Rådyr

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Rådyret forekommer almindeligt i hele landet, herunder også på de fleste større og mindre øer. Efter en lang årrække med markant vækst overalt i landet er der gennem det seneste årti konstateret en nedgang i lokale bestande på grund af en ikke identificeret sygdom (”rådyrsyge”). Sygdommen synes at have været mest udbredt på Fyn, men syge dyr med tilsvarende symptomer som de fynske er også konstateret på Vestsjælland og i Østjylland i de senere år. Enkelte steder menes bestanden at være reduceret med op til 85 %, men det er ikke bekræftet gennem systematiske bestandsopgørelser.

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Jagten i Danmark

Set over de seneste 20 år har der været en svag stigning i jagtudbyttet, men i de seneste fem sæsoner har udbyttet været faldende. Indekset for rådyr i DOF’s punkttællinger viser ligeledes faldende tendens for de seneste sæsoner, såvel for forårsindekset som for vinterindekset (Nyegaard m.fl. 2015).

Fra sæsonerne 2009/10 og 2010/11, hvor udbyttet toppede i de fleste dele af landet, og til sæsonerne 2013/14 og 2014/15 har der stort set været tilbagegang i jagtudbyttet overalt i landet med undtagelse af Nord- og Vestjylland, omkring 15 % på Fyn og Bornholm og op mod 30 % på Sydsjælland, men ”kun” 6-7 % i Syd- og Østjylland.

Der foreligger desværre ikke data, der kan bruges til en analyse af sammenhængen mellem udbredelse og intensitet af ”rådyrsygen” og lokale/regionale bestandstætheder og dermed heller ikke nedgangen i jagtudbyttet, men forskelle i jagtudbyttet på kommuneplan formodes at afspejle reelle forskelle i bestandstætheder. Jagtudbyttet per km2 er højest på Bornholm, Sjælland og i Nordøstjylland og lavest på Fyn og i Vestjylland.

Der blev indberettet nedlæggelsesmåned for i alt 53.237 rådyr i jagtsæsonen 2014/15.  I det samlede udbytte var der 48,9 % bukke, 24,8 % råer og 26,3 % lam. Mere end fire femtedele (82,7 %) af udbyttet af voksne bukke blev nedlagt under forårs- og sommerjagten. Fra og med jagtsæsonen 2011/12 blev jagttiden forlænget med en halv måned, så den kom til at omfatte hele januar. I 2014/15 blev 11,5 % af det samlede rådyrudbytte nedlagt i januar.

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Rådyr kan forvolde skade på skovbruget, men omfanget kendes ikke. Gældende reguleringsbestemmelser sigter mod beskyttelse af træer og afgrøder i erhvervsmæssigt drevne indhegninger (gartneri, frugtavl og planteskoler).

Så længe ”rådyrsygen” ikke er identificeret, kan der ikke opstilles specifikke forholdsregler for at imødegå effekterne af sygdommen.

Eventuelle bestandseffekter af en fortsat relativt stor afskydning af voksne, veludviklede bukke under forårs- og sommerjagten kendes ikke. Jf. problematikken med krondyr (Sunde & Haugaard 2014) er der en risiko for, at bukkene over generationer vil udvikle mindre kropsstørrelse og mindre opsatser (Ramanzin & Sturaro 2014). Jagstart på råerne 1. oktober er næppe et bestandsmæssigt problem, men afskydning af diegivende råer tidligt i jagtsæsonen vil alt andet lige forringe lammenes chance for at overleve deres første vinter.

Vurdering af gældende jagttid

Udviklingen i afskydning og bestand gennem de seneste år giver ikke anledning til at ændre vurderingen af jagten som værende bæredygtig, dog med forbehold for situationen i områder, hvor bestanden er voldsomt ramt af ”rådyrsyge”.