Sædgås

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Den rastende bestand af sædgås i Danmark består af en blanding af de to racer, tajgasædgås (Anser fabalis fabalis) og tundrasædgås (A.f. rossicus). Som beskrevet i Christensen m.fl. (2013) er udredningen af artens forekomst, jagtudbytte og forvaltning i Danmark særdeles kompleks, hvilket skyldes:

i) forekomsten af de to racer, der er svære at adskille, selv for erfarne ornitologer, og stort set umulige at adskille under udøvelse af jagt,

ii) at den ene race (tajga) er i tilbagegang og den anden (tundra) er stigende (Fox m.fl. 2010, Heinicke, Fox m.fl. nyere, upubl. data),

iii) at tajgaracen forekommer i en række delbestande med forskellig status og

iv) at den relative fordeling i jagtudbyttet af de to racer er ukendt.

Det samlede antal af sædgæs i Danmark om vinteren er meget varierende. Førhen var alle sædgæs i landet af racen tajgasædgås, mens tundrasædgås var en meget sjælden gæst. I det seneste årti er der imidlertid indrapporteret et stadigt stigende antal tundrasædgæs.

I et udkast til en international forvaltningsplan for tajgasædgås i regi af Vandfugleaftalen (AEWA) (Marjakangas m.fl. 2015) opereres der med tre delbestande (eller forvaltningsenheder), som forekommer i Nordeuropa om vinteren (bestandene er ikke helt isolerede fra hinanden):

  1. Den vestlige delbestand (eller forvaltningsenhed), som er en lille bestand, der yngler i Sverige/Norge og trækker til Nordjylland og Storbritannien for at overvintre; bestanden tæller omkring 2500 individer og er i fremgang (DCE upubl. data).
  2. Den centrale delbestand, som yngler i Nordrusland, Finland og Nordsverige og overvintrer i Sverige, Sydøstdanmark og Nordtyskland; bestanden har været i tilbagegang de seneste årtier og tæller i dag omkring 40.000 individer (DCE upubl. data).
  3. Den østlige delbestand, som yngler i det vestlige Sibirien og overvintrer i det vestlige Polen og den østlige del af Nordtyskland; bestandens status er usikker, men den er truet (ca.10.000 individer) og i tilbagegang. Denne bestand er dog ikke relevant for Danmark.

Delbestanden i Nordjylland har gennem længere tid været særfredet, dels begrundet med faldende antal i denne del af landet, dels fordi der synes at være tale om en lille og selvstændig delbestand. Denne delbestand ser nu ud til at være i fremgang.

Bestanden af tundrasædgæs kommer fra yngleområder i arktisk Rusland og overvintrer i Tyskland, Holland og Belgien. De fleste tundrasædgæs forekommer på Øerne og især på Lolland og Falster, der er de eneste steder, hvorfra der regelmæssigt indrapporteres tusindtallige flokke. Tidligere analyser har vist, at der om efteråret primært forekom tundrasædgæs i Sydøstdanmark om efteråret, hvorimod der i vinterperioden sker en opblanding med tajgasædgæs, som kommer fra Sydsverige, især i kolde vintre (se Christensen m.fl. 2014). Der er sket et gradvist fald i antallet af overvintrende tajgasædgæs i Danmark over de seneste 15 år. Antallet af tundrasædgæs ser ud til at have stabiliseret sig i løbet af det sidste årti.

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Jagten i Danmark

Jagtudbyttet af sædgæs har været fluktuerende omkring 1000 fugle siden 1990. I enkelte år, forbundet med kulde i Sydskandinavien, nedlægges der et højere antal. Fordelingen imellem de to racer er ukendt – og det estimerede udbytte af sædgæs er behæftet med betydelig usikkerhed på grund af det begrænsede antal vinger, der indsendes af arten. De fleste sædgæs nedlægges i den sydøstlige del af landet, men ud af det samlede udbytte på 1296 nedlagte sædgæs i 2014/15 blev 846 indrapporteret fra områder, som ligger uden for de tre kommuner, hvor der var en jagttid. Selv om det er teoretisk muligt, at jægere fra andre kommuner har nedlagt sædgæs i Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner, men har indrapporteret dem fra deres hjemkommune, antyder det, at der fortsat nedlægges en del sædgæs i andre egne af Danmark, inklusive Nordjylland.

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Sædgås er ikke truet på verdensplan (BirdLife International 2015a). Tajgasædgås er listet i kategori A3c* og tundrasædgås i kategori C1 under Vandfugleaftalen (AEWA 2015). Klassificeringen af tajgasædgås betyder, at der kun kan foregå jagt på bestanden, såfremt det sker i regi af et internationalt aftalt adaptivt jagtkoncept. På det sjette Partsmøde i Vandfugleaftalen, som fandt sted i november 2015, blev udkastet til en sådan plan godkendt (Marjakangas m.fl. 2015), og det forventes, at planen bliver implementeret i løbet af 2016. Det kan således forventes, at Danmark bliver en del af en internationalt koordineret adaptiv jagtforvaltning af bestanden, potentielt med start i 2017.

Det er p.t. ikke muligt at vurdere effekten på bestanden af tajgasædgås af den ulovlige jagt, som ser ud til at foregå på sædgås uden for de tre sydøstdanske kommuner. En del af de ulovligt nedlagte sædgæs er givetvis tundrasædgæs, men de sædgæs, der er nedlagt i Nordjylland, er sandsynligvis overvejende fra den lille vestlige delbestand.

Vurdering af gældende jagttid

Det er DCE’s vurdering, at den gældende jagttid og geografiske begrænsning er tilstrækkelig til at sikre mod en betydningsfuld beskatning af tajgasædgæs. Den fortsatte indrapportering af nedlagte sædgæs i andre egne af Danmark bør imidlertid adresseres forvaltningsmæssigt, fordi det tyder på en del ulovlig jagt og kan potentielt betyde nedlæggelse af tajgasædgæs, især i den nordlige del af Jylland. En eventuel justering af jagttiden bør fremover følge anbefalingerne fra arbejdsgruppen for den internationale forvaltningsplan, hvor jagtens bæredygtighed løbende vil blive vurderet.