Ræven forekommer over hele landet, med undtagelse af en række mindre øer (Pagh m.fl. 2007). De fleste danske rævebestande har været ramt af ræveskab inden for de sidste tre årtier, på Bornholm og i Jylland fra midten af 1980’erne og på Sjælland fra 2003. DTU, Center for Diagnostik, angiver, at der i 2019 er fundet skabmider (Sarcoptes scabiei) i kun 6 ud af 68 indleverede ræve (Jensen m.fl. 2019). Skabmiden giver anledning til en hudsygdom og kan spredes til hunde og i sjældne tilfælde til mennesker.
Efter at være registreret for første gang i ræv i 2012 har hvalpesyge (en virus) reduceret bestanden markant, hvor specielt Østjylland blev ramt, men Jensen m.fl. (2019) vurderer, at rævebestanden nu generelt er kommet sig over hvalpesygeepidemien i 2012-2014, og kun 5 jyske ræve ud af 68 indleverede individer i 2019 blev fundet smittet med hvalpesyge. Rævene var indleveret fra områder ved Skive og nordøst for Tønder, områder, hvor der tidligere var udbredt smitte. Dette indikerer, at hvalpesygevirus overlever på et lavt niveau i vildtet, som dermed stadig udgør et smittereservoir.
Indekset for ræv i DOF’s punkttællinger i perioden 1984-2019 viser en moderat signifikant tilbagegang for forårsindekset, men ingen signifikant fremgang eller tilbagegang for vinterindekset (Eskildsen m.fl. 2020).
I Danmarks Jægerforbunds notat vedr. markvildtindsatsens resultater 2013-2020 angives en stabil udvikling på landsplan i antallet af ræve registreret per km tællerute i såvel forårs- som efterårstællinger. Det fremgår også af notatet, at datamaterialet ikke er systematisk indsamlet i den samlede periode eller statistisk behandlet (Sørensen & Midtgaard 2020).
