Stor kobbersneppe

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling)

Stor kobbersneppe yngler i Danmark. Den yngler i de fleste europæiske lande, i et bælte fra Island over England, Holland, Tyskland, Danmark og Sverige til Rusland. Arten ankommer til ynglepladserne i marts og trækker sydpå lige efter ynglesæsonens afslutning i juli. Uden for ynglesæsonen forekommer arten fåtalligt ved kyster.

Et mindre antal store kobbersnepper fra de fennoskandiske og baltiske ynglebestande passerer Danmark på efterårstrækket (Bønløkke m.fl. 2006).

Den samlede vesteuropæiske bestand er vurderet til 162.000-183.000 fugle, og antallet er stærkt faldende (Delany m.fl. 2009). Langt den største del udgøres dog af de hollandske (45.000-50.000 par), islandske (15.000- 25.000 par) og russiske (13.000-30.000 par) bestande (Birdlife International 2004), der yderst fåtalligt optræder i Danmark. Den danske ynglebestand er vurderet til 700-725 par, mens bestandene i Norge, Sverige, Finland, Estland og Letland er vurderet til sammenlagt 960-1.700 par (Birdlife International 2004). Angiveligt er de fennoskandiske og baltiske bestande gået yderligere tilbage i de senere år og er aktuelt sammenlagt under 1.000 par.

Stor kobbersneppe er vurderet til at have ugunstig bevaringsstatus i ”Vejledning om jagt”, med anførelse af DMU som kilde. Da der ikke indgår nogen sådan vurdering i det materiale, DMU har fremsendt, må det være kommissionens eget embedsværk, der har foretaget den. Vurderingen er dog utvivlsomt korrekt.

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Jagten i Danmark

Jagttid

Arten blev fredet i 1982. Indtil da var jagttiden 1.8. til 31.12.

Jagtudbytte

Det er ikke muligt at vurdere, hvor mange fugle der årligt blev nedlagt, da der var store muligheder for forveksling med andre vadefuglearter (Strandgaard & Asferg 1980).

Jagtens indflydelse på bestanden

Kan ikke vurderes, men må formodes at være additiv i en situation, hvor bestanden er i tilbagegang.

Vurdering af eventuel jagttid

Stor kobbersneppe står på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2. Danmark og Frankrig må give arten jagttid. Der har tidligere været jagttid på arten i Frankrig, men pga. bestandsudviklingen er der netop introduceret en 5-årig midlertidig fredning, der er trådt i kraft fra efteråret 2008.

I regi af AEWA (African-Euroasian Waterbird Agreement) er der i september 2008 vedtaget en handlingsplan, der har til formål at standse tilbagegangen. I henhold til denne handlingsplan - som er tiltrådt af Danmark - kan Danmark ikke genindføre en jagtlig udnyttelse af stor kobbersneppe for indeværende.

De bestande, der enten yngler i Danmark eller kan forekomme på træk, udgør sammenlagt 1.000-2.000 par, svarende til en efterårsbestand på formentlig 4.000-8.000 fugle. Bestanden er således klart for lille til at kunne bære en jagtlig udnyttelse og vil fortsat være det selv i tilfælde af, at tilbagegangen stopper.