Mårhunden betragtes som en invasiv art i dansk natur.
Invasive arter er kendetegnet ved at have en negativ effekt på økosystemer. Disse kan bl.a. ses som habitatændringer, prædation på hjemmehørende arter, konkurrence om ressourcer med de hjemmehørende arter eller introduktion af sygdomme og parasitter.
Der har igennem en periode på over 5 år været gennemført en bekæmpelsesindsats af mårhund. I 2015 blev indsatsen evalueret, og det blev bl.a. anbefalet at videreføre indsatsen.
Mårhunden hører til hundefamilien, og den har sin naturlige udbredelse i store dele af østen.
I årene 1929-1955 blev der udsat omkring 9000 mårhunde i den europæiske del af det tidligere Sovjetunionen (Ukraine, Hviderusland, Rusland og Letland). Dette skete for at få et nyt jagtobjekt og på grund af pelsens høje værdi. Mårhundens spredning er sket utroligt hurtigt, og fra 1935-1984 spredte den sig over 1,4 mio. km2 af Europa.
Mårhunden er jf. ovenstående en ikke-hjemmehørende art i Danmark, og den vil kunne udgøre en trussel mod primært padder og jordrugende fugle. Desuden kan mårhunden være bærer af en lang række af de sygdomme, som rammer hundefamilien fx hundesyge, Parvovirus m.m.
Fra 2009 til 2015 femdobledes det årlige antal observationer af dødfundne og dræbte mårhunde fra 40-50 til 221. I de første otte måneder af 2016 registreredes 176 observationer, svarende til et forventet fremskrevet antal på 284 ved årets udgang. Dette svarer til en gennemsnitlig årlig stigning på 32 %.
Mårhund er en invasiv art og må reguleres som skadevoldende vildt, men den har en officiel jagttid fra 1. september - 31. januar.
Det gennemsnitlige antal indrapporterede døde mårhunde per kommune (antal *100 km -2) pr. år i perioden 2009-2015 (N = 722). Prikkerne viser de præcise lokaliteter for de registrerede mårhunde.
