de seneste jagtsæsoner har udbytte af husmår ligget under 2500. Udbyttet er faldet med 2,3% per år (P < 0,001) over de sidste 25 jagtsæsoner. Over de sidste 6 jagtsæsoner har der været et ikke-signifikant fald på 3,5 % per år (Fig. 3.1.3.1). Udbyttet af husmår er højest på Fyn, Ærø, Samsø, Langeland, Lolland-Falster og Mors (Fig. 3.1.3.2).

Det estimerede udbytte af husmår inkluderer individer, der er nedlagt ved jagt og regulering. Husmår må reguleres uden forudgående tilladelse hele året, inkl. i yngletiden, i og omkring (op til 25 m) forsvarlige indhegninger med fjerkræ, bebyggelse og pelsdyrfarme med brug af fælder og skydevåben.

Over de seneste otte jagtsæsoner er nedlæggelsesmåned indrapporteret for 5305 husmårer (Fig. 3.1.3.3). Der er ikke forskel i den månedlige fordeling af nedlagte husmårer i de seneste to jagtsæsoner (siden jagttiden blev ændret) og de foregående seks jagtsæsoner (χ2 = 7,9, d.f. = 11, P>0,72). I de seneste to jagtsæsoner er 16,7 % af husmårene nedlagt uden for jagttiden. Hvor stor en andel af det samlede udbytte af husmårer, der er nedlagt ved hhv. jagt og regulering, er uvist.

Udviklingen og geografiske forskelle i udbyttet af husmår formodes at afspejle den generelle udvikling over tid og forskelle mellem landsdele. Det er dog uvist, hvor præcist udbyttestatistikken afspejler bestandsudviklingen og geografiske forskelle i bestandstæthed, fordi variationer i reguleringsindsatsen over tid og rum er ukendt. Ligeledes er det uvist, hvor stor en andel af det samlede udbytte af husmårer, der er nedlagt ved hhv. jagt og regulering.

I Slesvig-Holsten har det årlige udbytte af husmår fluktueret omkring 4000 gennem de seneste 25 år, men som i Danmark har udbyttet i Slesvig-Hosten i de seneste ti år været faldende (2,6 % per år, P < 0,001) (MELU-SH 2019).

Husmår er rødlistet som Næsten Truet (NT) på den danske rødliste på baggrund af tilbagegangen i det estimerede udbytte på 36 % over 18 jagtsæsoner (2000/01-2017/18) (Elmeros m.fl. 2019). Faldet i udbyttet kunne berettige en rødlistevurdering som ”Sårbar” (VU), men bestandens tilbagegang skønnedes at være mindre end faldet i det estimerede udbytte. Der er ingen overvågning af husmår, som udviklingen i vildtudbyttet eventuelt kunne sammenlignes med.

Husmåren er udbredt i det meste af Europa, Mellemøsten og videre gennem Asien (Abramov m.fl. 2016). På globalt og europæisk plan er husmårs rødlistestatus vurderet som Livskraftig (LC).

Som andre rovdyr kan husmår prædere på fjerkræ, hvis den har adgang til fjerkræene. Derudover kan husmår være til gene i bygninger, eller fordi den gnaver i ledninger i bilmotorer. Husmår må reguleres under visse forhold, f.eks. i og omkring forsvarlige indhegninger med fjerkræ, hvis den gør skade. Regulering af husmår kræver ikke forudgående tilladelse eller jagttegn. Det er uvist, hvor mange husmårer der bortreguleres af personer uden jagttegn og derfor ikke indgår i vildtudbyttestatistikken.

En anden forvaltningsmæssig problemstilling er risikoen for at forveksle husmår og skovmår. Der vil altid være risiko for at forveksle de to arter under jagt og regulering, specielt med brug af skydevåben. Fældefangst giver de mest optimale betingelser for en korrekt artsbestemmelse og den mindste risiko for at forveksle husmår med skovmår.

Husmår præderer på mus og rotter i og omkring bygninger. På grund af den udbredte kemiske bekæmpelse af gnavere eksponeres stort set alle husmårer for rodenticider (Topping & Elmeros 2016). Der kan detekteres rodenticider i mere end 95 % af undersøgte husmårer, og mange individer har endog meget høje, potentielt letale koncentrationer i leveren (Elmeros m.fl. 2018). Betydningen af denne udbredte eksponering for rodenticider på bestandenes status kendes ikke.

Et ukendt antal husmårer trafikdræbes hvert år. En stigende trafik på vejnettet medfører formentlig, at en stigende andel af husmårbestanden dræbes på vejene (www.vd.dk). Øget hegning med tætte hegn og barrierer langs veje og midterrabatter samt den øgede trafikintensitet vil i stigende grad fragmentere husmårbestandene.

Det er uvist, hvor præcist vildtudbyttestatistikken afspejler udviklingen for de regionale husmårbestande. Det er ligeledes uvist, hvor mange husmårer, der bortreguleres af personer uden jagttegn og dermed ikke registreres i vildtudbyttestatistikken. Jagt og regulering af husmår vurderes at være begrænsende for lokale husmårbestande (Madsen 2017, 2019, Elmeros 2021).

Jagtudbyttet hos stationære vildtarter afhænger kun i ringe grad af jagttidens længde (Sunde & Asferg 2014). Længden af jagttiden på husmår vurderes ikke at være kritisk for bestanden. Men uden bedre viden om bestandsudviklingen for husmår, hvor store dele af de indrapporterede husmårer i vildtudbyttestatistikken der stammer fra hhv. jagt og regulering, og uden viden om betydningen af de enkelte og de kumulative effekter af trusler og presfaktorer på bestandens status, kan det ikke vurderes, hvorvidt det nuværende jagttryk er bæredygtigt.

Den mest effektive løsning på forvekslingsproblematikken mellem skovmår og husmår i relation til jagt ville være at jagtfrede begge arter og kun tillade regulering af husmår med fælder.