Ederfugl forekommer i Danmark både som ynglefugl, på træk og overvintrende. Antallet af ynglende ederfugle har overordnet set været stabilt i perioden fra 1990 til 2010, hvor der blev anslået en bestand på omkring 25.000 par (Christensen & Bregnballe 2011), men en landsdækkende optælling i 2020-2022 viste en tilbagegang til omkring 17.000 par, svarende til en gennemsnitlig årlig nedgang på 4,6 % over den seneste tiårsperiode (Christensen & Bregnballe 2024). Ynglebestanden er gået tilbage i de fleste dele af landet, særligt kraftigt i Bælthavet og Østersøen, mens den er gået frem i Limfjorden og Nordsjælland.

Den samlede flywaybestand af ederfugle omfatter ynglefugle fra Østersøen, Sydnorge, Danmark, Tyskland og Holland, Storbritannien og Irland. Overordnet er bestanden gået kraftigt tilbage med op mod 50 % i perioden 1990-2010 og vurderes fortsat at være i kraftig tilbagegang (Lehikoinen m.fl. 2022, Wetlands International 2025a, Fig. 3.1.23.1A). Den nyeste statusvurdering for Østersøen estimerer en tilbagegang på 80 % i ynglebestanden og 75 % i den overvintrende bestand i perioden 1990-2021 (HELCOM 2023). Andelen af ungfugle og andelen af gamle hunner blandt ederfugle nedlagt i Danmark har været faldende siden 1990’erne (Lehikoinen m.fl. 2008), hvilket indikerer, at en øget dødelighed blandt hunner og en generelt faldende reproduktion, som ikke er relateret til jagt, sandsynligvis har været medvirkende årsager til den nedadgående bestandsudvikling. Dette støttes af omfattende modelberegninger (Tjørnløv m.fl. 2019, 2020). Andelen af hunner i vildtudbyttet er faldet fra ca. 40 % før 1990’erne til ca. 25 % frem til 2013, og et fald i andelen af hunner under forårstrækket gennem Østersøen er dokumenteret ved trækfugletællinger i perioden 2013-2023 (Berg & Bregnballe 2020, P. Berg & T. Bregnballe upubl. data). Siden 2020 har andelen af hunner blandt voksne fugle i træktællingerne ligget på 28-30 %. Den væsentligste årsag til overdødelighed blandt hunner, og dermed til bestandsnedgangen, regnes for at være prædation af rugende hunner, særligt fra havørn, mink og mårhund (Lehikoinen m.fl. 2022). Særligt prædationen fra havørn er steget efterhånden som havørnebestanden er vokset, og det høje prædationstryk har bredt sig fra Finland til Sverige og er nu også ved at blive et problem i Danmark (Christensen m.fl. 2024).

De danske farvande udgør et meget vigtigt raste- og overvintringsområde for ederfugle i den samlede flywaybestand. Det seneste estimerede totaltal for rastende ederfugle i vinterperioden baseret på landsdækkende optællinger har vist, at der i 2016 opholdt sig 396.000-592.000 ederfugle i danske farvande (Holm m.fl. 2018, Nielsen m.fl. 2019) ud af det samlede Østersø-estimat på 650.000 (592.000-714.000) fugle (I.K. Pedersen pers. medd.). Det vides ikke hvor mange fugle der samme vinter var i de dele af Det Keltiske Hav og britiske dele af Nordsøen, som også indgår i flywaybestanden, men Wetlands International (2025b) har et opdateret bestandsestimat på 930.000 fugle for hele bestanden. I de seneste år indikerer datafremskrivning, at det overvintrende antal ederfugle også i danske farvande er faldende (Fig. 3.1.23.1A).

Arten er senest vurderet ved jagttidsrevisionen for 2026