Råge

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

Råge forekommer i det meste af landet, men er mest almindelig i Østjylland og på Øerne. Råge er især tilknyttet agerlandet, hvor den ofte ses fouragere på dyrkede arealer i store flokke. I gennem de seneste årtier er der tilsyneladende sket en gradvis tilflytning fra agerlandet til bynære områder, hvor ynglekolonierne ofte etableres i småskove i byernes udkant. De danske råger er overvejende standfugle, men kan dog forlade landet i strenge vintre. Den danske bestand af råger har udvist en signifikant fremgang siden 1977 (Nyegaard m.fl. 2015) og har i de seneste år ligget stabilt på min. 75.000 ynglepar (Pihl & Fredshavn 2015). I vinterhalvåret gæstes Danmark af trækfugle fra det nordlige Skandinavien og Rusland.

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Jagten i Danmark

Udbyttet af råge lå stabilt på omkring 80.000 frem til slutningen af 1960’erne, hvor det toppede med ca. 130.000 fugle pr. sæson. Herefter faldt udbyttet gradvist og var i midten af 1980’erne på samme niveau som før toppen. Frem mod 2005 steg udbyttet igen, men er sidenhen faldet til omkring samme niveau som i midten af 1980’erne. I perioden fra 1995 til 2014 har udbyttet været signifikant faldende. Det er vigtigt at være opmærksom på, at udbyttet indtil 1982 omfattede fugle nedlagt både ved regulær jagt, inkl. fældefangst, og regulering. Det er uvist, hvor stor en andel henholdsvis jagt og regulering udgjorde af det samlede udbytte. Det må dog formodes, at den overvejende del af rågerne blev nedlagt med regulering for øje, som det er tilfældet i dag, hvor langt den største del af reguleringen finder sted i kolonier.

De fleste råger nedlægges i Østjylland og på Øerne. Forskelle i udbytteniveauet formodes generelt at afspejle reelle forskelle i bestandstætheden, om end ikke nødvendigvis i proportionalt forhold.

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Råge står ikke opført på Fuglebeskyttelsesdirektivets bilag II, hvorfor der ikke kan åbnes for en jagttid på arten.

Rågernes adfærd opleves ofte som støjende, de steder, hvor kolonierne ligger tæt på beboelse. Der foreligger ingen dokumentation for omfanget af markskader forvoldt af råger, men det er især økologisk majsdyrkning, der er udsat for skader forvoldt af råger, idet den ubejdsede såsæd udgør en attraktiv fødekilde. Desuden kan bær- og frugtavlere opleve økonomiske tab på grund af fouragerende råger. Råger kan desuden gøre skade på golfbaner, hvor de beskadiger græstørven, når de fouragerer på gåsebille- og stankelbenslarver.

Det er vanskeligt at vurdere, hvor mange råger, der vil blive nedlagt, hvis der genindføres en jagttid på arten. For de fleste jægere er råge et mindre attraktivt bytte, og der er ikke en tradition for at gå på jagt efter råge, som det fx er tilfældet for krage. Udbyttet vil derfor næppe blive af samme størrelsesorden som for krage. Der er dog ingen tvivl om, at en øget voksendødelighed vil være et mere effektivt middel til at regulere bestandsstørrelsen end at reducere ungedødeligheden, som det sker i forbindelse med regulering af rågeunger i kolonierne i dag. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at jagten ikke nødvendigvis vil blive udøvet på de tidspunkter på året og på de steder, hvor fx markskaderne forekommer. I vinterhalvåret må det desuden antages, at en del af udbyttet vil udgøres af trækgæster, der ikke er en del af den danske ynglebestand.

På baggrund af ovenstående er det DCE’s vurdering, at genindførelse af en jagttid på råge næppe vil medføre en markant stigning i det samlede udbytte, og at rågebestanden på landsplan derfor vil kunne bære både et jagt- og reguleringstryk.

Vurdering af eventuel jagttid

Reguleringen har, som det er formålet, sandsynligvis en begrænsende effekt på bestanden i lokale områder, hvor den drives intensivt og vedvarende. Ud fra den viden, der foreligger om bestandsudviklingen, er det dog DCE’s vurdering, at rågebestanden på landsplan kan bære det aktuelle reguleringstryk.