Stor regnspove

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Stor regnspove (storspove) er fåtallig ynglefugl i Danmark. Arten var i tilbagegang fra 1970’erne til 1990’erne, men har siden da været i fremgang frem til 2012, hvor bestanden blev estimeret til ca. 450 par (Nyegaard m.fl. 2014). Arten er rødlistet som næsten truet (NT)(Wind & Pihl 2010). Stor regnspove forekommer uden for yngletiden i det meste af landet langs kyster og fjorde. Der er registreret flest fugle i området omkring Limfjorden, langs den jyske vestkyst og i Vadehavsområdet (Meltofte m.fl. 2009). Optælling af arten i hele landet i 1974-1978 og igen i 2008 viser, at antallet i oktober er steget fra ca. 4.000 til godt 16.000 fugle (Meltofte m.fl. 2009). Årlige optællinger gennem mange år viser stabile eller stigende antal, såvel i det samlede Vadehav som i den danske del af Vadehavet samt på Tipperne i Ringkøbing Fjord (Blew m.fl. 2015, Laursen & Frikke 2013, Meltofte & Clausen 2016). Internationalt anslås den samlede Flywaybestand at være på 640.000-920.000 individer, og udviklingen vurderes at være stabil eller stigende (Nagy m.fl. 2015). Tidligere har Flywaybestanden af stor regnspove været vurderet som faldende (Delany & Scott 2006), hvilket er årsagen til, at arten er anført som ’næsten truet’ på IUCN’s Rødliste siden 2008 (BirdLife International 2015a).

Årlige bestandsindeks er beregnet for stor regnspove i Vadehavet siden 1987. De viser en konstant stigende tendens frem til omkring 2006, hvorefter antallet falder (Laursen & Frikke 2013). På Tipperne foreligger der beregninger af bestandsudviklingen fra 1973. De viser, at antallet har været stabilt frem til slutningen af 1980’erne, hvorefter det steg frem til omkring 2005. Denne udvikling er set hos både gamle og unge fugle (Meltofte & Clausen 2016).

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Jagten i Danmark

Indtil 1982 havde stor regnspove jagttid fra 1. august til 31. december. Fra og med 1982 var jagttiden fra 1. september til 31. december. Arten blev fredet i 1994. Fredningen i august måned blev indført bl.a. med det formål at beskytte de gamle fugle. I de tre sidste sæsoner inden jagttiden blev ændret, var det gennemsnitlige udbytte 24.500 spover, og i de sidste tre sæsoner inden arten blev totalfredet, var udbyttet 7.030 spover.

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Stor regnspove står på Fuglebeskyttelsesdirektivets bilag II/del B som potentielt jagtbar i Danmark, og dermed er det muligt at genindføre en jagttid. Stor regnspove er listet som næsten truet (NT) på verdensplan (BirdLife International 2015a), hvilket bevirker at den europæiske, nord- og vestafrikanske flywaybestand er listet i kategori A4 under Vandfugleaftalen (AEWA 2015).

Bestanden faldt i de sidste år af den periode, hvor der var jagt på stor regnspove. Baggrunden for dette fald er ikke entydig, men beregninger foretaget for Vadehavet viser, at jagten har haft en stor indflydelse, specielt jagten i august, hvor en stor del af udbyttet var gamle fugle. Ud fra en antagelse om, at de fugle, som før 1982/83 blev skudt i august måned, ville have reproduceret sig som den øvrige del af bestanden, fås en udvikling, som svarer til udviklingen i antallet af spover optalt i Vadehavet. Den samme beregning er lavet for bestandens udvikling efter total­fredningen i 1994, men her blev der ikke fundet nogen sammenhæng med udviklingen i bestanden i Vadehavet. Beregningerne tyder på, at den jagt, som blev drevet i Danmark frem til 1982/83, hvor der blev nedlagt mange gamle fugle, havde en negativ indflydelse på bestanden. Derimod havde jagten i de følgende år ikke en målelig effekt.

I en større analyse af stor regnspoves antal og udvikling i Danmark siden midten af 1970’erne konkluderer Meltofte m.fl. (2009), at det stigende antal store regnspover i landet skyldes ’jagtfredning’ og et mildere klima. Clausen m.fl. (2004) påpegede imidlertid, at det for den fortsatte fremgang, der er observeret i bestanden efter 1994, ikke er muligt med sikkerhed at adskille effekten af jagtfredningen i 1994 fra effekten af etableringen af de mange nye reservater, der skete i årene umiddelbart efter 1994. Den store fremgang i stor regnspoves rastebestand, der er fortsat i reservater over hele landet (Clausen m.fl. 2013), kan således skyldes effekter af jagtfredning, reservater og/eller mildere klima.

Vurdering af eventuel jagttid

AEWA (African-Eurasian Waterbird Agreement) har vedtaget en international forvaltningsplan for stor regnspove (Brown 2015). Planen gør det muligt at indføre jagt på arten. Det kan dog kun ske under forudsætning af, at der aftales en international adaptiv jagtforvaltningsplan. Det indebærer, at de lande, der ønsker jagt, skal sikre, at arten har en gunstig bevaringsstatus ved bl.a. at tilpasse jagten efter bestandsudviklingen og jagtens indflydelse. Desuden skal der laves en vildtudbyttestatistik på flyway-niveau og indføres forvaltningsmekanismer til at regulere og aftale jagten i en løbende proces. 

En introduktion af jagt på stor regnspove formodes at medføre et øget forstyrrelsesniveau på rastepladserne, som vil resultere i et fald i antal, fordi arten er meget følsom over for forstyrrelser og har en flugtafstand op til 1.000 m (Laursen m.fl. 2005). Såfremt det overvejes at indføre jagttid på stor regnspove, bør den først starte, når hovedparten af de gamle fugle har forladt landet, hvilket bedømt ud fra aldersfordelingen i jagtudbyttet i 1980’erne vil sige efter primo oktober (Henriksen 1991). Da markant større antal af store regnspover i dag opholder sig i Danmark både efterår og vinter (Clausen m.fl. 2013, Holm m.fl. 2015), er det dog ikke sikkert, at trækfænologien for de adulte fugle ikke også har ændret sig markant siden 1980’erne, hvorfor aldersfordelingen i et eventuelt jagtudbytte bør følges nøje. En sen jagtstart vil endvidere eliminere forvekslingsproblemer med lille regnspove, der på det tidspunkt for længst har forladt Danmark (Meltofte 1993). Endvidere bør det, fordi arten er så sky og følsom over for forstyrrelser, overvejes, om jagt kun skal være tilladt inde i landet for at reducere omfanget af forstyrrelser i de primære fouragerings- og rasteområder, der ligger ude på mudderfladerne om efteråret og vinteren.