Stær

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Af registreringerne udført under DOF’s punkttællingsprogram fremgår det, at bestanden af stær i Danmark har været i vedvarende tilbagegang fra senest 1976 og frem til i dag. Bestanden er reduceret med 60 % over de seneste 40 år, svarende til en gennemsnitlig, årlig tilbagegang på 2,2 % (Heldbjerg m.fl. in press). Antages det, at den danske bestand var på 400.000-600.000 par i 2000 (BirdLife International 2004), betyder dette, at Danmark har mistet 313.000-470.000 ynglepar siden midten af 1970’erne (Heldbjerg m.fl. in press).

For 2011 har Pihl & Fredshavn (2015) angivet en bestandsstørrelse på min. 270.000 ynglepar. Det er den bestandsstørrelse, der er indrapporteret til EU i relation til Artikel 12. Dette skøn er baseret på punkttællingsindekset kombineret med en omregning ud fra tidligere tal med de usikkerheder, disse måtte rumme. Den europæiske bestand er i 2015 vurderet til at være 28,8-52,4 mio. fugle (BirdLife International 2015b).

En nylig sammenstilling af informationer (Heldbjerg m.fl. 2016) tyder på, at tilbagegangen i Danmark (og i flere andre lande) i væsentlig grad kan tilskrives den indskrænkning, der er sket i de arealer, der græsses af fx malkekøer, og hvilken ’kvalitet’ de tilbageværende græsningsarealer har. Det afgræssede areal er blevet mindre, bl.a. fordi køer i stigende omfang bliver holdt inden døre året rundt. En stigende andel af græsarealerne i Danmark udgøres af græs dyrket med henblik på produktion af ensilage.

I Holland og i Storbritannien ser det ud til, at faldet i bestandene i væsentlig grad skyldes, at dødeligheden blandt ungfuglene er steget (Freeman m.fl. 2007). Den øgede dødelighed i det første leveår menes at være relateret til faldende adgang til egnede fødesøgningssteder uden for yngletiden, især mangel på afgræssede enge (se Freeman m.fl. 2007).

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Stær står ikke opført på Fuglebeskyttelsesdirektivets bilag II, hvorfor der ikke kan åbnes for en jagttid på arten.

I henhold til gældende vildtskadebekendtgørelse kan der i forbindelse med erhvervsmæssigt drevne gartnerier, frugthaver og frugtplantager gives dispensation til regulering af stær.

I årene 2011-2015 var der årligt 4-8 gartnerier eller andre, der fik dispensation til at regulere stær. For disse år var der i de fleste tilfælde tale om dispensationer, der dækkede 2-2½ måned af sommeren, i få tilfælde strækkende sig frem til først på efteråret.

Der blev bl.a. givet dispensation i tilfælde, hvor stære gjorde skade i kirsebærplantager. Ud over tilladelser til regulering i frugtplantager har der været givet tilladelse til regulering ved 1-2 minkfarme, hvor andre skræmmemidler viste sig utilstrækkelige.

Ifølge tilbagemeldingerne til Naturstyrelsen på ansøgte dispensationer (VildReg) fra de 4-8 gartnerier og andre, der årligt fik tilladelser til at regulere stær, blev der sammenlagt nedlagt mellem 100 og 500 stære om året i 2011-2015. I Vildtudbyttestatistikken er det ud fra jægernes indberetninger estimeret, at der i disse år blev nedlagt 600-1.300 stære pr. sæson. Denne forskel mellem de to opgørelsesmetoder tyder på, at den ene eller begge metoder er behæftet med stor usikkerhed. Det vides ikke, hvor godt tallene afspejler de reelle antal.

Vurdering af reguleringens effekt

Med hensyn til den regulering, der udføres af stær, vides det ikke hvor effektiv reguleringen er i forhold til andre metoder til at nedbringe skader forårsaget af stær. Nogle af ansøgerne meldte, at andre afværgemetoder ikke viste sig tilstrækkelige.

Såfremt reguleringen har bidraget til tilbagegangen i den danske ynglebestand, vurderes bidraget at have været særdeles beskedent. Det vides dog ikke, i hvilken grad de regulerede stære er ungfugle, og i hvilken grad de er danske hhv. gæster fra fx Sverige.

Effekten af den nuværende regulering vurderes at være marginal på bestandsniveau. På grund af tilbagegangen i bestanden bør omfanget og effekten af reguleringen følges løbende. Da tilbagegangen i væsentlig grad synes at være drevet af mangel på egnede levesteder (fødesøgningsområder) (Heldbjerg m.fl. in press), vil den beskedne ekstra dødelighed, som reguleringen måske påfører bestanden, ikke være afgørende for, hvordan bestanden vil udvikle sig i de kommende år.