Spættet sæl

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Spættet sæl er almindeligt forekommende i de fleste danske farvande med undtagelse af farvandene omkring Bornholm og Fyn, hvor den er en sjælden eller tilfældig gæst (Tougaard 2007). Den er afhængig af uforstyrrede landgangspladser, som den benytter året rundt til hvile. I majjuli føder hovedparten af de kønsmodne hunner en unge på land, som dier i ca. tre uger. Genetiske undersøgelser og satellitmærkninger tyder på, at spættet sæl er meget stedfast og primært holder sig til den lokalitet, hvor den er født. Parring og pelsskifte foregår i august, hvor den største andel af sælerne ligger på land. Man kender ikke så meget til udbredelsen i vandet, men satellitmærkninger har vist, at sælerne ved Rødsand syd for Lolland søger føde i en radius af ca. 50 km, mens sælerne ved Anholt søger føde i hele Kattegat, og sælerne i Vadehavet svømmer flere hundrede kilometer ud i Nordsøen for at finde føde (Dietz m.fl. 2003, Tougaard m.fl. 2006). Søndergaard m.fl. (1976) beskriver en stærkt indskrænket udbredelse fra 1890’erne til 1970’erne. Udbredelsen af spættet sæl i dag (Tougaard 2007) er stort set den samme som i 1970’erne, mens antallet af sæler på de enkelte lokaliteter er steget markant.

I henhold til ”Forvaltningsplanen for spættet sæl og gråsæl i Danmark” (Jepsen 2005) er Danmark inddelt i fem forvaltningsområder for spættet sæl. Disse områder er Vadehavet, Limfjorden, Kattegat N, Kattegat SV og Sydøstlige Danmark (Fig. 5.2.1). Genetiske undersøgelser har vist, at der ikke er den store forskel mellem de to forvaltningsområder i Kattegat, således at der er tale om fire adskilte populationer af spættet sæl i Danmark (Olsen m.fl., in press). Hvert af disse områder er underlagt forskellige fysiske og økologiske betingelser, der betyder en særlig tilpasning og bestandsudvikling.

Efter fredningen i 1977 voksede alle bestandene af spættet sæl med ca. 12% om året indtil 1988, hvor den første store epidemi med ”sælpest” (mobilivirusen Phocine Distemper Virus (PDV)) ramte de danske sæler og slog omkring 50% af dem ihjel. Fra 1989 til 2001 voksede bestanden med ca. 10% per år indtil den anden store epidemi med PDV ramte i 2002 med omtrent samme styrke som i 1988 (Härkönen m.fl. 2006, Thompson 2006). Dødeligheden under de to epidemier var uafhængig af lokaliteternes størrelse, og de døde sæler var i god ernæringsmæssig tilstand. Dette tyder på, at dødeligheden ikke var tæthedsafhængig (fx for mange på et sted eller dårlig foderstand), men derimod et spørgsmål om virussets tilstedeværelse og sælernes manglende immunitet over for PDV.

I 2007 var der en mindre epidemi forårsaget af en ukendt virus eller bakterie. I perioden fra 2002 til 2007 er antallet af sæler i de enkelte bestande vokset med 2-9%, hvilket kunne tyde på, at flere bestande er ved at nå deres bæreevne (Olsen m.fl., in press). For det samlede antal spættede sæler i Danmark (Fig. 5.2.2) kan man se et fald fra 1998 til 2004, mens den samlede bestand nåede et hidtidigt maksimum på 13.300 sæler i 2008.

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Jagten i Danmark

Jagttid

I 1967 blev jagten på spættet sæl begrænset til 1.9. til 31.5., mens man indførte et totalforbud mod jagt på andre sælarter, herunder gråsælen. Med jagtloven blev rusefangst også forbudt, ligesom sæler ikke måtte jages med hagl eller riffel med kaliber under 6,5 mm. Da der trods jagtbegrænsningen stadig blev færre spættede sæler i Danmark, vedtog man i jagtåret 1975/76 en yderligere afkortning af jagttiden fra 1. november til 31. maj, og året efter blev jagttiden fastsat til perioden 1. november - 28. februar. Samtidig blev der indført totalt forbud mod jagt i den sydlige del af landet samt i sunde og bælter inklusiv Limfjorden. Til sidst blev spættet sæl totalfredet i hele Danmark i 1977.

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte i sæsonerne 1967/68 – 1973/74 er blevet anslået til 2-300 spættede sæler (Joensen m.fl. 1976). Med en bestandsstørrelse på 2.000 dyr svarer dette til 10-15% af den samlede bestand.

Jagtens indflydelse på bestanden

Før fredningen i 1977 lå størrelsen af den danske bestand af spættet sæl på omkring 2.000 individer, og bestanden havde befundet sig på dette niveau i en årrække. Den umiddelbare vækst i antallet af spættede sæler i Danmark efter jagtens ophør i 1977 tyder på, at bestandsvæksten blev udløst af jagtstoppet.

Vurdering af eventuel jagttid

Bestandens nuværende størrelse indebærer, at den spættede sæl må vurderes at kunne bære en vis afskydning.

Imidlertid står spættet sæl opført på Habitatdirektivets Bilag II. Det betyder ikke nødvendigvis, at arten ikke kan gøres til genstand for jagtlig udnyttelse. Men det betyder, at Danmark er forpligtet til at udpege NATURA 2000-områder for spættet sæl og til at sikre, at arten har gunstig bevaringsstatus, både i disse områder og i Danmark som helhed.

Aktuelt drives der ikke jagt på spættet sæl i nogen af EU’s medlemslande, selv om der angiveligt er muligheder for regulering i flere lande. Sæler er derfor gradvist blevet mindre sky over for mennesker – i Danmark siden 1977 - og der vil derfor være en risiko for, at mange sæler forholdsvis nemt vil kunne nedlægges, hvis man genindfører en jagttid på arten. Medmindre antallet af sæler, der nedlægges, er stærkt begrænset, må man forvente, at bestandsstørrelsen atter vil falde.

På den anden side vil en forøget skyhed forringe sælernes muligheder for at udnytte deres landgangspladser, ikke mindst i forbindelse med jagtlige forstyrrelser. Disse såkaldte ”haul-outs” er afgørende for sælernes hvile, reproduktion og pelsskifte, og tilladelse af jagt inden for disse områder vil medføre en forringelse af levevilkårene i de udpegede områder. De NATURA 2000-områder, der er udpeget for spættet sæl, må derfor friholdes for jagt, og afhængigt af deres størrelse vil en etablering af såkaldte bufferzoner omkring dem være påkrævet. Størrelsen af sådanne bufferzoner kan ikke vurderes på forhånd, men den skal efter al sandsynlighed være betydelig.

Erfaringer fra bl.a. Grønland viser, at der er en ganske stor risiko for anskydning ved jagt på sæler til havs. Desuden mistes en del nedlagte dyr, fordi de synker. En genindførelse af jagt på spættet sæl vil foruden bestandsbiologiske overvejelser således også rejse nogle etiske problemstillinger.

Den anden sælart i de danske farvande – gråsælen – er efter at have været udryddet i Danmark i første halvdel af det 20. århundrede atter begyndt at yngle nogle få steder i landet. Gråsæl er på den danske Rødliste, og det er meget vanskeligt at se forskel på spættet sæl og unge individer af gråsæl, ikke mindst når dyrene befinder sig i vandet. Jagt på spættet sæl bør derfor undgås i områder, hvor gråsælen findes.

Disse forhold indebærer sammenlagt, at en genåbning af jagt på spættet sæt i form af en almindelig jagttid ikke er tilrådelig. Det kan overvejes at påbegynde en kontrolleret afskydning, men da erfaringen med jagt på sæler er meget begrænset, må konsekvenserne i givet fald følges nøje, både med hensyn til nedlagte dyr (køn, størrelse, alder og sundhedstilstand), bestandsudvikling og forstyrrelseseffekter.