Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.
Der har levet krondyr i Danmark siden sidste istids afslutning (Aaris-Sørensen 1988). Som følge af målrettede udryddelseskampagner blev alle fritlevende krondyr på Øerne og nord for Limfjorden dog udryddet mellem 1785 og 1870, og bestandene i Jylland blev decimeret til nogle få hundrede individer. Frem til 1970 fandtes der kun fritlevende kronvildt nogle få steder i Jylland, men arten har siden bredt sig til det meste af Jylland. I Nordsjælland og på Vest- og Midtsjælland er der inden for de seneste årtier etableret bestande på grundlag af dyr undsluppet fra dyrehaver, samt gennem målrettet udsætning.
Ifølge den årlige oversigt i ”Jæger” var der i 2015 uden for dyrehaver en samlet forårsbestand på omkring 24.000 dyr, heraf knap 1.200 på Sjælland (Flinterup 2015). På landsplan angives de fleste fritstående bestande fortsat at vokse, om end med lokal stagnation eller tilbagegang i en række områder (Flinterup 2015).
Væksten i de danske krondyrbestande afspejles i jagtudbyttet, som har været signifikant stigende gennem de seneste 20 år. Efter 2012 har jagtudbyttet dog muligvis stabiliseret sig. Om dette er resultatet af en begyndende bestandsudjævning som følge af øget fokus på at hæve afskydningen af hind og kalv for at begrænse bestandstilvæksten, vides endnu ikke.
Krondyr kan forvolde skade i landbruget ved fouragering på og nedtrampning af afgrøder og på skovbruget ved skrælning og bid. Der findes ingen samlet oversigt over skadernes omfang, men det angives af landbrugserhvervet som værende omfattende og stigende.
Gældende reguleringsbestemmelser sigter mod beskyttelse af træer og afgrøder i erhvervsmæssigt drevne indhegninger (gartneri, frugtavl og planteskoler). Med den areal- og antalsmæssige ekspansion i bestanden kan der forventes en stigning i omfanget af markskader, herunder skader på landbrugsafgrøder.
Spredningen af fritstående sika forøger muligheden for kontakt med krondyr og dermed risikoen for hybridisering mellem de to arter (Zachos & Hartl 2011). Dette synes indtil nu ikke at være et stort problem i Danmark, men omfanget kendes ikke.
Udviklingen i afskydning og bestand gennem de seneste år giver ikke anledning til at ændre vurderingen af jagten som værende bestandsmæssigt bæredygtig.
De totale afskydningstal dækker imidlertid over en kraftig kønsmæssig ubalance, idet (unge) handyr afskydes markant hårdere end hundyr (Sunde & Haugaard 2014). På Djursland, hvor man har forsøgt at reducere afskydningen af unghjorte ved at frede 1-årige handyr (spidshjorte), overlever således kun ca. 1 % af alle fødte handyr til deres 8. leveår, som er den tidligste ’naturlige’ alder for reproduktion hos hjorte (Sunde & Haugaard 2014). Selv om intet tyder på, at den meget lave andel af hjorte over 8 år i bestandene har negative konsekvenser for hindernes mulighed for at blive parret, indebærer den lave andel af fuldt udvoksede hjorte i bestanden en risiko for, at krondyr gennem evolution over generationer udvikler tidligere kønsmodenhed og mindre kropsstørrelse. Desuden resulterer den høje afskydning af unge hjorte i, at meget få hjorte når at udvikle de af jægere eftertragtede fuldt udviklede gevirer (Sunde & Haugaard 2014).
Hvis der er et ønske om at øge andelen af ældre hjorte i bestandene såvel som i jagtudbyttet, skal den jagtlige dødelighed for unge hjorte reduceres. Dette kan opnås gennem fredninger af alders- eller størrelsesklasser eller gennem kvoter – eller alternativt gennem en markant reduktion af jagttiden for hjorte. En udsættelse af jagttidens start til efter brunsten (fx 1. november) vil i sig selv være med til at modvirke selektion for tidligere kønsmodenhed, idet de ældre hjorte, som nedlægges, da vil kunne nå at give deres gener videre forinden.
