Husmår

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Husmåren er almindeligt forekommende over det meste af landet, og den findes i meget forskellige biotoptyper fra åbne landbrugs- og naturområder over parcelhus- og sommerhusområder til egentlig bymæssig bebyggelse. Arten findes ikke på de fleste mindre øer og er ligeledes fraværende på en række større øer som Bornholm, Læsø, Anholt, Endelave, Mandø, Fanø, Sejerø og Amager (Madsen m.fl. 2007a).

Den eneste form for systematisk overvågning af husmåren sker via Vildtudbyttestatistikken, som dog kun har en begrænset værdi i forhold til husmåren, især fordi variationer i det årlige udbytte og dets geografiske fordeling ikke kan holdes op mod et mål for jagt- og fangstindsatsen.

Tilbagegangen i jagtudbyttet, som omtales i næste afsnit, afspejler ikke nødvendigvis en tilsvarende tilbagegang i bestanden; den kan også skyldes en stadig aftagende jagt- og fangstindsats. Baseret på det foreliggende grundlag skønnes husmårbestanden at være stabil.

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Jagten i Danmark

Det årlige jagtudbytte har gennem de seneste 20 år ligget på et niveau omkring 4.000, hvilket er en tredjedel mindre end i begyndelsen af 1980’erne, hvor udbyttet toppede. I de seneste 20, 10 og 5 år har udbyttet vist faldende tendenser, alle statistisk signifikante, stærkest i perioden 2010-2014 med et årligt fald på 7,2 %. Jagtudbyttet er højest på Ærø, Samsø, Langeland og Fyn. Forskelle i udbytteniveauet formodes generelt at afspejle reelle forskelle i bestandstætheden, om end ikke nødvendigvis i proportionalt forhold.  

Der blev indberettet nedlæggelsesmåned for i alt 689 husmårer i jagtsæsonen 2014/15, svarende til 25,1 % af det samlede husmårudbytte. Omkring 75 % af det udbytte, der blev nedlagt inden for jagttiden, blev nedlagt i november-december-januar.

Tidligere undersøgelser har vist, at langt den største del af udbyttet af husmår – omkring 80 % – tages i fælder i og ved bygninger, hønsegårde og indhegninger, dvs. oftest i situationer og på steder, hvor husmåren kan volde problemer (Rasmussen m.fl. 1986).

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Husmåren kan optræde som prædator på tamfjerkræ og vildtfugleopdræt og kan derudover være til gene i beboelsesbygninger, fordi den støjer, efterlader bytterester og ekskrementer på lofter, ødelægger isolerings­materiale og stråtage, eller fordi den undertiden gnaver i ledninger i bilmotorer. Det er baggrunden for, at der p.t. findes en række muligheder for at regulere husmår uden for jagttiden, men hvis jægernes indberetninger for sæsonen 2014/15 er repræsentative, så nedlægges kun en beskeden del (8,3 %) af det samlede husmårudbytte uden for jagttiden.

En anden forvaltningsmæssig problemstilling drejer sig om risikoen for forveksling mellem husmår og skovmår under jagt og regulering. Under jagt og regulering med skydevåben vil der vil altid være en vis risiko for at forveksle de to arter, men ifølge DCE’s vurdering vil det antal skovmårer, der risikerer at blive skudt i situationer, hvor der kan ske en forveksling, være meget lille og på ingen måde begrænsende for skovmåren på bestandsniveau (Asferg m.fl. 2015).

Vurdering af gældende jagttid

Det er DCE’s vurdering, at husmårbestanden på landsplan kan bære det aktuelle jagt- og reguleringstryk. Dog kan jagten og reguleringen sandsynligvis have en begrænsende effekt på bestanden i lokale områder, hvis den drives intensivt og vedvarende.

Den mest effektive løsning på forvekslingsproblematikken skovmår/husmår i relation til jagt ville naturligvis være at totalfrede begge arter, men det vil give nogle forvaltningsmæssige problemer, fordi husmår giver anledning til forskellige gener som beskrevet ovenfor. Fældefangst giver de mest optimale betingelser for en korrekt artsbestemmelse og dermed den mindst mulige risiko for at komme til at aflive en skovmår i den tro, at det er en husmår, så en mulig løsning kunne derfor være at begrænse jagt og regulering af husmår til fældefangst i og ved bygninger samt i og ved indhegninger med tamfjerkræ og vildtfugle.