I Danmark forekommer dobbeltbekkasin som ynglefugl og som træk- og vintergæst. Den danske ynglebestand er senest vurderet til min. 1.519 par i 2018 (Fredshavn m.fl. 2019a). Siden 1983 viser bestandsindekset baseret på punkttællinger en signifikant årlig tilbagegang i antallet af danske ynglefugle på 3,1 %. I de sidste 10 år er der noteret en årlig fremgang på 2,6 %, som dog ikke er signifikant (Eskildsen m.fl. 2020). Den danske ynglebestand blev tidligere estimeret til 2.000-3.000 ynglefugle (Dybbro 1976, Grell 1998), hvilket er noget højere end 1.519 ynglepar angivet i Danmarks artikel 12-afrapportering (Fredshavn m.fl. 2019a). Siden 1970’erne har Atlasundersøgelserne dokumenteret, at udbredelsesområdet langsomt indskrænkes, specielt i det sydlige Jylland og på Øerne. De største og tætteste forekomster findes i Vestjylland og på Læsø samt lokalt på Vestfyn og i Vest-sjælland (Vikstrøm & Moshøj 2020).
Den samlede bestand af dobbeltbekkasin er senest opgjort til 7,4-14,5 mio. fugle (artikel 12). Langt den største del af bestanden findes i den europæiske del af Rusland med 2-4 mio. par. I Europa vurderes der at være 2,7-5,1 mio. par, hvoraf 379.000-699.000 par findes inden for EU’s medlemslande (EU27) (BirdLife International 2015). Vurderet ud fra midvintertællinger var den europæiske bestand i fremgang frem til midt-1990’erne, hvorefter udviklingen har været stabil (Nagy & Langendoen 2020) (Fig. 3.1.19. 1A). Ifølge det nye europæiske ynglefugleatlas er der sket en indskrænkning i yngleudbredelsen i artens sydligste yngleområder i Syd- og Centraleuropa gennem de seneste 30 år (Keller m.fl. 2020). Det skønnes, at Danmark potentielt passeres af 1,8 mio. fugle fra ynglebestande i Norge, Sverige og Finland i perioden juli-november. Hertil kommer et ukendt antal fugle fra europæisk Rusland. Meltofte (1993) vurderer, at op mod 1 mio. fugle raster og fælder i Danmark i efterårsperioden. En årlig variation i antal og opholdstid i Danmark gennem vintermånederne er sandsynligvis påvirket af varierende vejrforhold og fødeudbud (jf. Fig. 3.1.19. 1A)
