Vildkanin

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Vildkaninens udbredelse synes at være stabil, men der forekommer markante, sygdomsbetingede (Myxomatose) udsving i størrelsen af de enkelte bestande. Når sådanne udbrud rammer bestandene på specielt Fanø eller Endelave (i Horsens Kommune), som traditionelt har haft landets største forekomster af vildkanin, så sætter det sig oftest tydelige spor i det totale jagtudbytte. Det seneste større udbrud skete på Endelave i 2008, hvor kaninerne ifølge lokale jægere næsten forsvandt, og al jagt ophørte (Larsen 2012). Men som det oftest er tilfældet for kaninbestande, så vil et mindre antal dyr overleve, og bestandene vil snart begynde at vokse igen. Således anføres det i notitser fra Endelave (bl.a. Larsen 2012), at allerede i 2011 var bestanden vokset så meget, at der igen blev drevet jagt på kaninerne, men sygdommen er tilsyneladende ikke helt væk, hvilket bl.a. viste sig ved et begrænset udbytte i den seneste jagtsæson. Også virussygdommen RVHD ramte tilsyneladende Endelave i 2013 (Kristeligt Dagblad 2014). Bestanden på Fanø blev ramt af myxomatose i midten af 1990’erne, og her faldt udbyttet med ca. 2/3 til et niveau omkring 500. Udbyttet ligger i dag noget højere.

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Jagten i Danmark

I begyndelsen af 1990’erne nåede jagtudbyttet af vildkanin op over 16.000, men har i de seneste to sæsoner ligget på et lavt niveau. I alt 435 jægere har i jagtsæsonen 2014/15 indberettet 2.985 nedlagte vildkaniner. Det vides ikke, hvor stor en del af udbyttet, der stammer fra regulering, fx i sommerhusområder. Der er således sket en halvering af jagtudbyttet af vildkanin fra jagtsæsonen 2013/14 (6.800) til jagtsæsonen 2014/15 (3.000). Langt hovedparten af jagtudbyttet er nedlagt på Fanø (1.329 individer). Udbytte af vildkanin i Hedensted og Odder kommuner skyldes formentlig fejlregistreringer af kaniner nedlagt på Endelave, som hører til Horsens kommune. Ifølge DR.dk (2015) angives det, at ”de vilde kaniner stortrives på Bornholm og formerer sig kraftigt”. Forklaringen er ifølge J. Orbitt, Naturstyrelsen (pers. medd.), at de seneste vintre har været relativt milde trods sne, og hertil kommer, at bestanden har været forskånet for myxomatose, og at der på Bornholm, som p.t. ikke har en rævebestand, ikke er så mange naturlige fjender som i den øvrige del af landet.

Jagtudbyttet har de seneste 20 og 10 år vist faldende tendenser på hhv. 1,8 % og 0,9 %, men de seneste 5 år synes udviklingen at være vendt til en generel fremgang (17,1 %). Dette skyldes dog primært det store antal, der blev nedlagt i jagtsæsonen 2012/13 (10.292). Det bør bemærkes, at ingen af tendenserne er signifikante.

Der blev indberettet nedlæggelsesmåned for i alt 745 vildkaniner i jagtsæsonen 2014/15, svarende til 25,0 % af det samlede vildkaninudbytte. Omkring 87 % af udbyttet blev nedlagt inden for jagttiden, dvs. september-januar måned. 

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Vildkaninen kan volde direkte skade på afgrøder, som den fouragerer på, men også være til gene i sommerhusområder og i områder, hvor den graver gange og anlægger bo i diger, som skal forhindre oversvømmelser af landbrugsområder og bebyggede områder. I egne, hvor vildkanin volder skade, må den reguleres hele året, og DCE bekendt er der ikke anmeldt så alvorlige problemer, at de ikke har kunnet løses ved regulering. I sæsonen 2014/15 blev 13 % af det samlede udbytte nedlagt uden for jagttiden, dvs. ved regulering.

Vurdering af gældende jagttid

Ved den seneste jagttidsrevision i 2014 blev jagtens indflydelse på vildkaninen vurderet som usikker, især i perioder med meget små bestande (Christensen m.fl. 2013). Det er imidlertid meget vanskeligt at beregne et bæredygtigt bestandsniveau for en art som vildkanin, hvor naturlige hændelser som fx sygdomsudbrud jævnligt reducerer bestandene med mere end 90 %, men uden at de uddør. Det er en langt større udtag af bestandene end den, der sker ved normal jagt, men det må erkendes, at der mangler viden om jagtens betydning for bestandsudviklingen i al almindelighed, og i særdeleshed i perioder, hvor bestandene er små. I praksis ser det imidlertid ud til, at jægerne helt eller delvis indstiller jagten, når bestandene er små, og det er svært umiddelbart at pege på forvaltningsmæssige tiltag (ud over midlertidig fredning), der kan hjælpe bestandene til en hurtigere genetablering end den, der tilsyneladende allerede sker uden formelle restriktioner.