Hare

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Haren er udbredt over hele landet. Ud fra jagtudbyttet at dømme gik bestanden konstant tilbage fra 1960 til 2005. Siden 2005 har jagtudbyttet ligget omtrent stabilt med svagt vigende tendens. Indekset for hare i DOF’s forårspunkttællinger viser en svag men statistisk signifikant nedgang i antallet af harer (0,6 % per år) i hele registreringsperioden 1984-2014, som imidlertid dækker over en statistisk signifikant stigning på 4,1 % årlig i perioden 2005-2014 (Nyegaard m.fl. 2015). Der er derfor grund til en forsigtig tro på, at bestanden siden 2005 har været omtrent stabil, med årlige fluktuationer. At dømme efter jagtudbytte såvel som tællinger er bestandene gennemgående tættest i det sydøstlige og tyndest i det nordvestlige Danmark, med tætheder spændende fra under 4 til mere end 60 harer per km2 (Wincentz 2009)

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Jagten i Danmark

Med et årligt jagtudbytte på ca. 54.000 er haren Danmarks næsthyppigst nedlagte pattedyr. Set over de seneste 20 år har jagtudbyttet været faldende, men over de sidste 10 år kun svagt og ikke statistisk signifikant. Der nedlægges harer i alle landets kommuner; jagtudbyttet er generelt størst på Sydsjælland, Lolland og Falster samt på Bornholm. Halvdelen af alle harer nedlægges i november.

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Haren er rødlistet som ”Sårbar” i Danmark. Vurderet ud fra Vildtudbyttestatistikken synes bestandstilbagegangen, der udløste rødlistningen, dog at være afløst af stabilisering. På grundlag af et fagligt oplæg fra DMU (Sunde & Asferg 2011) udgav Naturstyrelsen i 2013 en vejledende forvaltningsplan for hare rettet mod private bestandsforvaltere, som ønsker at beskytte eller genoprette harebestande gennem habitatforbedrende tiltag og beskytte mod ikke-bæredygtig jagt (Naturstyrelsen 2013). 

Haren har et højt reproduktionspotentiale og en god spredningsevne. Harebestande responderer derfor hurtigt på ændrede miljøforhold såsom habitatforbedringer eller reduceret dødelighed og vil også kunne genetablere bestande gennem genindvandring (Sunde & Asferg 2011). Ved tætheder under ca. 5 harer per km2 tåler harebestande dog ikke megen afskydning (Sunde & Asferg 2011). På dette grundlag anbefales det i den nationale forvaltningsplan for hare (Naturstyrelsen 2013), at der ikke drives jagt på bestande med lavere efterårstætheder end 4 harer per km2 og højst 10 % jagtlig udtag af bestande med tætheder på 4-9 harer per km2.

For at understøtte udviklingen af en lokalt forankret bæredygtig bestandsforvaltning af bl.a. harer, har Danmarks Jægerforbund taget initiativ til dannelse af såkaldte markvildtlav, hvor adskillige grundejere samarbejder om bestandsmonitering, gennemførelse af habitatforbedrende tiltag og afskydning (Rasmussen 2014).

Vurdering af gældende jagttid

I 2010 blev det besluttet at indføre en 3-årig særfredning (2010-2012) af harer i Himmerland for at undersøge, om jagtfredning havde en positiv effekt på tynde bestande. Himmerland blev valgt som forsøgsområde, fordi harebestandene efter jagtudbyttet at dømme er lavere i det nordlige Jylland end de fleste andre steder i landet. Resultatet af særfredningen blev evalueret på grundlag af tællinger foretaget af Danmarks Jægerforbund og Naturstyrelsen i foråret og efteråret 2011, 2012 og 2013 dels i fredningsområdet i Himmerland, dels i referenceområder henholdsvis nord for Limfjorden og umiddelbart syd for Mariager Fjord, hvor bestandstætheden syntes at være på samme niveau (Sunde 2014). I perioden 2011-2013 steg antallet af harer talt per tællerute i frednings- såvel som i referenceområdet, men stigningen var størst i fredningsområdet (Sunde 2014). Med forbehold for at undersøgelsen ikke var replikeret over flere geografiske områder (dvs. andre lokale forhold end jagt kan have gjort sig gældende), kan dette resultat dels tolkes derhen, at de gældende jagttider ikke var til hinder for en periodisk bestandsfremgang selv i områder med tynde harebestande, dels at jagt syntes at dæmpe bestandsfremgangens størrelse.

På grundlag af den ovennævnte undersøgelse og det forhold, at jagtudbyttet hos stationære vildtarter generelt set kun i ringe grad afhænger af jagttidens længde (Sunde & Asferg 2014), samt at der nu tages initiativer til gennem markvildtlav at afpasse jagten på harebestande i forhold til deres tæthed baseret på forudgående tællinger, vurderes der ikke at være fagligt belæg for at ændre den eksisterende jagttid på landsplan.