Rammerne for jagt og vildtforvaltning i Danmark er udstukket i 'Bekendtgørelse af lov om jagt og vildtforvaltning'. Lovens formål er at sikre arts- og individrige vildtbestande og danne grundlag for en bæredygtig forvaltning af disse. Loven er knyttet op til relevante EU-direktiver, så som Fuglebeskyttelsesdirektiver og Habitatdirektivet.
I Danmark har vi siden 1941 registreret udbyttet af alle jagtbare vildtarter, og siden 1982 gennemført årlige vingeundersøgelser af nedlagt fuglevildt. Ingen andre lande i verden har et tilsvarende materiale der beskriver omfang og sammensætning af det jagtlige udbytte over en så lang tidsperiode.
Den jagtlige forvaltning af vildt i Danmark, herunder de tilbagevendende jagttidsrevisioner, er i høj grad baseret på den information der genereres af data i vildtudbyttestatistikken og i vingeundersøgelsen, ligesom disse data indgår i en række forskellige videnskabelige undersøgelser af aktuelle vildtarter og -bestande.