Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.
Stor regnspove (storspove) er en fåtallig ynglefugl i Danmark. Arten var i tilbagegang fra 1970’erne til 1990’erne, men har siden da været i fremgang frem til 2012, hvor bestanden blev estimeret til ca. 450 par (Nyegaard m.fl. 2014). Den danske ynglebestand er på rødlisten kategoriseret som Sårbar (VU).
Stor regnspove forekommer uden for yngletiden i det meste af landet langs kyster og fjorde. Der er registreret flest fugle i området omkring Limfjorden, langs den jyske vestkyst og i vadehavsområdet (Meltofte m.fl. 2009, Laursen & Frikke 2013). Tællingerne af rastende stor regnspove i Danmark viser et klart stigende antal på lang sigt (Fredshavn m.fl. 2019a). Optælling af arten i hele landet i 1974-1978 og igen i 2008 viste, at antallet i oktober var steget fra ca. 4.000 til godt 16.000 fugle (Meltofte m.fl. 2009). På Tipperne foreligger der beregninger af udviklingen i antallet af rastende stor regnspove fra 1973. De viser, at antallet var stabilt frem til slutningen af 1980’erne, hvorefter det steg frem til omkring 2005. Denne udvikling blev set hos både gamle og unge fugle (Meltofte & Clausen 2016). Årlige indeks er beregnet for rastende stor regnspove i den danske del af Vadehavet for 1987-2017. De viser en konstant stigende tendens frem til omkring 2006, hvorefter antallet har været svingende (Laursen & Frikke 2013, Kleefstra m.fl. 2019). I Danmark er trækbestanden kategoriseret som Livskraftig (LC).
Samlet for de tre vadehavslande har indekset for antal rastende store regnspover været konstant gennem årene 1987-2017, også inden for de seneste 10 år af indeksperioden.
Internationalt anslås den samlede flywaybestand at være på 637.000-876.000 individer, og udviklingen vurderes at være stabil (Nagy & Langendoen 2020).
Indtil 1982 havde stor regnspove jagttid fra 1. august til 31. december. Fra og med 1982 var jagttiden fra 1. september til 31. december. Arten blev fredet i 1994. Fredningen i august måned blev indført bl.a. med det formål at beskytte de gamle fugle. I de tre sidste sæsoner inden jagttiden blev ændret, var det gennemsnitlige udbytte 24.500 spover, og i de sidste tre sæsoner, inden arten blev totalfredet, var udbyttet 7.030 spover (Fig. 3.2.11.1).
Stor regnspove står på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag II/del B som potentielt jagtbar i Danmark, og dermed er det i princippet muligt at genindføre en jagttid.
Stor regnspove er som nævnt listet som Livskraftig (LC). Den europæiske, nord- og vestafrikanske flywaybestand er listet i kategori 4 under vandfugleaftalen (AEWA 2018).
Stor regnspove er på globalt plan listet i kategorien Næsten Truet (NT) (IUCN’s globale rødliste). På den europæiske rødliste er stor regnspove klassificeret som Sårbar (VU) på baggrund af tilbagegang i mange af yngleområderne og en gradvis indskrænkning i udbredelsen (IUCN’s europæiske rødliste, Brown 2015). Ved det seneste partsmøde under vandfugleaftalen (AEWA 2018) var den europæiske, nord- og vestafrikanske flywaybestand listet i kategori A4 (AEWA 2018) svarende til, at den er rødlistet som Næsten Truet (NT).
Beregninger tyder på, at den jagt, som blev drevet i Danmark frem til 1982/83, hvor der blev nedlagt mange gamle fugle, havde en negativ indflydelse på bestanden. Derimod havde jagten i de følgende år ikke en målelig effekt (se også Asferg m.fl. 2016).
I en større analyse af stor regnspoves antal og udvikling i Danmark siden midten af 1970’erne konkluderer Meltofte m.fl. (2009), at det stigende antal stor regnspove i landet skyldes ”jagtfredning og et mildere klima. Clausen m.fl.(2004) påpegede imidlertid, at det for den fortsatte fremgang, der er observeret i bestanden efter 1994, ikke er muligt med sikkerhed at adskille effekten af jagtfredningen i 1994 fra effekten af etableringen af de mange nye reservater, der fandt sted i årene umiddelbart efter 1994. Den store fremgang i stor regnspoves rastebestand, der er fortsat i reservater over hele landet (Clausen m.fl. 2013), kan således skyldes effekter af jagtfredning, reservater og/eller mildere klima.
AEWA har vedtaget en international forvaltningsplan for stor regnspove (Brown 2015). Planen gør det muligt at indføre jagt på arten. Men da den europæiske, nord- og vestafrikanske flywaybestand er listet i kategori A4, kan dette kun ske under forudsætning af, at der aftales en international adaptiv jagtforvaltningsplan. Det indebærer, at de lande, der ønsker jagt, skal sikre, at arten har en gunstig bevaringsstatus ved bl.a. at tilpasse jag-ten efter bestandsudviklingen og jagtens indflydelse (se også Brown 2015). Desuden skal der laves en vildtudbyttestatistik på flywayniveau og indføres forvaltningsmekanismer til at regulere og aftale jagten i en løbende proces. Frankrig er det land i EU, der senest har haft en jagttid på stor regnspove. Bortset fra et midlertidigt jagtstop fra 2008 til 2012 (fire jagtsæsoner) har der tilsyneladende været jagt på store regnspove i Frankrig i alle årene frem til og med sæsonen 2018/19, i de senere år dog kun langs kysterne. I sæsonerne 2019/20 og 2020/21 har der ikke været jagt på arten i Frankrig.
En eventuel genindførelse af jagt på stor regnspove i Danmark formodes at ville medføre et øget forstyrrelsesniveau på rastepladserne. Øget forstyrrelse pga. jagt vil formentlig føre til et fald i antallet af rastende spover i Danmark, fordi arten er meget følsom over for forstyrrelser; førhen havde arten en flugtafstand på op til 1.000 m i den danske del af Vadehavet (Laursen m.fl. 2005). Såfremt der indføres jagttid på stor regnspove, bør den først starte, når hovedparten af de gamle fugle har forladt landet, hvilket bedømt ud fra aldersfordelingen i jagtudbyttet i 1980’erne vil sige efter primo oktober (Henriksen 1991). Det er imidlertid muligt, at de adulte fugle siden 1980’erne har forlænget deres opholdstid i Danmark inden deres videre træk, hvorfor aldersfordelingen i et eventuelt jagtudbytte bør følges nøje. En jagtstart fra f.eks. midten af oktober vil eliminere forvekslingsproblemet med lille regnspove, der på det tidspunkt for længst har forladt Danmark (Meltofte 1993). Da arten er så sky og følsom over for forstyrrelser, bør det desuden overvejes, om jagt kun skal være tilladt inde i landet for at reducere omfanget af forstyrrelser i de primære fouragerings- og rasteområder, der ligger ude på mudderfladerne om efteråret og vinteren.
