Af registreringerne udført under DOF’s punkttællingsprogram fremgår det, at bestanden af stær i Danmark har været i vedvarende tilbagegang fra senest 1976 og frem til i dag. Bestanden er reduceret med 60 % over de seneste 40 år, svarende til en gennemsnitlig, årlig tilbagegang på 2,2 % (Heldbjerg m.fl. in press). Antages det, at den danske bestand var på 400.000-600.000 par i 2000 (BirdLife International 2004), betyder dette, at Danmark har mistet 313.000-470.000 ynglepar siden midten af 1970’erne (Heldbjerg m.fl. in press).
For 2011 har Pihl & Fredshavn (2015) angivet en bestandsstørrelse på min. 270.000 ynglepar. Det er den bestandsstørrelse, der er indrapporteret til EU i relation til Artikel 12. Dette skøn er baseret på punkttællingsindekset kombineret med en omregning ud fra tidligere tal med de usikkerheder, disse måtte rumme. Den europæiske bestand er i 2015 vurderet til at være 28,8-52,4 mio. fugle (BirdLife International 2015b).
En nylig sammenstilling af informationer (Heldbjerg m.fl. 2016) tyder på, at tilbagegangen i Danmark (og i flere andre lande) i væsentlig grad kan tilskrives den indskrænkning, der er sket i de arealer, der græsses af fx malkekøer, og hvilken ’kvalitet’ de tilbageværende græsningsarealer har. Det afgræssede areal er blevet mindre, bl.a. fordi køer i stigende omfang bliver holdt inden døre året rundt. En stigende andel af græsarealerne i Danmark udgøres af græs dyrket med henblik på produktion af ensilage.
I Holland og i Storbritannien ser det ud til, at faldet i bestandene i væsentlig grad skyldes, at dødeligheden blandt ungfuglene er steget (Freeman m.fl. 2007). Den øgede dødelighed i det første leveår menes at være relateret til faldende adgang til egnede fødesøgningssteder uden for yngletiden, især mangel på afgræssede enge (se Freeman m.fl. 2007).
