade på skovbruget ved skrælning og bid, men omfanget kendes ikke. Gældende reguleringsbestemmelser sigter mod beskyttelse af træer og afgrøder i erhvervsmæssigt drevne indhegninger (gartneri, frugtavl og planteskoler).
Spredningen af fritstående sika forøger muligheden for kontakt med krondyr og dermed risikoen for hybridisering mellem de to arter (Zachos & Hartl 2011). Dette synes indtil nu ikke at være et stort problem i Danmark, men omfanget kendes ikke.
Jagtstart på hinderne 1. oktober er næppe et bestandsmæssigt problem, men afskydning af diegivende hinder tidligt i jagtsæsonen vil alt andet lige forringe kalvenes chance for at overleve deres første vinter.
Udviklingen i afskydning og bestand gennem de seneste år giver ikke anledning til at ændre vurderingen af jagten som værende bæredygtig.
