Ringdue

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Ringdue er udbredt i hele Danmark. Den tætteste bestand findes i de østlige dele af landet (Grell 1998), hvor også nordfra kommende trækfugle optræder i størst antal. Den danske ynglebestand af ringdue viser en markant fremgang i perioden 1976-2014, med omtrent en fordobling siden starten af 1980’erne (Nyegaard m.fl. 2015), og havde i 2011 en vurderet bestandsstørrelse på min. 290.000 par (Pihl & Fredshavn 2015). Det danske vinterfugleindeks for ringdue viser over samme periode en stor fremgang på 3 % per år (Nyegaard m.fl. 2015). Danmark passeres af nordiske ynglefugle på træk fra Norge, Sverige og Finland, og dele af disse bestande overvintrer her i landet. Den norske bestand er vurderet som stabil, mens den svenske og finske begge er i fremgang (BirdLife International 2015). Den samlede europæiske bestand har i lighed med den danske gennemgået en omtrentlig fordobling gennem de sidste 20 år (PECBMS 2015).

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Jagten i Danmark

Udbyttet af ringdue i Danmark viste i perioden fra 1940’erne til slutningen af 1960’erne en stigning fra ca. 130.000 til ca. 500.000 fugle, hvorefter udbyttet faldt til et niveau på ca. 350.000 fugle årligt. Ændringer i jagttiden i 1994, 2007 og 2011 (bortfald af jagt i hhv. august, september og oktober) har alle medført relativt store fald i udbyttet efterfulgt af mindre stigninger. Denne udvikling skyldes sandsynligvis en kombination af den stadigt voksende bestand af ringduer, et stigende antal nedlagt ved regulering og kompenserende adfærdsændringer hos jægerne i forhold til jagtbegrænsningerne. Den geografiske fordeling af udbyttet afspejler i stort omfang artens bestandstæthed på tværs af landet.

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Ringdue forårsager i nogle egne omfattende skade på markafgrøder både forår og efterår, men der findes ingen data på skadernes art og omfang, så det er svært at vurdere det reelle behov for regulering. Problemerne søges i øjeblikket afhjulpet ved en omfattende regulering, som i de seneste år har udgjort en stor andel af det samlede udbytte, og i disse perioder er der risiko for at nedlægge aktivt ynglende individer (Holm & Nielsen 2014, Clausen 2014). Problemet er størst i det tidlige efterår, hvor andelen af aktivt ynglende fugle stadig er relativ stor og antallet af reguleringstilladelser jf. Vildtskadebekendtgørelsens § 18 relativt højt (Clausen 2014, Clausen & Christensen 2015). Risikoen for at nedlægge ynglende individer kan mindskes ved udelukkende at nedlægge duer, der optræder i flok.

Vurdering af gældende jagttid

Ud fra en bestandsbiologisk vurdering er det nuværende jagt- og reguleringstryk bæredygtigt. De bestande, der hovedsageligt jages i Danmark, er store og enten stabile eller i fremgang. Eventuelle effekter af jagttidsændringerne i 2007 og 2011 sløres delvist af den generelle stigning i både yngle- og overvintringsbestand. Da det samtidigt ikke for nuværende er muligt at skelne mellem danske ynglefugle og nordiske trækfugle i udbyttet, er effekterne på ynglebestanden uklar. Det må dog formodes, at det oprindelige formål med disse ændringer er opfyldt, idet jagten i mindre grad omfatter fugle, der endnu er yngleaktive i det tidlige efterår.