Enkeltbekkasin

Bestands- og jagtforhold

Ovenstående tabel er fra seneste jagttidsrevisionsrapport med arten.

Forekomst og bestandsudvikling

I Danmark forekommer enkeltbekkasin som fåtallig træk- og vintergæst, med de største forekomster i efterårsperioden (DOF 2016). Den samlede Flywaybestand af enkeltbekkasin er forsigtigt vurderet til 1 mio. fugle (Nagy m.fl. 2015), hvoraf 19.000-44.000 par yngler i Nord- og Østeuropa og europæisk Rusland (BirdLife International 2015a). Den overordnede vurdering er, at bestanden er stabil, men flere nationale opgørelser er meget usikre (BirdLife International 2015a).

Referencerne kan findes i Jagttidsrevisionsrapporten

Jagten i Danmark

Frem til jagtfredningen i 2004 blev der årlig nedlagt omkring 2.000 fugle. Kun i relativt få tilfælde blev der skudt færre (ca. 1.000) eller flere (4.000). Efter fredningen er der registreret i alt 10 enkeltbekkasiner i de årlige vingeundersøgelser (2004-2014), hvoraf fem individer er fra 2005. Det vurderes, at det er meget få enkeltbekkasiner, der er blevet nedlagt på grund af forveksling med dobbeltbekkasin. Til sammenligning kan det nævnes, at der i perioden 2004-2014 blev indsendt 4.752 vinger af dobbeltbekkasin. 

Forvaltningsmæssige problemstillinger

Enkeltbekkasin står på Fuglebeskyttelsesdirektivets bilag II/del A som potentielt jagtbar i Danmark, og dermed er det muligt at genindføre en jagttid. Enkeltbekkasin er ikke truet på verdensplan (BirdLife International 2015a). Den europæiske/vestafrikanske Flywaybestand er listet i kategori B2b under Vandfugleaftalen (AEWA 2015).

Fordi enkeltbekkasin og dobbeltbekkasin ligner hinanden og forekommer i samme habitater må det forventes, at der nedlægges et antal enkeltbekkasiner under jagt på dobbeltbekkasin. Det meget lille antal enkeltbekkasiner tilsendt vingeundersøgelsen efter jagtfredningen i 2004 tyder dog på, at den indførte fredning har været effektiv på trods af muligheden for forveksling med den jagtbare dobbeltbekkasin.

Vurdering af jagttid

Der er for indeværende ingen jagttid på enkeltbekkasin. Det er ikke muligt at angive, hvor stort et udbytte der vil blive nedlagt, hvis der genindføres en jagttid. Det vurderes dog som usandsynligt, at udbyttet vil overskride niveauet før 2004.

Indførelse af en jagttid på enkeltbekkasin med en årlig afskydning på niveau med udbyttet frem mod fredningen i 2004 på ca. 2.000 fugle forventes ikke at ville have effekter på bestandsniveau.