Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Knarand

Forekomst og bestandsudvikling

Knarand er indvandret som ynglefugl til Danmark i 1930’erne og har været i markant fremgang siden 1970’erne. Ved den første atlasundersøgelse i 1971-1974 blev den registreret som sikker, sandsynlig eller mulig ynglende i blot 47 5x5 km-kvadrater (Dybbro 1976); i 1993-1996 var antallet steget til 147 kvadrater (Grell 1998), og ved den igangværende tredje atlasundersøgelse er knarand efter blot to år (2014 og 2015) registreret i 247 kvadrater (DOFbasen 2016). Bestanden blev vurderet til min. 500 par i 2011 (Pihl & Fredshavn 2015). Den rastende efterårsbestand er ligeledes mangedoblet de seneste 20 år (Fig. 3.1.17.1) og blev i oktober 2010-2014 opgjort til mindst 1.600-3.000 individer (Holm m.fl. 2015). Knarand er en mere udpræget ferskvandsand end de andre svømmeænder, og da oktobertællingerne især foretages i reservater, som ligger i fjorde og brakvandslaguner, er den rastende bestand sandsynligvis meget større. Bestanden i Sverige er ligeledes steget fra under 100 i 1970’erne til 3.000-5.000 fugle i 2011-2014 (Nilsson & Haas 2105). Den nordvesteuropæiske flywaybestand er senest opgjort til 110.000 fugle og er markant stigende (Nagy m.fl. 2014, 2015).

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten