Gråand er en af Danmarks almindeligste og talrigeste ynglende vandfugle. Ved de tre atlasundersøgelser er arten truffet som sikker, sandsynlig eller mulig ynglende i et stigende antal 25 km2-kvadrater, henholdsvis 1.728 i 1971-74, 1.974 i 1992-1996 og 2.017 i 2014-2017, hvoraf hovedparten er sikre forekomster (Vikstrøm & Moshøj 2020). En del af udviklingen kan tilskrives, at flere kvadrater er dækket i de to seneste undersøgelser, men fremgangen i udbredelsen synes reel, da arten samtidig forekommer i en stigende %-andel af det samlede antal dækkede kvadrater. Ynglebestanden blev ved seneste Artikel 12-afrapportering opgjort til 18.479 par og i tilbagegang (Fredshavn m.fl. 2019b).  

Selvom arten er blevet mere udbredt, viser DOF’s punktællinger i ynglesæsonen en overordnet set stabil forekomst i perioden 1977-2023 (stigende først i perioden – derefter faldende), men en signifikant tilbagegang på 3,44 % per år i den kortere periode 2014-2023 (Vikstrøm m.fl. 2023). Disse resultater bevirker, at bestandsestimatet i det nye udkast til Artikel 12 er nedskrevet til 13.774 par (Fredshavn m.fl. 2025b).

Den danske rastebestand består både af danske ynglefugle og af fugle, der kommer til landet fra nordligere og østligere beliggende yngleområder i Norden, De Baltiske Lande, Hviderusland og Rusland. De største antal forekommer om vinteren (Christensen m.fl. 2022), hvor bestanden opgøres ved midvinter¬tællingerne. Ved de seneste to landsdæk-kende tællinger blev der talt henholdsvis 100.364 (2020) og 120.252 (2023) fugle. NOVANA-programmets indeksberegnin¬ger baseret på årlige midvintertællinger på 114 lokaliteter indikerer en faldende bestand, både for den lange periode 1987-2023 og den korte 2012-2023 (Nielsen m.fl. 2024), hvor udviklingen fra 1995 og frem kan ses i Fig. 3.1.17.1A. 

Danmark ligger centralt for den flywaybestand, der overvintrer i Nordvesteuropa, men berøres også af en østligere flywaybestand (se flyways i Wetlands International 2022). Flywaybestanden for førstnævnte er i AEWA CSR8 opgjort til 4,5-7,1 mio. fugle (Wetlands International 2022). De nyeste indeksberegninger viser en moderat faldende bestand både i perioden 1976-2023 og i den 10-årige periode fra 2014-2023 (Wetlands International 2025a), hvor Fig. 3.1.17.1A viser udviklingen fra 1995 og frem. Det samlede bestandsestimat til AEWA CSR9 foreslås desuagtet ikke nedjusteret (Wetlands International 2025b). 

For den østlige bestand, hvis primære overvintringsområder ligger i det vestlige Middelhav (Syd- og Sydvesteuropa samt Nordafrika), blev bestanden i AEWA CSR8 opgjort til 1,0-1,4 mio. fugle (Wetlands International 2022). Nye indeksberegninger viser en stabil bestand for den lange periode 1990-2023, men et moderat fald i bestanden over den 10-årige periode fra 2014-2023 (Wetlands International 2025a) (se stiplet linje i Fig. 3.1.17.1A for årene fra 1995 og frem). Det samlede bestandsestimat til AEWA CSR9 er dog fastholdt på 1,0-1,4 mio. individer (Wetlands International 2025b).

Arten er senest vurderet ved jagttidsrevisionen for 2026