Aarhus Universitets segl

Hvinand

Forekomst og bestandsudvikling

Hvinand forekommer i Danmark som både ynglende, på træk og overvintrende. Den danske ynglefuglebestand anslås at tælle 150 par (Fredshavn m.fl. 2019a). Arten yngler langt overvejende i det nordøstlige Sjælland (Vikstrøm & Moshøj 2020). Den danske ynglefuglebestand betegnes som værende i stigning (Fredshavn m.fl. 2019a).

Den samlede flywaybestand af hvinand tæller 1,0-1,3 mio. individer (Nagy & Langendoen 2018, 2020) og formodes at omfatte fugle fra ynglebestande i Skandinavien og Rusland. Bestandsudviklingen beskrives som moderat faldende, både på lang sigt (1998-2018, Fig. 3.1.14.1) og på kort sigt (2009-2018). På endnu længere sigt (1969-2018) beskrives bestanden som værende i moderat stigning.

Den danske overvintringsbestand af hvinand blev i 2018 opgjort til ca. 70.000 individer. Artens bestandsudvikling blev i Fredshavn m.fl. (2019) betegnet som stabil, både for perioden 2007-2018 (Fig. 3.1.14.1A) og 1980-2018. Vinterforekomsten af hvinand i Danmark knyttes til beskyttede, lavvandede kyster omkring Sjælland og øerne syd derfor, omkring Fyn og langs den jyske øst-kyst. Desuden overvintrer mange hvinænder i Limfjorden. Arten forekommer om vinteren i mindre grad i søer og nor (Nielsen m.fl. 2019).

Klimaforandringer forårsager, at arten flytter sit overvintringsområde imod nordøst (Lehikoinen m.fl. 2013), hvor der for perioden 1980-2010 beskrives et faldende antal overvintrende fugle mod syd og vest (Irland og Schweitz i særdeleshed) og stærkt stigende andele nordligere i Sverige (269 %) og i Finland (over 4.300 %).

Arten er senest vurderet ved jagttidsrevisionen for 2022