Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Skovsneppe

Forekomst og bestandsudvikling

Skovsneppe forekommer som ynglefugl, på træk og som fåtallig vintergæst i Danmark. Den danske ynglebestand af skovsneppe har været i fremgang fra midten af 1900-tallet og frem til 1990’erne (Grell 1998). Bestanden vurderes senest som stabil (min. 2000 par i 2011, Pihl & Fredshavn 2015).

Den samlede bestand af skovsneppe er senest vurderet til 20-26 mio. fugle (Nagy m.fl. 2015). Langt den største del af bestanden findes i den europæiske del af Rusland med 6-7 mio. territoriale hanner, mens ca. 0,7-1,5 mio. territoriale hanner findes indenfor det europæiske fælleskabs 27 medlemslande (EU27) (BirdLife International 2015a). Bestandsstørrelse for skovsneppe vurderes som usikker, da hanner indenfor samme territorie kan have flere hunner (Cramp & Simmons 1983). Skovsneppe overvintrer hovedsageligt i Benelux-landene, Frankrig og Storbritannien. Det angives, at flere hundrede tusinde fugle årligt trækker gennem Danmark (Meltofte 1993). Afhængig af vintertemperaturerne kan et mindre antal skovsnepper overvintre i Danmark.

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten