Grævling

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Grævlingen er almindeligt forekommende over hele landet med undtagelse af Bornholm, Læsø, Anholt, Samsø og Fanø samt de fleste mindre øer (Madsen m.fl. 2007b).

Udviklingen i bestandene kan vurderes på baggrund af Vildtudbyttestatistikken frem til 1994, hvor grævlingen blev totalfredet. På landsplan ser bestanden ud til at have været jævnt aftagende fra 1941 til omkring 1980. Årsagen til tilbagegangen på dette tidspunkt kendes ikke med sikkerhed, men der har sandsynligvis været tale om en blanding af jagtlig efterstræbelse og en reduktion af arealerne med grævlingens foretrukne fourageringsbiotoper, som er arealer med forholdsvis kort græs, hvor grævlingen finder hovedparten af sit vigtigste fødeemne (regnorm).

Lokale bestande af grævlinger i Sønderjylland har i perioder været næsten udryddet som følge af udbrud af hundegalskab (rabies) og de deraf afledte gasnings­kampagner i perioden fra sidst i 1960’erne til begyndelsen af 1980’erne. Grævlingen genetablerede sig dog hurtigt efter sygdommens uddøen og gasningens ophør. Der er ikke registreret rabies i danske rovdyr siden begyndelsen af 1980’erne.

I årene 2003-2014 er der registreret syv tilfælde af hvalpesyge, som også kan være dødelig for bl.a. grævling, senest i tre individer fra 2014 (http://www.vildtsundhed.dk/Om-Vildtsundhed-dk/Aarsrapporter). Generelt må det dog konstateres, at danske grævlinger er sunde og raske set ud fra et veterinært synspunkt, men udbruddet af hvalpesyge i Jylland de seneste år kan have påvirket grævlingebestanden negativt.

Grævlingens aktuelle status kendes ikke, og den seneste opgørelse, som går tilbage til tiden før 2003, viser udelukkende grævlingens udbredelse, men ikke bestandens tæthed og udvikling (Madsen m.fl. 2007b).

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Jagten i Danmark

Jagtudbyttet af grævling er registreret i Vildtudbyttestatistikken i perioden 1941-1993. Fra 1941 til 1980 faldt det årlige udbytte fra ca. 3.500 til et niveau omkring 1.500, hvor det blev liggende indtil 1990, hvorefter udbyttet faldt yderligere frem mod totalfredningen i 1994 (Madsen m.fl. 2007b). Der er p.t. ingen generelle reguleringsmuligheder.

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Grævlingen præderer kun i meget begrænset omfang på jagtbare vildtarter (Andersen 1954). I den seneste danske undersøgelse af grævlingens fødevalg var der fugle og æg i 20 % af dyrene fra sommerperioden og for hele året i 9 % af dyrene (Madsen m.fl. 2002). Ingen af fuglene var hønsefugle, dvs. ingen havde ædt agerhøns, fasaner eller tamhøns. De største pattedyr, der blev fundet i føden, var pindsvin og muldvarp. Grævlingen kan give anledning til markskader i fx majs og korn, men økonomisk vurderes det ikke at være et problem.

Grundet manglende overvågning af arten findes der ingen oplysninger om aktuelle udviklingstendenser i den samlede bestand. Siden totalfredningen i 1994 er trafikintensiteten på vejnettet steget med næsten 50 % (www.vd.dk), og det vurderes, at biltrafikken i dag er blevet en stadig vigtigere dødelighedsfaktor. Blandt 309 grævlinger indleveret til Aarhus Universitet, Institut for Bioscience (AU) i perioden 1993-2015 var 86 % trafikdræbte. Den årlige variation i antallet af indleverede grævlinger til AU kan ikke betragtes som indikator for bestandssvingninger, da den formentlig blot afspejler indsamlingsindsatsen. Den mest langsigtede løsning med hensyn til at nedsætte antallet af trafikdræbte grævlinger og sikre forbindelse mellem delbestande i vore fragmenterede landskaber vil fx være at indarbejde faunapassager i nye og ældre vejanlæg. For at sikre grævlingebestanden skal forvaltningen desuden sikre, at der produceres et overskud, så den kan ’bære’ trafikdrabene, og at andre dødelighedsfaktorer forårsaget af mennesker begrænses.

Vurdering af eventuel jagttid

Grævlingebestanden er formentlig gået frem efter totalfredningen i 1994. Der er ikke efterfølgende gennemført landsdækkende bestandsopgørelser, men efter totalfredningen er der optalt aktive grave i udvalgte områder, fx Fussingø ved Randers, hvor forekomsten af grave registreret i perioden 1975-1996 har været stigende (Elmeros m.fl. 1999). Antallet af aktive hovedgrave i Fussingø-skovene synes efterfølgende at være faldende. Andre undersøgelser viser, at grævlingen har været trængt i en række bynære skove med stor og hyppig publikumsaktivitet (Aaris-Sørensen 1987). I Grib Skov (60 km2) er der sket en stigning i antallet af beboede grævlingegrave fra blot ni i 1992 til 27 i 2002, dog først og fremmest på grund af en mere naturnær skovdrift omkring gravene (Aaris-Sørensen 2003).

På grund af det manglende kendskab til bestandens udvikling og status er det ikke muligt at vurdere, om bestanden eventuelt vil kunne bære en afskydning.