Aarhus Universitets segl

Sædgås

Forekomst og bestandsudvikling

Den rastende bestand af sædgås i Danmark består af de to underarter, tajgasædgås (Anser fabalis fabalis) og tundrasædgås (A.f. rossicus). I visse sammenhænge anses disse som to arter, men her betragter vi dem som to underarter af samme art, sædgås.

Forekomst, jagtudbytte og forvaltning i Danmark er særdeles kompleks, hvilket skyldes: i) forekomsten af de to underarter, der er svære at adskille og stort set umulige at adskille under udøvelse af jagt, ii) at den ene underart (tajga) har været i tilbagegang, og den anden (tundra) har været stigende (Fox & Leafloor 2018), iii) at tajgasædgås forekommer i en række delbestande med forskellig status, og iv) at den relative fordeling i jagtudbyttet af de to underarter er ukendt.

Det samlede antal af sædgæs i Danmark om vinteren er meget varierende (Fig. 3.1.5.1). Førhen var stort set alle sædgæs i landet af underarten tajgasædgås, mens tundrasædgås var en meget sjælden gæst. Siden ca. 2005 har antallet af tundrasædgæs dog været stigende i Danmark.

I de senere år har der været megen fokus på tajgasædgås, idet der er udarbejdet en international forvaltningsplan i regi af vandfugleaftalen (AEWA) (Marjakangas m.fl. 2015). Her forvaltes tajgasædgås som fire delbestande (benævnes management units (MU)), hvoraf tre forekommer i Nordeuropa om vinteren (bestandene er ikke helt isolerede fra hinanden):

  1. Den vestlige MU, som er en lille bestand, der yngler i Sverige/Norge og trækker til Nordvestjylland og Storbritannien for at overvintre.
  2. Den centrale MU, som yngler i Nordrusland, Finland og Nordsverige og overvintrer i Sverige, Nordøstjylland, Sydøstdanmark og Nordtyskland.
  3. To østlige MUs med yngleområder i Sibirien og overvintringsområder i dels det vestlige Polen/den østlige del af Nordtyskland, dels i grænseområdet mellem Kazakhstan, Kirgisien og Kina; bestandenes status er usikre, men de er truet og i tilbagegang. Ingen af disse er dog relevante for Danmark.

Den vestlige bestand i Nordjylland har været særfredet siden 1994, dels begrundet med faldende antal i denne del af landet, dels fordi det er en lille og selvstændig delbestand. I vinteren 2019/20 udgjorde den danske vinterforekomst på 1.170 fugle majoriteten af de 1.384 optalte sædgæs i hele delbestanden (Heldbjerg m.fl. 2020b), og denne delbestand er således betydeligt under den internationalt aftalte målsætning på 4.000 fugle (Marjakangas m.fl. 2015).

Den primære bestand i Danmark er en del af den centrale delbestand, hvor hovedparten opholder sig i Sverige. Denne delbestand udviser nu en stigende tendens. Vinterbestanden blev i 1990’erne anslået til 100.000 individer, men blot 63.000 i 2009 (Marjakangas m.fl. 2015). Det seneste estimat er på 68.400 i januar 2020, hvilket indikerer en fremgang igen (Johnson m.fl. 2020a). Estimaterne er baseret på data fra henholdsvis forår og efterår, hvor stort set alle gæssene er i Sverige, da et ukendt og varierende antal opholder sig i Tyskland under midvintertællingen, og herfra er der ikke tilgængelige data.

Sammenlagt er der sket et gradvist fald i antallet af overvintrende tajgasædgæs i Danmark over de seneste årtier (Fig. 3.1.5.1), hvilket sandsynligvis kompenseres af et stigende antal i Sverige (Nilsson & Kampe-Persson (2020).

Bestanden af tundrasædgæs kommer fra yngleområder i arktisk Rusland og overvintrer i Tyskland, Holland og Belgien. De fleste tundrasædgæs forekommer på Øerne og især på Lolland og Falster, der er de eneste steder i landet, hvorfra der regelmæssigt indrapporteres hundredevis og ind imellem tusindvis af tundrasædgæs. Tidligere analyser har vist, at der primært forekom tundrasædgæs i Sydøstdanmark om efteråret, hvorimod der i vinterperioden sker en opblanding med tajgasædgæs, som kommer fra Sydsverige, især i kolde vintre (se Christensen m.fl. 2014). Antallet af tundrasædgæs har varieret betydeligt mellem årene i det seneste årti. Maksimum-forekomsten i de store år er ca. 4.500 om vinteren, men i visse vintre er tallet betydeligt mindre, hvilket formodentlig skyldes, at fuglene i stedet opholder sig syd for Østersøen.

Arten er senest vurderet ved jagttidsrevisionen for 2022