Canadagås er ikke oprindeligt hjemmehørende i hverken Danmark eller det øvrige Europa, men på tværs af kontinentet findes i dag en forvildet bestand, der anses som efterkommere af undslupne fangenskabsfugle og udsatte individer (Tegelström & Sjöberg 1995, Keller m.fl. 2020). Arten er oprindeligt hjemmehørende i Nordamerika, men blev udsat som prydfugl og med henblik på jagt i bl.a. Storbritannien, Sverige og Norge, hvorfra arten har bredt sig til større dele af Nordeuropa (Fox m.fl. 2015).
Canadagås yngler kun fåtalligt i Danmark, men arten er en udbredt vintergæst, særligt i den nordøstlige del af Jylland, på Sjælland og Lolland-Falster (Nielsen m.fl. 2024). Antallet af overvintrende canadagæs i Danmark var stigende i perioden fra 1980 til 2003, hvor januarbestanden toppede på omkring 35.000 fugle. De efterfølgende år blev antallet af overvintrende fugle næsten halveret, og fra 2005 til 2018 lå antallet nogenlunde stabilt omkring 18.000 fugle. I perioden 2019-2023 har midvintertællingerne resulteret i et estimat for den overvintrende bestand på omkring 10.000 individer, som er det laveste niveau siden 1990 (Nielsen m.fl. 2024, Fig. 3.1.13.1). De fleste fugle her i landet stammer fra Skandinavien (Andersson m.fl. 1999), men de senere årtier har et stigende antal fugle fra Tyskland, Holland og Belgien optrådt i Danmark i forårs- og sommermånederne, enten under fældningen eller på fældningstræk mod nordøst (Clausen m.fl. 2024, Nielsen m.fl. 2024). Størstedelen af canadagæssene ankommer dog først til Danmark i begyndelsen af november, og de fleste har forladt landet ved udgangen af marts.
Kategoriseringen som invasiv art betyder, at den aktuelle bestandsstatus i Europa ikke formelt opgøres af Wetlands International, og størrelsen på den samlede flywaybestand er derfor reelt ukendt. Som følge heraf er der en åbenlys diskrepans mellem estimaterne for den samlede europæiske bestand og det samlede europæiske udbytte (se kolofon). I Sverige toppede ynglebestanden i 2008 og er siden faldet markant (Liljebäck m.fl. 2021), ligesom også midvintertællingerne har vist et faldende antal i Sverige siden januar 2010 (Haas m.fl. 2023). Man antog tidligere, at tilbagegangen i Danmark var relateret til en stigning i antallet af overvintrende fugle i Sverige (Nilsson og Kampe-Persson 2020), men tilsyneladende er der tale om en reel tilbagegang i den dansk-svenske bestand, muligvis forårsaget af et højt jagttryk i Sverige (Liljebäck m.fl. 2021).
