Canadagåsen er ikke oprindeligt hjemmehørende i hverken Danmark eller det øvrige Europa, men på tværs af kontinentet findes i dag en forvildet bestand, der anses som efterkommere af fangenskabsfugle og udsatte individer (Tegelström & Sjöberg 1995, Keller m.fl. 2020). Arten er oprindeligt hjemmehørende i Nordamerika, men blev udsat som prydfugle og med henblik på jagt i bl.a. Storbritannien, Sverige og Norge, hvorfra den har bredt sig til større dele af Nordeuropa (Fox m.fl. 2015).
Kategoriseringen som invasiv art betyder, at den aktuelle bestandsstatus i Europa ikke formelt er opgjort af Wetlands International, og størrelsen på den samlede flywaybestand er derfor reelt ukendt og behæftet med en del usikkerheder. I praksis er den europæiske bestand relativt opdelt, og fuglene her i landet hidrører fra den svensk-norsk-danske bestand, mens fugle fra Tyskland, Storbritannien og andre lande i Europa ikke optræder i Danmark i større antal (Andersson m.fl. 1999). Summen af midvintertællinger af canadagås i Sverige og Danmark indikerer, at den svensk-norsk-danske bestand toppede i slutningen af 2000’erne på omkring 90.000 fugle, mens tallet de sidste par år har været ca. 65.000 individer. Canadagås yngler kun fåtalligt i Danmark, men fugle fra ynglebestande i Norge og Sverige er udbredte som vintergæster her i landet, særligt i den nordøstlige del af Jylland og på Sjælland og Lolland-Falster (Holm m.fl. 2021). Arten fouragerer på enge og marker med græs, raps, roerester og lign. samt lejlighedsvis ved kysten på ålegræs eller havgræs.
Antallet af overvintrende canadagæs i Danmark var støt stigende i perioden 1980-2003, hvor det toppede på ca. 35.000 fugle, formentlig som resultat af en stigende flywaybestand (Fig. 3.1.7.1 A). Herefter faldt antallet lidt, og gennem 2000’erne og 2010’erne lå arten på et temmelig stabilt niveau omkring ca. 18.000 fugle (Fig. 3.1.7.1 A). De seneste midvintertællinger antyder en overvintrende bestand på godt og vel 10.000 individer, som er det laveste niveau gennem de seneste to årtier. En del af tilbagegangen i Danmark kan formentlig relateres til, at flere fugle overvintrer i Sverige (Nilsson og Kampe-Persson 2020), men også på den svenske side er tallene mindre end i slut 2000’erne. Størstedelen af canadagæssene ankommer normalt til Danmark i begyndelsen af november, og de fleste har forladt landet ved udgangen af marts. De seneste år er Danmark i sommermånederne i stigende grad blevet passeret af en del canadagæs på fældningstræk mellem formodede yngleområder i Tyskland og formodede fældningspladser i Sverige (Nielsen & Fox under forberedelse).
